Langelinie (Vesterskov)

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Langelinie er en snorlige 1,8 km. lang skovvej, der går tværs ned igennem Vesterskov i retning nord-nordøst / syd-sydvest. Flere skovveje krydser den, men næsten midt i skoven krydses den af den tilsvarende næsten snorlige Lille Fundervej.

Begge veje er sandsynligvis anlagt omkring 1800 som led i et forsøg på at indrette Vesterskov til den særlige jagtform "parforcejagten", som ellers især har sat sig spor i skovene i Nordsjælland.

Det bakkede terræn i Silkeborgskovene har gjort det vanskeligt at indrette dem til parforcejagt, men netop dette vejforløb tyder på, at man her har påbegyndt anlæggelsen af en "stjerne". At systemet ikke blev fuldendt skyldes måske, at da staten overtog Silkeborgskovene i 1823, var det ved at være slut med den form for jagt,

Parforcejagten

Parforcejagten var en forfølgelsesjagt, hvor hunde jagtede byttet, indtil det var løbet træt. Jagtselskabet fulgte efter til hest. Til sidst kunne æresgæsten - ofte den enevældige konge - så dræbe dyret med sværd eller spyd.

Jagtformen krævede, at der blev anlagt særlige jagtveje, der mødtes i stjerneform, så jagtselskabet på det afgørende tidspunkt kunne rykke ud fra et centralt punkt i landskabet.

Den kongelige parforcejagt blev nedlagt i 1777, men den fortsatte på private godser. Den sidste danske parforcejagt blev afholdt i 1887. I Storbritannien blev parforcejagt på ræv først forbudt i 2004. Den krævende jagtridning "Hubertusjagten" anses for at være en ublodig videreførelse af parforcejagten.

Parforcejagtveje har siden været nyttige til arbejdskørsel og er derfor blevet bevaret.

Langelinie er tillige navnet på gaden Langelinie i Alderslyst, på boligforeningen "Langelinie" med adresse samme sted samt på fritidsklubben "Langelinie" .


Beliggenhed: Langelinie (Vesterskov) ligger i Silkeborg, Vesterskov.