S. P. Petersen

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Søren Peter Petersen (1868-1953) var født i Tamdrup Sogn og gift med Petrea Thøgersen. Efter ni måneders ophold på Ask Højskole fik han første del af sin lærereksamen og blev derefter såkaldt vinterlærer i nogle år. I 1888 tog han lærereksamen fra Gedved Seminarium og i marts 1894 blev han som nygift ansat ved Gjessø Skole i Them Sogns vestre del.

Da børnetallet i de år steg til 100 børn blev det nødvendigt at omorganisere skoledistriktet og bygge ny skoler i Sepstrup, Salten og i Gjessø. Herefter nedlagdes den gamle skole og bygningerne og jorden solgtes.

Antallet af skolebørn i Gjessø blev dermed mindre og lærer Petersen fik nu tid til at påtage sig andre opgaver. Hver vinter igennem 35 år holdt han således aftenskole for sognets ungdom, og i 14 år ledede han gymnastikken.

Han blev også en central skikkelse i egnens kulturliv, idet han var formand for Gjessø Afholdsforening og tog aktivt del i Gjessø Foredragsforening. Desuden var han initiativtager til stiftelsen af Gjessø Brugsforening, hvis formand og medleder han var i 50 år. Han stod desuden bag stiftelsen af en gødningsforening og en ægsalgskreds.

En mand med mange “hobbyer”

Lærer Petersen var kendt i sognet for sine mange “hobbyer” - lige fra sommerfugle og biller til udstopning af fugle. Han var også en ivrig amatørfotograf og en stor amatørarkæolog. Han forærede således med tiden sin stor oldsagsamling til Them Museum, som han var med til at stifte og drive i regi af Historisk Samfund for Them Sogn.

Lokalhistoriker

I 1934 tog han sin afsked fra lærergerningen og flyttede ind i en nyopført villa ved siden af skolen. Her boede han de sidste 19 år af sit liv og det var her, at han arbejdede med at indsamle oplysninger om Them Sogns historie i alle de kilder, han kunne finde - særligt på landsarkivet i Viborg. Det blev med tiden til mere end 40 bind håndskrevne bøger og en del mindre hæfter om Them Sogns historie. Han publicerede gennem tiden en del artikler i såvel Silkeborg Avis som Østjydsk Hjemstavn.

Efter S. P. Petersens eget ønske blev hans store samling af manuskripter vedr. byer og mennesker i Them Sogn skænket til Silkeborg Bibliotek (nu: Silkeborg Arkiv) efter hans død. Den omfattende samling består bl.a. af lærer Petersens håndskrevne renskrifter og bearbejdninger af det kildemateriale, han samlede om sognets historie under forskellige overskrifter, men også af indsamlede folkeminder i bred forstand.

Mindesten

Ved lærer Petersen begravelse besluttede en kreds af venner og tidligere elever at rejse en mindesten på den afholdte lærers grav ved Brande Kirke i Them Sogn.

Arkiv

S. P. Petersens arkiv findes i Silkeborg Arkiv (A 357)