Pølsevognen på Torvet (1933-1961)
26. juni 1933 år modtog byrådet en ansøgning om tilladelse til at etablere en pølsevogn på Torvet. Tilladelsen skulle gives til “at forhandle varme pølser, eventuelt med stadeplads på byens torv”. Og det tilføjedes, at pølserne skulle være fremstillet af lokale slagtere. Byrådet videresendte ansøgningen til behandling i “Slagtehusudvalget”, som fandt, at ansøgeren skulle have den ønskede tilladelse på visse betingelser.
Indholdsfortegnelse
Bevilling bekendtgøres i avisen
Det gik dog ikke helt som ansøgeren sikkert havde forventet. Da byrådet igen behandlede sagen i slutningen af august, blev det besluttet, at det skulle bekendtgøres i Silkeborg Avis, at der nu var mulighed for at få en bevilling “til kørsel med een vogn, hvorfra der kan sælges pølser”. Man ville altså ikke uden videre give bevillingen til idéens ophavsmand. Han måtte søge på lige fod med alle andre interesserede og det gjorde han så.
Bekendtgørelsen findes i avisen 11. september og for at præcisere, hvad det hele gik ud, blev der opremset en række betingelser for, at man kunne opnå bevillingen. Det var således kun bevillingshaveren selv, der måtte sælge fra vognen, varerne skulle indkøbes hos lokale slagtermestre og så skulle varer og vogn løbende kontrolleres af stadsdyrlægen. Man frabad sig i øvrigt “personlig henvendelse” og ansøgninger skulle være Borgmesterkontoret i hænde senest 20. september. Måske kalkulerede man med muligheden for premiere ved efterårets stormarked først i oktober.
Fire ansøgninger
Efter fristens udløb var der indkommet fire ansøgninger - fra én, der lagde vægt på, at han var “forretningsmand”, fra en arbejdsløs smede- og maskinarbejder og så fra ophavsmanden, der var “repræsentant” og altså heller ikke kendte specielt meget til salg af pølser endsige til almindelige hygiejneregler. Måske derfor faldt valget på den fjerde ansøger - Martin Rasmussen Skovbo
Han var oprindelig mejerist - og det har sikkert talt godt for at vælge ham, men havde de senere år ernæret sig som lejetjener. Desuden havde han forhandlet is og chokolade på sportspladsen og om sommeren også ved Østre badeanstalt ved Almindsø. Til det formål havde han “fået lavet en lille fiks tre-hjulet vogn, som muligvis kan bruges også til pølsevogn, hvis autoriteterne vil godkende den”. Det var en væsentlig detalje. Ingen af de øvrige ansøgere nævnte noget om, hvordan de ville skaffe sig en pølsevogn til formålet. Så det helt naturlige valg har sikkert været den 38-årige Martin Rasmussen Skovbo, der da også kom til at drive pølsevognen på Torvet eller rettere ved Rådhusets gavl først på Vestergade de efterfølgende næsten 30 år.
Pølsevogn på Torvet
I Silkeborg Arkivs samlinger findes avisudklip med interviews med Martin Skovbo, som giver os et spændende indblik i livet som pølsemand. Han fortæller bl.a. i et “afskedsinterivew” fra januar 1961, at “det morede ham meget at studere folks første reaktioner på pølsesalget. For silkeborgenserne varede det ikke længe at vænne sig til det nye fænomen, men landboerne var mere mistænksomme over for det nye. Ofte har jeg set en landbofamilie, som var på indkøb i byen, gå rundt om min vogn med nyfigne blikke, hvorefter de rystede på hovedet og sagde “Det kan man da ikke!” Så vidste de bedre, hvad den traditionelle kaffetår på konditoriet var. I den retning har billedet ændret sig med årene. Nu sælger vi mange pølser til landboerne, når de er på bytur og kommer forbi pølsevognen på Torvet”. Tidligere havde han konstateret om sine kunder, at de var svære at sætte i bås. “Den velhavende stod sammen med den mindre velstående.”
Klumper under primuskassen
Det har sikkert været koldt at være pølsemand om vinteren de første mange år. Martin Skovbo fortæller, at hans første vogn var helt af træ og at den var helt åbent fortil. “Så det kunne knibe med at holde varmen. Da havde jeg en primus i vognen, og det hændte på frostdage, at der sad centimetertykke isklumper under skabet med primussen. I den vogn, jeg har nu (1958), er det ikke noget at snakke om. Dels har jeg en lille varmeovn og dels kan glaslågerne i begge sider skydes for, når der ingen kunder er. Primussen har jeg ikke spektakel med mere, alt klares ved elektricitet.”
3-400 pølser på en dag
Ved 25 års jubilæet i 1958 spurgte journalisten forsigtigt, om det var en forretningshemmelighed, hvor mange pølser der blev solgt. Til det svarede Martin Skovbo frejdigt: “Nej det er det såmænd ikke. Jeg vil tro, at salget gennemsnitligt ligger et sted mellem 300 og 400 pølser pr. dag. På de helt store dage som f. eks. en regattadag eller de gamle markedsdage har jeg været oppe på 12-1500 pølser, men så er der heller ikke tid til megen snak.”
I et interview i 1954 nævnte han, at om fredagen solgte han ofte noget mere “og til søndag har jeg gerne købt 6-700 (pølser) hjem. Fredag blev jo den store salgsdag, da weekend-ordningen blev indført, og folk fik løn på den dag i stedet for lørdag.”
