Ny Hattenæs

Den hyggelige skovrestaurant med navnet “Hattenæs” åbnede allerede i løbet af forsommeren 1888. Den havde navn efter stedet dér på kanten af Sejs og ud til Brassø, som optræder på et matrikelkort allerede i 1795.

Ifølge en annonce i Silkeborg Avis fra 19. maj 1896 åbnede endnu et traktørsted i et privat hus ved siden af. Det kaldte sig “Ny Hattenæs”. I en annonce fremgår det, at man kunne byde på “nymonterede værelser og fuld pension. God betjening og billige priser.”

Etablissementet Ny Hattenæs

Vi ved ikke så meget mere om de første år. Men i maj 1900 annonceres der i lokale og regionale aviser med, at “Etablissementet Ny Hattenæs” åbner 30. maj efter endt udvidelse og udsmykning.

Ejeren var den 34-årige Matinius Didrik Fuglsang, der havde overtaget stedet ved årets begyndelse. Han bekendtgjorde nu, at han kunne tilbyde et “godt køkken med à la carte hele dagen og gode vine” og at foreninger kunne forvente “moderation”. Han fik også lige nævnt, at der var “stor staldplads” og “ro- og sejlbåde samt køretøjer til udleje” og at der snarest ville blive indlagt telefon. Så der var da basis for et dejligt sommerophold.

Stor indvielsesfest

Fuglsang var efter alt at dømme en foretagsom herre, som så et potentiale i at indvie stedet med manér. Til indvielsesfesten sørgede han for at invitere sine kommende samarbejdspartnere og folk med indflydelse - byrådet, turistforeningens og Hjejleselskabets bestyrelse, pressen samt diverse embedsmænd og håndværksmestre.

Ved festen blev gæsterne beværtet med alt, hvad huset kunne præstere. Og hen på aftenen blev bygningen illumineret, mens J. C. Mogensens musikkorps underholdt. Desuden blev der serveret champagne, før gæsterne blev sejlet tilbage i den lejede dampbåd “Juliane”. Den følgende dag var der en solid avisomtale af indvielsesfesten og af stedets fortræffeligheder. Foretagsomheden havde altså båret frugt.

Stor investering

Fuglsang synes at have investeret temmelig mange penge i sit “smukke etablissement og turisthotel”. I reportagen fra indvielsen nævnes et beløb på 60-70.000 kr., hvilket omregnet til nutidskroner svarer til 4-5 millioner. Silkeborg Avis’ redaktør betegner det da også som “et dristigt skridt at binde en så betydelig kapital i dette foretagende”, men tilføjer så “vi tror, at han vil få glæde deraf.”

De mange penge var blevet brugt på at indrette stedet “efter alle nutidens fordringer”. Så de store lokaler i restaurationsbygningen - “den nette sal og brede veranda, hvorfra der er en fortryllende udsigt” nok skulle blive “et yndet hvilested såvel for byens befolkning som for de mange turister, der ventes hertil.”

Det eneste, man ikke havde nået at få færdig, var haveanlægget, som ifølge planen skulle gå helt ned til søen.

Dristig investering

Men noget gik galt. Fuglsang nåede kun at få fire sæsoner på Ny Hattenæs, før han måtte kaste håndklædet i ringen. Op til sæsonstart i maj 1904 lyder det lakonisk i Silkeborg Avis: “Ny Hattenæs er for i sommer forpagtet af restauratør Giessing, Aarhus, som om ganske kort tid vil overtage forretningen”, hvilket han da også gjorde i oktober samme år.

Forklaringen får vi i slutningen af april 1904 i annoncer i lokale aviser, hvoraf det fremgår, at der afholdes auktion på Ny Hattenæs “efter begæring af sagfører Hammer for vedkommende pant- og udlægshavere over det gæstgiver M. D. Fuglsang tilhørende gode inventarium til gæstgiveri og restauration”. Han var med andre ord gået konkurs.

Herefter oplistes der ned til mindste detalje, hvad dette “inventarium” bestod af. Foruden 500 forskellige stole, 200 borde og alskens service og glas var der blandt andet spejle, lysekroner og sågar et Hornung & Møller fortepiano, men også en kobber-kaffemaskine og et isskab. Desuden fire robåde, en charabanc og en jagtvogn.

