Christian Peter Marker

Fra WikiSilkeborg

Christian Peter Marker (15.11.1868-18.4.1949) var en dansk-canadisk mejeriejer. Han var født i Vium ved Kjellerup, død i Edmonton, Canada.

Marker uddannede sig 1884-89 til mejerist på mejerier i Jylland. Udvandrede 1890 til Canada.

Karriere i Canada: 1890 mejerist på Kine Croft Farm, Markham, Ontario, 1891-95 på centralforsøgsstationen i Ottawa, 1895-97 mejeriinstruktør under landbrugsministeriet, 1897-1906 superintendent Dominion Government Creameries (i nordvestterritoriet), 1906-34 dairy commissioner for provinsen Alberta, 1921-34 professor i mejeribrug ved University of Alberta i Edmonton.

Ved sin afsked 1934 var han det betydeligste og mest ansete navn inden for canadisk mejeribrug.

1910-22 var han dansk vicekonsul i Calgary, Alberta. Et settlement i provinsen Alberta, Markerville, er opkaldt efter ham. Æresdoktor (LL.D.) ved University of Alberta 1924.