Pramfart

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Da den lille handelsplads Silkeborg i 1846 ved kongelig resolution blev oprettet, var forbindelsen med omverdenen yderst besværlig med et vejnet, der var dårligt udbygget og ikke egnet til tunge transportopgaver.

Siden middelalderen foregik der en del transport gennem Gudenå-systemet mellem Silkeborg og Randers, oftest med træ og byggematerialer. Oprindelig var denne sejlads dog ret vanskelig, men i årene 1851-58 kom der gang i en egentlig regulering af Gudenåen, så pramsejladsen kunne foretages uden større problemer.

Forbedringer af åløb og trækvej

Arbejdet varede fra 1851 til 1858, idet staten ved ret store omkostninger, ca. 120.000 rigsdaler, lod foretage væsentlige forbedringer af åløbet og trækvejen (til sammenligning kostede en god hest på den tid 50 rigsdaler). Arbejdet foregik i følgende tempi: 1851-52: strækningen fra Kongensbro til Frisholt, hvilket blev anset for den sværeste strækning. 1854-55: strækningen fra Kongensbro til Svostrup. 1855-56: strækningen fra Svostrup til Resenbro. 1856-57: strækningen fra Resenbro til Silkeborg og endelig i 1857-58: strækningen fra Frisholt til Tange. Først på dette tidspunkt var der skabt en brugbar, reguleret åvej fra Silkeborg til Randers.

Ladeplads i Silkeborg

For at forbedre muligheden for pramsejladsen mellem søerne oven- og nedenfor papirfabrikken etableredes i 1854 en ladeplads på den vestre bred af Remstrup Å ved Silkeborg og i forlængelse af denne en kanal, hvis vandspejl var i niveau med Silkeborg Langsø. Derved blev det muligt at omlade gods, så sejlads kunne foregå i hele søsystemet.

Pramfart på Silkeborgsøerne.

Pramme med stor lasteevne

Pramfarten kom hurtigt til at spille en meget vigtig rolle for Silkeborgs udvikling. Allerede i 1857 var der 70–80 pramme i fart. Som følge af Silkeborgs vækst steg deres antal hurtigt, indtil det i 1870 nåede sit højdepunkt med 120 pramme i fart.

Lasteevnen for prammene var oftest mellem 10 og 15 tons. Der blev fragtet en variation af ladninger – landbrugsprodukter, byggematerialer, brændsel og ikke mindst de færdige produkter fra Silkeborg Papirfabrik, der via havnen i Randers sendtes ud i verden.

Fra Randers blev der f.eks. i 1857 blot til Papirfabrikken fragtet 9.500 tønder kul, 6 tons brunsten, 18 tons svovlsyre, 25 tons soda, 19 tons harpiks, 26 tons klorkalk, 23 tons alun, 2 tons bomuld og omkring 1 ton klude.

Prammene var forsynet med sejl, så vinden kunne benyttes, når den var gunstig. Men oftest måtte de stages eller trækkes opstrøms. Pramfolkene benytte heste, der gik langs trækstien, eller lejemænd måtte lægge sig i trækselerne og med håndkraft trække prammene. Fra Silkeborg til Randers gik det let medstrøms.

På medstrøms sejlads måtte pramkarlene og skipperen på prammen være årvågne. Åen havde mange steder kraftige hvirvler, eller der lå store sten i bunden. Pramkarlene kendte dem godt og navngav dem ofte, som f.eks. ”Den røde tyr” ved Ans og ”De syv søstre” ved Bjering. Et sted nedenfor Ans var strømmen særlig stærk. Navnet på denne passage, ”Helvedets port,” giver indtryk af den respekt, pramkarlene havde for stedet.

Ved Friisholts enge var åen så smal, at to pramme knapt kunne passere hinanden. Stedet havde da også navnet ”Den smalle mudring”. Ved Friisholt skov var der et kæmpe egetræ ”Den tørstige eg”, der hang så langt ud over vandet, at den kun med vanskelighed lod sig passere. At pramfarten også var ude for katastrofer vidner en hændelse den 25. april 1860, hvor 3 fuldt lastede pramme forliste i et voldsomt stormvejr. Den ene, der var lastet med mursten og tømmer, gik ned ved ”De syv væddere,” hvor føreren af prammen druknede, medens 2 pramkarle redede sig i land.

Pram på vej med sin last trukket af to heste og styret af tre pramkarle. Billedet er fra omkring 1920.

Pramkarlene havde et hårdt liv

Måske var det pramkarlenes hårde liv, der var grunden til, at de sammen med ”lejemænd” - løsarbejdere, der blev hyret på Tørvebryggen i Randers, som trækkarle for 3 rigsdaler pr. tur fik et dårligt ry som fordrukne slagsbrødre, der terroriserede kroerne langs åen. Svostrup, Kongensbro og Ans kro var berygtede steder, hvor pramkarlene holdt rast på deres ture langs åen. Her var brændevin, kortspil og selskab, og her kunne det gå vildt for sig med slagsmål og druk.

At lejemændene i lokalbefolkningen blev betragtet som udskud og det laveste, man kunne synke til, var udtrykt både hos menigmand og øvrighed. Som da præsten i Grønbæk skulle udmale djævelens udseende, brugte han vendingen: ”Djævelen er at ligne med en lejemand.” Så vidste menigheden besked. Eller kromanden, der efter et slagsmål finder en død mand i kroens stald, udbryder: ”Gudskelov, det er en lejemand, jeg troede det var et menneske”

Pramfartens endeligt

Skæbnetimen for pramfarten kom med jernbanen, der kom til Silkeborg 2. maj 1871. Herefter svandt fragterne ind, og da jernbanen mellem Silkeborg og Langå kom i 1908, fik pramfarten sit endeligt.

Nedgangen i sejladserne betød også, at kanalen i Havnen i Silkeborg med tiden ikke blev vedligeholdt. Den blev erstattet i 1920 af Kammerslusen. Hermed var det endegyldigt forbi med sejlads mellem søerne oven- og nedenfor Silkeborg.

De sidste få pramme holdt ud, indtil vandkraftværket Tangeværket blev etableret i 1921. Dermed var der sat en endegyldig stopper for sejlads med større fartøjer mellem Silkeborg og Randers.