Om salget under besættelsen fortæller Martin Skovbo, at han “kunne sælge langt mere end jeg fik, så jeg stod her kun en times tid hver anden dag eller deromkring. Min ugentlige ration var 600 pølser, og den kunne jeg med lethed ha’ solgt på to dage”. Det må virkelig have givet smalhals hos familien Skovbo, at man kun kunne få indtjening på det, der svarede til halvanden dags normalt salg.
25 øre for en pølse
Da pølsemanden bliver spurgt til prisen og varerne, fortæller han, at da han begyndte “fik folk kun en pølse, et rundstykke og en klat sennep, og da kostede en pølse 25 øre i udsalg. Nogle år efter steg prisen til 30 øre og her holdt den sig længe. Nu (1958) koster en pølse 50 øre med brød”.
Hvornår hot dog’en blev en del af varesortimentet har det ikke umiddelbart været muligt at afklare. Men mon ikke det sker i løbet af 1950’erne. I interviewet i 1958 nævner Martin Skovbo, at hans pris på “hot dogs” er 60 øre - “men jeg har heller aldrig indført agurkesalat, remoulade eller andre raffinementer. Hos mig er en hot dog et flækket rundstykke, sennep og tomatketchup og en pølse midt i herligheden.”
På spørgsmålet om man kan leve af at være pølsemand, svarer Martin Skovbo: “Nu har jeg da levet af det i 25 år - helt godt endda, og vi har altid været mange der hjemme. Det bliver man jo, når der er 10 børn.”
Åbningstider
Om pølsevognens åbningstider lyder det: “Folks indkøbsvaner ændrer sig med tiden. Da jeg startede i 1933, holdt vi åben fra kl. 4 om eftermiddagen til kl. 11 om aftenen, og afsætningen var virkelig god i aftentimerne. Nu (1961) er det helt anderledes. Det er eftermiddagstimerne, som er indbringende, og allerede ved 7-8 tiden om aftenen ebber salget ud.” Forklaringen på de ændrede pølse-spisevaner kan jo være, at folk allerede der først i 1960’erne var begyndt at sidde og se fjernsyn hjemme i den dejlig varme stue.
Lidt af en sjælesørger
I sit “afskedsinterview” i januar 1961, hvor Martin Skovbo har nået pensionsalderen, ser han tilbage på sit liv som pølsemand. Han må konstatere, at “man møder så mange forskellige typer, når man passer en pølsevogn - typer man kan sidde og spekulere over, når salget er småt. Jeg kommer til at savne de faste kunder, som hver dag kom og spiste en enkelt pølse, sludrede om livets omskiftelighed og vejrets ustadighed. Det er ligesom, man med årene har fået et vist kendskab til menneskets sjæleliv. Ofte fortæller folk meget om sig selv, når de står ved en pølsevogn. De har måske ikke andre at betro sig til og er glade over at finde et menneske, der har tid til at lytte til deres bekymringer.” Pølsemanden slutter af med at udtale, “at det bliver svært at få tiden til at gå, men jeg har dog mange gode minder, jeg kan tage frem og lune mig ved, når tiden bliver for lang og trist. Jeg er ivrig lystfisker, og jeg elsker at gå til lotterispil.” Hans kone supplerer med et smil: “Ja, går det galt med tiden, må du hjælpe til i haven, selvom du ikke kan kende forskel på blomster og ukrudt.” Man må da håbe, at Martin Skovbo fik mange gode timer ved å og sø med fiskestangen i hånden. Så han aldrig blev nødt til at ty til havearbejdet.
Flere pølsemænd i byen
Martin Skovbo var ikke i længden byens eneste pølsemand. I 1941 kommer pølsevognen på Trianglen til og i 1948 får Carl Laurits Knudsen fik næringsbrev til at drive en pølsevogn med stadeplads på Havnen. Den flyttedes i 1953 til en placering ved Østergadekrydset på en grund ejet af Reimar Nielsen. Siden kom der flere pølsevogne til.
Pølsevogne i almindelighed
Vogne, hvorfra der blev solgt varme pølser med brød på gaden, var kendt allerede længe før 1. verdenskrig i større tyske byer. Og det lader til, at de også var en del af gadebilledet i svenske byer og i Oslo, før de blev lanceret i København. Det skete 18. januar 1921, hvor der dukkede seks “små pyntelige hvidlakerede vogne med rødt understel og en dampende skorsten” op i gaderne. Andre byer fulgte i øvrigt hurtigt efter. Både Aarhus og Aalborg fik deres første pølsevogne i 1922.
Pølsevognene blev fast inventar overalt i landets byer. Men selvom vognene blev større og mere moderne, tabte de alligevel med tiden terræn til grill- og burgerbarerbarer og andre fastfoodrestauranter. Her var der altid dejligt varmt og ofte et større udvalg. Pølsevognene havde deres storhedstid i perioden 1950 til 1970. Alene i København var der cirka 400 i 1950, mens der i 2007 kun var 93 tilbage og 60 i 2010. I 1970`erne var der på landsplan omkring 700 rullende pølsevogne. De seneste opgørelser anfører et antal på lidt over 100.
Henvisninger
Denne artikel bygger på en artikel skrevet af Lis Thavlov, der blev bragt i Midtjyllands Avis 5. december 2014.
