SF Silkeborg

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Nedenstående er skrevet af Jørn Rye Rasmussen. Teksten er offentliggjort på SF's hjemmeside, Silkeborg afdeling.

FRA ET BRÆKKET BEN TIL DRØMMEN OM ET ”ARBEJDER-FLERTAL

Onsdag den 15. februar 1989 - på partiets 3o års dag - blev SFs kandidatliste til det kommende EF-parlamentsvalg offentliggjort. Og endnu engang blev det understreget, at SF-Silkeborg er centralt placeret i partiet. Vores fhv. folketingskandidat og folketingsmedlem i over 4 år, Marianne Bentsen-Pedersen, blev placeret, på 2.pladsen på SFs liste, og skulle have meget store chancer for at blive valgt. Der går en direkte - omend ikke en snorlige - linie tilbage til partiforeningens stiftelse i november 1958!!!! Og til markante SFere som Svend Lund, Åge Thomsen, Holger Bang og Arne Jensen, der tegnede partiet de første år. Senere har navne som Åge Staghøj, Steen Gade, Bente Nielsen, Kurt Brunk Hansen, Leif Andersen, Inge Lise Jensen og Anne Brit Emborg præget SF - og været med til at gøre SF kendt. For slet ikke at tale om de to helt, store profiler, nemlig byrådsmedlem gennem næsten 15 år, Benny Larsen, og som før nævnt: Marianne Bentsen. Og endelig har den nuværende (1986) byrådsgruppes medlemmer, Jørn Rye Rasmussen, Jill Rosenborg og Carl Ry, og nuværende formand og folketingskandidat, Lone Stig Andersen, været med til at fastholde billedet af SF som et politisk kraftcenter i Silkeborg og omegn.

HVORDAN STARTEDE DET?

SF blev officielt stiftet den 15. februar 1959, og dermed kulminerede flere års uro og opbrud på den danske venstrefløj. Årsagen var først og fremmest Sovjets invasion i Ungarn, og den diskussion der fulgte herhjemme. Medlemmerne af DKP støttede traditionelt alt, hvad Sovjet sagde og gjorde, men nu var grænsen nået for nogle DKPere, bl.a. partiets daværende formand, Aksel Larsen. På en kongres i begyndelsen af november 58 blev Aksel Larsen afsat, og nogle dage efter tog han på en foredragsturne til Jylland, først talte han i Århus, og dagen efter, den 11. november 58, holdt DKP et offentligt møde på Sønderport med Aksel Larsen som taler. Der var stuvende fuldt - ca. 1000 mennesker - og der var livlig debat. Der var massiv støtte til Aksel Larsen. Byrådsmedlem Svend Lund fik forsamlingen til, ved håndsoprækning, at tilkendegive, at man ønskede, at Aksel Larsen skulle beholde sit folketingsmandat - et mandat DKPs nye ledelse ellers ønskede at fratage ham.

Efter møderne i Århus og Silkeborg tog Axel Larsen videre til til Esbjerg og Kolding, men samtidig gik der besked til DKPs hovedkvarter i København om mødets forløb her i Silkeborg, cg som følge heraf blev Aksel Larsen et par dage efter ekskluderet af DKP. Mange lagde nu pres på Aksel Larsen for at få ham til at stille sig i spidsen for et nyt parti. Men han tøvede. Der blev indkaldt til et senere, meget berømt møde, lørdag den 22. november 1958. Her mødtes 76 personer, DKPere, partiløse, faglige ledere, intellektuelle og andre for at drøfte et evt. nyt parti. Der var en ophedet stemning. Alle følte,at noget nyt og stærkt var ved at ske. Men Aksel Larsen stillede som betingelse, at man først indsamlede lige så mange stillere, som han havde fået stemmer ved sidse folketings-valg.

DKP I SILKEBORG BLEV NEDLAGT DEN 20. NOVEMBER 58!!

Efter det dramatiske møde på Sønderport skete der voldsomme ting i Silkeborg. Torsdag den 2o. november besluttede et stort flertal at nedlægge den lokale DKP afdeling. Stemmetallene var 28 for, og 12 imod, mens 2 undlod at stemme. Flertallets begrundelse var "den store medlemsafgang fra partiet, som gør, at der faktisk ikke mere er tale om et parti". Men noget andet har også spillet ind, idet de 28 straks forlod mødet, og derefter holdt et andet, hvor man drøftede situationen omkring Aksel Larsen, og "det nye parti". Flere fra mødet deltog i mødet i København den 22. november. Og mandag den 24. meddelte byrådsmedlem Svend Lund i byrådet - uden-for dagsordenen - at han ikke længere- repræsenterede DKP, men "det under stiftelse værende socialistiske folkeparti". MED LIDT GOD VILJE KAN DET ALTSÅ KONSTATERES, AT SF HAR VÆRET REPRÆSENTERET I SILKEBORG BYRÅD FØR PARTIET OFFICIELT EKSISTEREDE. VI ER ALTSÅ ÆLDRE END PARTIET.