Fuglsang overværede tilsyneladende ikke selv auktionen. Allerede 1. maj 1904 ses han og familien tilmeldt en adresse i København. Om han på nogen måde fik dækket sine store investering ind, melder historien intet om, men det er tvivlsomt. Det var måske alligevel for dristigt at tro, at et sådant etablissement kunne give et tilfredsstillende afkast indenfor så kort en tidsramme.

Ejerskifte med jævne mellemrum

De næste ti år var der restauratørskifte ca. hvert femte år, hvilket tyder på, at det var svært at få et sådant sted til at løbe rundt. Efter 1914 kom der dog mere stabile tider, da den 47-årige hotelejer M. P. Madsen købte Ny Hattenæs. Han var en erfaren restauratør, idet han tidligere havde haft Hotel Juulsø ved Himmelbjerget og været vært i Lunden. Han blev også ved roret de næste mere end tyve år. Efter hans død i 1938 blev det igen til nogle ustabile år med skiftende ejere.

En større ny- og ombygning

28. april 1944 finder vi en reportage i Socialdemokraten fra et besøg på Ny Hattenæs, der nu blev drevet af “hotelejer Thomsen”. Denne havde med arkitekt Max Pape i spidsen henover vinteren gennemført omfattende om- og nybygninger - desværre afsløres det ikke, hvor store udgifterne havde været.

Vi får at vide, at der var opført en hel ny bygning til køkkenregionen, således at man nu havde “Silkeborgs største køkken med det mest moderne udstyr”. I samme nye bygning var der på første sal endvidere indrettet otte værelser for personalet.

Den ny hotelejer havde også tænkt på gæsterne, idet den store sal var blevet delvist ombygget, ligesom der var opført “en ny musiktribune i funktionalistisk stil.” Desuden var der “omkring dansegulvet ... indrettet et stort lysreflektapparat med en mængde lyskastere, så det bliver virkelig festligt, når dansen går.” Og så havde Sven Thomsen indkøbt store mængder af nye borde og stole. Man forstår næsten ikke, at en så omfattende nyindretning kunne lade sig gøre her i besættelsens sidste år.

Det var endvidere ved denne ombygning, at det oprindelige tårn, hvorfra der var en smuk udsigt over Brassø, forsvandt.

Vægfrise

Her i 1944 blev den store sal, der senere blev kaldt “Blichersalen”, udsmykket med det, som de fleste silkeborgensere måske husker allerbedst - nemlig den store frise med tre lokalhistoriske motiver på ende- og sidevæggen.

Det var Emil Poulsen, lederen af Aarhus Teaters malerskole, der stod bag frisen. På den 10 m. brede endevæg havde han valgt at skildre det første Himmelbjergmøde - med Blicher på talerstolen, over 100 tilskuere (mange malet i hel størrelse) og i baggrunden den storslåede udsigt over skove og søer.

Emil Poulsen forklarede journalisten, at han havde forsøgt at rekonstruere, hvordan der så ud på Himmelbjerget i 1839. Og at han havde fået værdifuld hjælp af “overbibliotekar Peder Nielsen, der havde fremskaffet et stort billedmateriale” - hvilket vil sige i arkivets samlinger, der allerede på dette tidspunkt var righoldige.

Frisen var ikke færdig ved sæsonstart 1. maj, og man havde heller ikke fået afsluttet indretningen af “en hyggelig pejsestue og en mindre stue ved siden af i hotelbygningen, nærmest salsbygninen med direkte trappe til terrassen foran restauranten.” Men det blev formodentlig klaret i løbet af sommeren.

Ny ejer igen

Forklaringen på, at færdiggørelsen trak ud, var måske, at der igen havde været ejerskifte. Allerede 26. april meddelte avisen, at nu var “hotellet igen på nye hænder, idet hotelejer Thomsen, der har drevet det i et lille års tid, i dag har solgt det til hotelejer Holger Jensen, Grand Hotel.”

