Jens Handberg

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Jens Handberg (1873-1962) blev født nær Låsby, men voksede op i Gødvad. Planen var egentlig en fremtid i landbruget, men den unge Handberg var både begavet og fingersnild og i begyndelsen af 1890'erne byggede han sit første kamera efter en møjsommelig oversættelse af tyske lærebøger.

Jens Handberg var på Askov Højskole, hvor han udover det åndelige og kulturelle udbytte og fik en alsidig viden på det tekniske onmråde.

En overgang var han i lære hos den berømte hoffotograf Peter Elfelt i København. I kortere perioder havde han ateiler i Them. Men det meste af sin tid cyklede han rundt i landet og tog billeder, som han fremviste i forsamlingshuse. Også levende billeder blev det til, men han forlod snart denne metier, da han ingen fremtid så i filmen!

Hans billeder var af meget høj kvalitet og bar præg af en god fornemmelse for motivet. I 1923-24 optog han flere billeder til Edvard Egebergs trebindsværk om Silkeborg Slot. Desuden lavede han optagelser af den nyopførte Metodisktkirke i Silkeborg (1923), samt forskellige landskaber og gårde i området omkring Resenbro.

I 1924 arvede han sine forældres hjem i Resenbro, som kort efter overtagelsen lod udvide og ombygge til børnehjemmet ”Solbo”, og som han administrerede til op i 1940’erne. Handberg købte på et tidspunkt et hus til sig selv, der var beliggende ved siden af børnehjemmet. Der var lejlighed i underetagen, men den benyttede han til sin opstaldning af sin cykel og en motorcykel af mærket Ellehammer. Selv indrettede han sig i et par mindre rum på førstesalen. De beskedne forhold passede ham godt, og han hyggede sig med en stor bogsamling og med en violin, som han spillede på om natten. I det hele taget var Jens Handberg en mand der klarede sig selv hele tilværelsen igennem.

Fakta

Atelier: Vestergade 69

Virkeperiode: 1920-1935

Arkiv: Findes delvist bevaret i Silkeborg Arkiv - A683. Desuden har arkivet flere fotografier fra Jens Handbergs atelier.