SF FIK STRAKS MANGE MEDLEMMER

Allerede den 1. januar 1959, altså stadig før partiet var stiftet, havde ca. loo medlemmer meldt sig ind. Kontingentet var 1 (een) krone om måneden!! Og lige siden har Silkeborg-afdelingen været en forholdsvis stor afdeling i SF. I dag (1989)er vi den 7. største SF-afdeling. Venstrefløjen stillede første gang op til byrådsvalg her i Silkeborg i 1933. DKP fik 54 stemmer, et tal der i 1937 var steget til 136. Men først i 1941 - ved det valg, hvor Alderslyst og Lysbro blev lagt sammen med Silkeborg - vandt DKP et mandat. Det tilfaldt Svend Aage Nielsen Lund, eller slet og ret: Svend Lund. Han nåede kun at deltage i få møder, inden han sammen med en masse andre kommunister blev anholdt af tyskerne, og tilbragte resten af krigen i fængsel eller kz-lejren Stutthof. Fra 1946 til 1970 sad Svend Lund byrådet - først for DKP, og som nævnt fra 1958 for SF. Den første periode efter krigen havde han i øvrigt følgeskab af Åge Thomsen.

SF VED EN SKILLEVEJ - TO GANGE

Da Svend Lund stoppede i byrådet, stod vi pludselig uden repræsentation - og uden nogen naturlig afløser. Så op til valget i 1974 måtte man begynde på en frisk. Der var kommet en masse nye, unge medlemmer efter EF-afstemningen i 1972, og der var ligesom kommet en generationskløft. Og der var to vidt forskellige måder at lave politik - dett, kunne ikke forliges. De unge valgte Benny Larsen som ny spidskandidat. Han var gymnasielærer, og på flere måder en rød klud for nogle af de gamle. Men valget i 74 gik godt, Benny blev valgt til byrådet og sad der uafbrudt indtil han i september 1988 fik arbejde i Polen, og derfor trådte ud. Men de ny unge i partiet nøjedes ikke med at sætte sig på byrådsmandatet. Da der skulle findes en ny folketingskandidat i 74, lykkedes det de rebelske 68-ere at sætte sig på den post også. Marianne Bentsen blev mere eller mindre kuppet ind på posten. SFs folketingskandidat havde tidligere været Svend Lund, der da også nåede at sidde i Folketinget som suppleant. Han blev afløst af fagforeningsformand, murer Arne Jensen ved valget i 71, og ved valget i 73 var kandidaten udenbys, nemlig Olsen fra Århus. Det var hovedårsagen til, at man fra de nye SFeres side ønskede at tage greb om situationen, og det gjorde man så ved at udpege Marianne Bentsen som folketingskandidat. Ved valget 23.10.79 blev hun valgt - efter en fintælling der flyttede et mandat fra Socialdemokratiet til SF. Og hun sad der til valget lo. januar 84, hvor den interne urafstemning havde rykket hende ned på 3.pladsen i Århus amt efter Ebba Strange og Jens Thoft. Hvis det kun gik efter stemmerne ved valgene, havde hun såmænd siddet der endnu.

LARSENISTER HVAD VAR DET FOR NOGET?

Den skillelinie - eller splittelse, om man vil - som vi oplevede her i Silkeborg, gik igen landet over. Der var simpelthen uenighed i SF - godt og grundigt. Aksel Larsen døde i 1972, og diskussionen - uenigheden - gik meget på ham. Altså: hvordan fulgte man bedst den linie, som han havde været fortaler for: at man ikke skulle løfte fanen så højt, at benene ikke kunne nå jorden. Det korte af det lande blev, at, vandene skiltes. Nogle meldte sig ud, og andre blev ekskluderet. Men langt de fleste blev i SF - det var næsten en overlevelseskamp for partiet. I meningsmålingerne stod SF så dårligt, som aldrig før, men da først opgøret var gennemlevet, og vi havde fået afklaret hvordan den nye rød/grønne profil skulle være, var grunden samtidig lagt til en ny fremgang - den fremgang vi stadig nyder godt af. SF blev placeret som et klart og selvstændigt alternativ til Socialdemokratiet og til den øvrige venstrefløj. Og samtidig lancerede vi en ny arbejdsstil med baggrunds-grupper for de folkevalgte, og udadvendte initiativer indenfor fredsbevægelsen, inden for miljøbevægelserne, indenfor lokalgrupper, kvindebevægelsen osv. I vækstdebatten havde vi et stort medansvar. Diskussionen om et arbejderflertal var næsten udelukkende vores fortjeneste, og der kunne nævnes meget andet.

Vi har lært at gå på to ben - og vi løfter den røde fane, men aldrig så højt, at benene ikke kan nå jorden.

Jørn Rye Rasmussen