Asmus Frederik Jaede
Sadelmager, læderhandler. (f. 1825 – d. 1898)[1]

Asmus Frederik Jaede blev født 6. juni 1825 i Offendorf i Tyskland, og han fik sit svendebrev som sadelmager 12. april 1846 i Lübeck.
Asmus Frederik Jaede kom senere til Aarhus, hvorfra han hørte om den nye handelsplads ved Silkeborg. Derfor sendte han en ansøgning om bevilling som sadelmager til Silkeborgkommissionen i maj 1851.[2] Silkeborgkommissionen undersøgte, om hans duelighed og økonomiske forhold levede op til deres forventninger. Han fik bevilling til at drive sadelmagerprofessionen den 8. september 1851.[3]
Hvor Asmus Frederik Jaede havde sit første værksted er uvist. Vi ved dog, at han først købte ejendommen på Vestergade 13. maj 1853 af Mads Christensen.[4] Her drev han sin forretning til sin død.
I 1872 købte han naboejendommen på Vestergade 15, der var gået på tvangsauktion, nok for at udvide sin forretning. Den ejendom solgte han et halvt år efter til sønnen Johan Jaede i april 1872.[5] Johan og broderen Hans drev deres læderforretning til 1889.
Stuehuset på Vestergade 15 var af grundmur med skifertag, det var 35 alenlang. 2 Etager med kælder under halvdelen af huset til gårdsiden og under hele hjørnebutikken, kælderen indeholdt 6 rum med gipsede lofter og cementgulv. Stueetagen indeholdt 4 butikker med 10 store spejlglasruder samt 4 værelser, 2 trappeopgange, 1 sal indeholdt 7 værelser, 2 køkkener og 2 trappeopgange. På loftet var der 6 værelser.[6]
Asmus Frederik Jaede købte en beboelseslejlighed med tilhørende garveri på Søgade af garver F. Kendzior, hvorefter han tilbød garveri- og lædervarer fra sin bopæl på Vestergade 13.[7] Han anbefalede sig med alle til faget henhørende lædersorter af eget fabrikat til dagens billigste priser.
Garveriet på Søgade solgte Asmus Frederik Jaede til garver Lars Peter Petersen i 1897.[8]
Selv om Asmus Frederik Jaede tilsyneladende havde god forretning, søgte han alligevel i 1882 om næringsbrev som bager og har åbenbart startet et mindre bageri.[9]
8. september 1898 døde Asmus Frederik Jaede i en alder af 73 år. Lidt usædvanligt annoncerede Selskabet de danske Våbenbrødres afdeling i Silkeborg til sine medlemmer, om at møde med fanen til A. F. Jaedes begravelse.[10]
Familieforhold:
Asmus Frederik Jaede f. 6. juni 1825 i Offendorf d. 8. september 1898, søn af Engel Katharina Gehrk og Hans Peter Jaede, gift 20. maj 1852 med Ane Marie Hansen f. 12. oktober 1823 i Gylling d. 10 oktober 1898. De fik to drenge, Hans Peter Frederik Jaede f. 24. april 1853, Johan Martin Jaede f. 20. februar 1860.
- ↑ Samling af Asmus Frederik Jaedes dokumenter i ”Søg Silkeborg”
- ↑ Brev fra forvalter Bindesbøll den 17. maj 1851
- ↑ Brev fra P. M. A. den 1. september 1851
- ↑ Skøde den 9. januar 1855
- ↑ Skøde den 23. april 1872
- ↑ Brandforsikring den 21. november 1884
- ↑ Skøde den 16. marts 1875
- ↑ Skøde 27. april 1897
- ↑ Næringsbrev den 3. november 1882
- ↑ På vej
