H. P. Ingerslev

Overkrigskommissær Hans Peter Ingerslev (1762—1830). Ejer af Silkeborg Hovedgård, H.P. Ingerslev (1804-1823), skabte som entreprenør mulighed for gennemgående trafik på Gudenåen. Han var kommet i økonomisk klemme af en ny skovforordning, der trådte i kraft omtrent samtidig med, han overtog gården. Den forbød ham at udnytte skovene til tømmerhugst i en årrække efter overtagelsen, og derfor søgte han andre muligheder for økonomisk fremgang end de indtægter, han kunne få som jordbesidder. Ud over Silkeborg Hovedgård ejede han Ruggaard gods på Djursland.

Ingerslevs første plan handlede om en sejlforbindelse til Århus. Fra Silkeborg til Ry ad Gudenåen og søerne, ind ad Birksø, Knudsø, Ravnsø, Veng Sø, Gammelgård Sø (som siden er afvandet), Tåstrup Sø og Brabrand Sø og Århus Å - Planen blev opgivet på grund af for store højdeforskelle.

Han søgte efterfølgende hjælp hos staten - mod et lån på 100.000 rigsdaler tilbød han at gøre Gudenåen sejlbar fra Silkeborg til Bjerringbro. Strækningen derfra og til Randers var blevet sejlbar med pramme i 1802. Han forpligtede sig til at skabe en sejlrende med en dybde på en meter og en bredde på 9-10 meter, at anlægge en trækvej langs åen og fjerne ålegårde og andre forhindringer. Staten forbød samtidig anlæg af nye ålegårde og broer og kom med et kongeligt cirkulære om ekspropriation af jord til trækstien. På samme betingelser som ved jordafgivelse tilvejanlæg.

Det var i første omgang en meget primitiv sti, og vandforholdene var ikke de bedste, men staten accepterede at kontrakten var opfyldt. I starten havde ruten mest betydning for transporten af træ, byggematerialer og korn. Udviklingen af området gik meget langsomt, hvilket medførte, at H. P. Ingerslev ikke kunne betale afdragene på sit lån til staten. Dette betød, at staten overtog Silkeborg Hovedgård ved en tvangsauktion i 1823. Efterhånden kom udviklingen i gang, og der blev anlagt tørvefabrikker og teglværker langs åen, der udviklede sig til egnens hovedtrafikåre for både varer og passagerer.