Helle Nielsen

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
De tre hovedrolleindehavere Allan Olsen, Helle Nielsen og Kim Eduard Jensen under filmoptagelserne. Foto: Hans Jørgensen, Midtjyllands Avis

Helle Nielsen fra Linå (senere gift Andersen) var 16 år og blandt de 150 håbefulde silkeborgensere, der mødte op på Balleskolen 4. juni 1977 for at blive prøvefilmet til filmen Mig og Charly.

Ved prøvefilmingen blev hun udpeget til at spille den kvindelige hovedrolle Majbritt - den rige automobilforhandlers datter, som er kæreste med Steffen.

De to andre hovedrolleindehavere var den 18-årige Kim Eduard Jensen fra Virklund, der fik hovedrollen som Steffen (mig). Han skulle i gang med andet år på HF på Th. Langs Skole, da filmoptagelserne startede. Mens rollen som “Charly”, der skulle tale “københavnsk”, gik til Allan Olsen, som på det tidspunkt var i glarmesterlære. Ham fandt filmfolkene i en ungdomsklub i Bagsværd ved København.

Hende, der var kig på...

Helle Nielsen fortæller til Midtjyllands Avis, at hun ikke var så meget i tvivl under prøvefilmingen om, at det var hende "der var kig på. Det var som om Morten Arnfred kunne se et godt match mellem Kim (Eduard Jensen) og mig." Og hun fortsætter "Det på trods af, at kemien ikke var helt god mellem os. Han var halvandet år ældre end mig, og det irriterede mig virkelig, når han prøvede på at fortælle mig, hvordan jeg skulle sige og gøre tingene."

Hvad der videre skete

Da Helle Nielsen fik rollen som Majbritt havde hun netop fået en læreplads hos en boghandler i Randers. Hun fik udskudt læretiden i tre måneder på grund af filmoptagelserne, flyttede derefter til Randers og stod i lære der i tre år. Hun blev senere uddannet beskæftigelsesvejleder og bosatte sig i Nyborg. For Helle Nielsens vedkommende blev det altså ikke til en karriere inden for teater og film.

Populær film

Mig og Charly blev allertiders største ungdomsfilm og Helle Nielsen fortæller, at hun oplevede, at folk kom ind i boghandlen i Randers - "...ikke altid for at købe en bog, men også for at få en autograf..." Sidenhen har hun ofte måttet svare på spørgsmålet: Hvor er det lige jeg har har set dig før?

Handlingen

Kort fortalt - er “Mig og Charly” en film om en sommer i Silkeborg. Om venskabet mellem to teenagedrenge med meget forskellig baggrund. Steffen (mig) er netop færdig med skolen. Han ved ikke rigtig, hvad han vil. Han er arbejdsløs og bor stadig hjemme hos sin mor, der er journalist på den lokale avis. Steffen kommer sammen med Majbritt, der er datter af en af Silkeborgs rige mænd (i filmen en rig autoforhandler - i bogen en tømmerhandler).

Steffen møder den rapkæftede københavnerdreng, Charly, da denne er ved at stjæle hans knallert. Charly har været i konflikt med straffeloven og er nu anbragt på et opholdssted uden for byen. Venskabet skaber en masse konflikter og Steffen stilles konstant over for valg og krav fra sine omgivelser. Men det er det voksende venskab mellem de to drenge, der er filmens røde tråd. Da den slutter har Charly igen rodet sig ud i noget og vælger at stikke af - og Steffen hjælper ham på vej ved at overdrage ham sin knallert.

Kilder

Denne artikel bygger på artiklen "Majbritt fra "Mig og Charly"", der blev bragt i Midtjyllands Avis 27. december 2014.