Tranevig Vældkilder

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Tranevig Vældkilder er et særpræget vældområde ved foden af en stejl bakkeskrænt i det store sø- og sumpområde syd for Ørnsø.

Egentlig består området af to søer som ved et smalt løb er forbundet med Dødeå eller Den Døde Kanal og Ørnsø. Mod syd ligger således Tranevig.

Vest herfor ligger Funderholme Enge i forskellige stadier af tilgroning.

Tranevig og Tranevig Vældkilder indgår i EF-habitatområde H181 Silkeborgskovene, som består af dele af skovene og søerne i Søhøjlandet syd og øst for Silkeborg.

Indtil slutningen af 1800-tallet var søerne en åben bugt på sydenden af Ørnsø. De åbne vandområder er omgivet af arealer, som længe har været under naturlig tilgroning.

Langs søer og vandløb er der brede rørsumpe, som nærmere land afløses af sumpskov domineret af birk, pil og el.

Moserne er udlagt under Naturskovsstrategien; mest som urørt skov, men også med plukhugst i randområderne og stævning i den smalle ellemose nærmest Ørnsø (ca. 1,5 ha).

Den større, sydlige sø - Tranevig - er lavvandet og omkring 1 meter dyb.

Hele Tranevigområdet er et særdeles værdifuldt fugleområde.