Overtagelsen skete 1. juli 1944. Måske havde ombygningen, der “havde været bekostelig”, været en lidt for stor økonomisk mundfuld. Men nu kom der så en erfaren hotelmand til. Da han fik sin bevilling i oktober 1944, blev der givet tilladelse til drive Ny Hattenæs sideløbende med Grand Hotel på Skoletorvet og fra 1951 med Astoria på Torvet.

Under Holger Jensens ledelse fik Ny Hattenæs en opblomstring og gik fra at være en udflugts- og kaffe-restaurant til igen at være et spisested med à la carte-servering.

Stikkerlikvidering på Ny Hattenæs

Holger Jensen havde ikke været længe på Ny Hattenæs, før besættelsens alvor viste sit ansigt. 29. august 1944 om aftenen blev stikkeren, den 44-årige teglværksbestyrer Gunnar Siim, skudt af modstandsmanden “Leif” - alias politibetjenten Einar Sørensen, mens et orkester spillede op til dans.

Siim blev skudt bagfra, mens han sad ved et bord sammen med et par tyske officerer. “Leif” forlod straks restauranten og forsvandt sammen med en ventende kammerat. Baggrunden for likvideringen kendes ikke og blev ifølge forfatteren Peter Øvig Knudsen aldrig efterforsket.

Stort projekt for Marshall-lån

Holger Jensen havde ligesom sine forgængere ambitiøse planer. I marts 1953 kunne Silkeborg Avis således afsløre, at han ventede spændt på en afgørelse med vidtrækkende konsekvenser for Ny Hattenæs. Han havde nemlig ansøgt om et lån via Marshallplanen, et amerikansk hjælpeprogram, der skulle sikre økonomisk hjælp til genopbygningen af de europæiske lande efter krigen.

Såfremt lånet blev bevilget, skulle de gamle bygninger rives ned og erstattes af et supermoderne hotel med al den komfort, som især amerikanske turister kunne ønske sig.

Det nye hotelkompleks skulle indrettes med tyve dobbelt- og ti enkeltværelser - alle med badeværelse, telefon, radio og indbygget værdiboks. For hotellets gæster skulle der indrettes en særlig spisestue til 52 personer samt salon og opholdsstue. Derudover skulle der være restaurationssal med ca. 100 pladser, pejsestue med 50 pladser, billardstue, serveringsterrasse med 55 pladser, garager, direktørbolig og personaleværelser. Endelig skulle der indrettes en bygning med sovesal for kanoturister og i forbindelse hermed en badstue. På arealet mellem hotellet og søen skulle der anlægges en legeplads og “en stor swimmingpool i helt amerikansk stil” med en tre-meter vippe og omklædningskabiner.

Projektet løb op i 1 million kroner (næsten 16 millioner i nutidskroner) og blev anbefalet både fra lokalt hold og af repræsentanter fra brancheforeningen. Holger Jensen udtalte til avisen, at han håbede at kunne begynde arbejdet allerede hen på sommeren. Så vidt kom det nu ikke. Projektet blev aldrig realiseret. Hvorfor lånet ikke blev bevilget, er det ikke lykkedes at finde ud af. Men set i bakspejlet gjorde det måske heller ikke så meget.

ILLUSTRATIONER

Lok7413B2: Som det sig hør og bør blev hele selskabet ved gen-indvielsesfesten 30. maj 1900 fotograferet - de ses alle sammen her. (Arkivet ligger inde med en navneliste).

Lok2475: Det har hørt med til traditionen, at gæsterne kom sejlende til Ny Hattenæs. Det har de kunnet siden 1898, da Hjejlens bestyrelse besluttede at anlægge en ny bro som erstatning for den gamle ved Gl. Hattenæs. Broen og hotellet ses her fra Brassø. Ca. 1920

Lok6786: Hotel Ny Hattenæs med restaurationshaven i forgrunden. Det fine tårn, som næsten var et must på en sommerrestaurant, forsvandt ved den store ombygning i 1943-44.

ILLUSTRATION fra avisen: Skitsetegning af det storstilede projekt, der skulle finansieres via Marshall-planen. Silkeborg Avis 13. marts 1953.

b0002480: Der findes ikke mange optagelser af Blicher-frisen, men her er en amatøroptagelse fra midten af 1980’erne.