Når man løfter i flok

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

"Når man løfter i flok" er en stumfilm om husmandsbevægelsen i Linå, der er optaget i 1950. Optagelserne fandt sted hos husmand Th. Enevoldsen i Mollerup. Filmen blev lavet af Hammeschmidt Foto-Film-Tone i Århus og havde Dansk Folkefilm som distributør og udlejer.

Søren A. Sørensen, der var formand for Linå Husmandsforening i en årrække fra 1940, var initiativtager til filmen og fungerede også som sagkyndig rådgiver. De medvirkende var medlemmer af Linå Husmandsforening.

Filmens historie

Filmens historie bygger på en roman skrevet af sekretæren for De samvirkende Husmandsforeninger, redaktør Thomas Christensen, Århus, som havde været bragt som føljeton i "Husmandshjemmet", husmandsbevægelsens blad. For drejebog og instruktion stod Gunnar Brandt, Århus.

Lydoptagelse

I 1978 blev der lavet en separat lydoptagelse til filmen, mens den kører og med publikum på. Kommentatoren er Søren Anders Sørensen (Laven Borgerforening). Der er nogle steder uvedkommende talestøj på båndet.

Filmens scener

1. "Små kår". Hans (Rolle) også kaldet Hans i hullet er på vej hjem. Hans møder....

2. Christian Thomsen, der aldrig går af vejen for en spydig kommentar. Hans vil ikke i diskussion med ham.

3. Husmandsforeningens formand, Svend, hverver nye medlemmer. Han besøger også Hans, der spørger: Hvad kan det nytte? Petra indkaldes til at tage stilling. Det er godt at være hjulpen, og det er man, når man løfter i flok.

4. Landbrugskonsulenten kommer på besøg i marken. Det var måske bedre med kartofler i stedet for noget af kornet.

5. Markvandring. Der er sygdom i kartoflerne.

6. Mollerup Brugs - Husmandsrejse. Petra får Hans overbevist om, at han skal med på turen.

7. Drømme om fremtiden. Det er ikke gået helt, som de drømte om i ungdommen.

8. Husmandsrejsen til Silkeborg. Da de er på tur med thyboer, foregår rejsen i Silkeborgområdet. Indkvartering på Silkeborg Husholdningsskole, som også havde en vuggestue og børnehave.

9. Grøntauktionen i Silkeborg.

10. Grauballegård, hvor der er nogle grise, som man godt kunne tænke sig at få en af.

11. Gjern Bakker. Jens Nielsens biodynamiske landbrug i Holmstol besøges. Jens Nielsen bruger ikke gift og kunstgødning. Han har en flittig og dygtig kone, Jutta. Jutta har kun én arm, men kan klare det utrolige. (Jens og Jutta flytter til Sejs på deres ældre dage, Sindbjerg Mosevej 4, som i dag bebos af deres svigerdatter).

12. Med rutebåden "Maagen" fra Laven til Himmelbjerget. Himmelbjerget tager sig bedst ud fra vandet. Det er godt at komme ud og lære nyt.

13. Hans besøger brugsuddeler Bak i Mollerup Brugs. Han er på en træls gang til brugsuddeleren, for han vil gerne have kunstgødning på kredit til efter høst. Bak siger ja, og kunstgødningen afhentes i sække i Linå(?).

14. Hjemme hos Svend. Han og Sara har en søn og to tvillingepiger. Sara er lidt trykket af, at Svend er blevet en halvoffentlig person, der skal til bestyrelsesmøde, når hun nu lige har tænkt sig, at de skulle i haven.

15. Bestyrelsesmøde i husmandsforeningen. Konerne skal også være med i foreningen. De skal have et husholdningsudvalg. Hvem skal være formand? Sara: Det er nok, når den ene render ude hele tiden. Svend må henvende sig til fru lærer Andersen i Gammel Laven, som på cykel går i gang med at hverve medlemmer. Ikke alle tager lige godt imod hende.

16. Smørrebrødsdemonstration. Mændene er inviteret med. Der er øl til maden. Kvinderne smører, og det er de gode til. Bagefter er der en svingom med de gode gamle danse, rheinlænderpolka og den toppede høne.

17. Oppositionen går i aktion. Mon ikke vi skulle have en ny formand i foreningen?

18. Generalforsamling. Her går diskussionen om Svends fremtid som formand, eller skal det være Jens Madsen? Hans overvinder sig selv og går på talerstolen for at anbefale Svend.

19. "Ungerne flyver fra reden". Børnene er blevet store. Inga, der er Hans' datter, vil til byen. Man tager et opgør over storvasken.

20. Svend skal være amtsformand. Han har glemt at tale med Sara om det, men hun har mødt Petra ved Brugsen. Stemningen er trykket ved middagsbordet, men hun ender med at støtte ham.

21. Ungt gilde i mosen. Inga er kommet hjem. Der er amoriner i luften - eller under bordet. To mand frem for en enke. Kvinderne tager sig af opvasken, og mændene går i marken.

22. Hvordan det gik Inga i byen. Et uartigt pigebarn, en hoven frue og en herre, der ikke kan holde fingrene fra den unge piges bagdel. "De kommer lettere til pengene i byen", siger Inga.

23. Ungt par i hård træning. Inga og Svends søn er blevet gift. De har bygget husmandssted. Svend har givet en hest, Hans en kvie, og Inga har fået nogle kyllinger med. De pukler derhjemme, men Inga må alligevel i roerne på....

24. Vejrumgård. Svend og Hans er enige om, at det ikke kan passe, at husmandskonerne skal arbejde ude.

25. Ved kirken i Linå. Efter kirken kører Hans og Petra i jumben på besøg hos de unge, som har fået græsslåmaskine og som også skal have familieforøgelse. Kvinderne vasker op, og mændene beser staldene.

26. Året efter hjemme hos Hans og Petra.

27. Slut. (Ca. 35 minutter)

Fakta

  • Produktionsår: 1950
  • Manuskript: Thomas Christensen
  • Drejebog og instruktion: Gunnar Brandt
  • Fremstilling: Hammerschmidt Foto-Film-Tone, Århus
  • Kamera: Mogens Høyer
  • Distributør: Dansk Folkefilm
  • Varighed: Ca. 35 minutter

Arkiv

Originalfilmen samt lydbåndoptagelsen fra 1978 findes på Silkeborg Arkiv (F564)