Ekko

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Villa Ekko set fra havesiden

Villa ”Ekko”, der er beliggende på Edv. Egebergs Vej 3 i Svejbæk, blev opført af forfatteren Edvard Egeberg i 1906 med hans bror Sigurd Egeberg som bygmester.

Huset var ikke så stort - det bestod af en høj kælder med køkken og spisestue, stueetage med to stuer og en åben veranda med trappe ned til haven.

Spisestuen var bemærkelsesværdig ved, at Edvard Egebergs søn, Erik, havde udstyret den som bondestue med slagbænke langs væggene og fast langt bord, malet i rødt og grønt med hvide stafferinger.

Ekko blev bygget på en lyngbakke, der skrånede direkte ned til Borre Sø. I årenes løb blev den oprindelige lyngbakke omdannet til en fint beplantet have med staudebede, frugttræer og køkkenhave.

I nederste del af haven var opført en vindmølle, som kunne forsyne husholdningen med vand. Der strømmede masser af vand ud fra bakkerne mod søen, så egentlig vandmangel var der aldrig. Det kunne sommetider knibe med vinden, så måtte man hente vand i en spand ved møllen. Der blev først oprettet et fælles vandværk i Svejbæk i 1934.

Ekstern henvisning

Sejs-Svejbæk Lokalhistoriske Forening