Svejbækø

Fra WikiSilkeborg
Version fra 19. sep 2011, 20:36 af SteenPedersen (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Svejbækø er en kunstig ø beliggende i Julsø ved indsejlingen til Svejbæk Snævringen. Oprindelig var den landfast med grunden, hvorpå Svejbæk Færgegård blev opført i 1864 og har derfor samme matrikelnummer – 14k, Virklund By, Them.

Gudenåen gik oprindeligt nord om øen i et løb, som var smalt og tit gav anledning til oversvømmelse af arealerne nord for åen. Sejlads gennem dette løb var derfor ikke mulig med blot lidt større både. For at forbedre forholdene for sejladsen, besluttede landvæsenskommissionen i 1855, at der skulle ske gennemgravning af landtungen Svejbæk Odde for at vandet kunne passere.

Da Hjejlen begyndte at sejle på Silkeborgsøerne i sommeren 1861 havde den store vanskeligheder med at passere det smalle åløb i snævringen. Hjejleselskabet søgte derfor om og fik tilladelse til at gøre den eksisterende kanal bredere og dermed gøre sejladsen lettere.

Arbejdet blev udført i juni 1861, og derved fremkom der midt i Snævringen en ø, som straks blev kaldt "Kaninøen".

Ejeren af ejendommen Ludvigslyst på nordsiden af søen – birkedommer Drechsel, satte sig voldsomt imod dette forehavende. Der udspandt sig derfor i de følgende år en større konflikt. som først fandt sin løsning efter en dom, afsagt 5. maj 1863.

Resultatet blev, at sejlløbet blev udvidet til den nuværende bredde af hensyn til bådfarten. Endvidere indebar forliget, at Svejbæk Færgegård herefter fik retten til at drive færgeri over snævringen.

Landfast under besættelsen

Under besættelsen gjorde tyskerne øen landast med en vippebro, der førte over til Onkel Peters Hus.

Sommerhus på øen

Omkring 1940 var der en gruppe unge mennesker, der sejlede en del i kajak. De syntes det kunne være dejligt med et overnatningssted på vej til Himmelbjerget. De fandt frem til øen i snævringen, og det lykkedes dem at få lov til at leje den af familien Salomonsen på Svejbæk Færgegård.

De fik i fællesskab bygget et lille hus, som bestod af stue med otte køjer og et lille køkken og fortsatte med at komme der nogle år. Siden fik de familie og børn, så kajakkerne blev skiftet ud med motorbåde.

Skønt de prøvede at overtage øen, forblev den i færgegårdens eje, da Salomonsen ikke ønskede at sælge. Udlejningen fortsatte frem til 1971, hvor færgegården blev solgt. Det lille hus forfaldt derefter fuldstændig. (Erindring i Midtjyllands Avis, 24.8.1996

Øen får navnet Svejbækø

Øen fik i allerede i 1861 det uofficielle navn “Kaninøen”. I 1996 tog Midtjyllands Avis imidlertid spørgsmålet om øens navn op som en artikelserie henover sommeren.

Den udskrev derfor en konkurrence, hvor mange læsere bidrog med fantasifulde navne. Udfaldet blev, at en dommerkomité bestående af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, bagsideredaktør Helmer N. Jakobsen og chefredaktør Steffen Lange valgte navnet Svejbækø.