Jernbanelinjerne

Jernbanen var tidens løsen for både gods- og persontransport helt op til midten af 1900-tallet. Jernbaneforbindelsen til Silkeborg blev indviet i 1871 som en sidelinie fra Skanderborg og i 1877 var den videre forbindelse til Herning en realitet.

Langåbanen blev taget i brug i 1908, og blev i 1920 forlænget med Brammingebanen.

Kjellerupbanen, som løb parallelt med linjen til Herning på stykket fori Ørnsø, var en realitet i 1924

Bryrupbanen - den sidste jernbanelinie - kom til Silkeborg i 1929.

Silkeborg var dermed blevet et jernbaneknudepunkt, og togtrafikken var i høj grad baseret på persontransport.

Rutebilerne begyndte imidlertid at dukke op. I løbet af 1920’erne og 1930’erne fik Silkeborg efterhånden rutebilforbindelser med de fleste byer i oplandet. Rutebilerne måtte klare sig uden de store faciliteter, de fik efterhånden til at skabe sig en station på Torvet. Først i januar 1940 fik Silkeborg en rigtig rutebilstation i det nye Østerport-byggeri.

Landevejene blev udbygget og forbedret, blandt andet med asfaltbelægning. Silkeborg fik en ny udfaldsvej mod det nordvestlige opland med Kærsgårdsbroen i 1927-28.

Fra 1960 og frem blev bilerne tidens transportmiddel, og landevejene fik stor betydning for den stærkt forøgede trafik.

Silkeborg havde en god, trafikal beliggenhed på aksen Århus-Herning-Ringkøbing/Holstebro med den udbyggede ringvej. De gode veje blev et argument over for virksomheder for at få dem til Silkeborg.

Elever fra omegnskommunerne, som endnu ikke havde eksamensskoler, kom hver morgen ind med Bryrupbanen, Kjellerupbanen osv. for at gå på Silkeborgs "universitet" – den meget fine og velrenommerede ”Søndergadeskolen”.

Rutebilernes og privatbilismens fremgang i almindelighed gav tilbagegang for togtrafikken, og efterhånden måtte privatbanerne se sig udkonkurreret - Kjellerupbanen (1967), Bryrupbanen (1968) og Langåbanen (1971).