Viben

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Viben, 1931

"Viben" blev af Hjejleselskabet bestilt til bygning på Raun Bybergs Skibsbyggeri i Esbjerg og ankom på banevogn sammen med søsterskibet "Glenten" til Silkeborg den 12. juli 1916 og blev indviet den 16. juli.

Båden blev indregistreret til 60 passagerer, og købsprisen var 13.000 kr. "Viben"s hovedmål var : længde 14,70 m. bredde 3,30 m. dybgang 0,90 m. bruttotonnage 14,71 tons. Den første motor var en 2-cyl. Skania råoliemotor, senere (1958) en Volvo-Penta benzinmotor.

De første år sejlede "Viben" på ruten Ry-Himmelbjerget indtil Ry Turistbåde overtog ruten i 1923. I besættelsesårene 1940-45 var båden på grund af benzinforbud oplagt.

I løbet af 60'erne blev båden på grund af sin lille kapacitet og efterhånden ringe stand, kun sjældent brugt og i foråret 1970 blev den solgt til hotelejer Jørgensen, Hotel Dania, som i 1976 videresolgte den til Telemarken i Norge, hvor den i 1980 blev ødelagt af isen og derefter hugget op.