Forskel mellem versioner af "Silkeborg og krigen i 1864"

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Linje 25: Linje 25:
 
I slutningen af september besluttede den preussiske generalguvernør for Jylland, [[general Vogel v. Falckestein]], at hans hær skulle have vinterindkvartering rundt omkring i landsdelen og Silkeborg endte med at skulle huse ca. 1000 bøhmiske jægere, som skulle indkvarteres hos byens borgere. Ingen tvivl om, at der måtte tages megen opfindsomhed i brug for at skaffe sengesteder til så mange ekstra personer i så lille en by.
 
I slutningen af september besluttede den preussiske generalguvernør for Jylland, [[general Vogel v. Falckestein]], at hans hær skulle have vinterindkvartering rundt omkring i landsdelen og Silkeborg endte med at skulle huse ca. 1000 bøhmiske jægere, som skulle indkvarteres hos byens borgere. Ingen tvivl om, at der måtte tages megen opfindsomhed i brug for at skaffe sengesteder til så mange ekstra personer i så lille en by.
  
[[Billede:jens.PNG|thumb|270px|]]
+
[[vestergade.PNG|thumb|270px|]]
  
 
Men også maden måtte kvarterværterne sørge for. Fødevarerne udleveredes efter helt præcise mængdeangivelser fra forplejningsmagasinet, men ”kvarterværterne have at tillave levnedsmidlerne godt og velsmagende, således at soldaten får heraf en regelmæssig god  frokost, middagsmad og aftensmad. Vil soldaten selv lave sin mad, da levererer kvarterværten ham det nødvendige køkkentøj, brænde og lejlighed til at lave maden.”
 
Men også maden måtte kvarterværterne sørge for. Fødevarerne udleveredes efter helt præcise mængdeangivelser fra forplejningsmagasinet, men ”kvarterværterne have at tillave levnedsmidlerne godt og velsmagende, således at soldaten får heraf en regelmæssig god  frokost, middagsmad og aftensmad. Vil soldaten selv lave sin mad, da levererer kvarterværten ham det nødvendige køkkentøj, brænde og lejlighed til at lave maden.”

Versionen fra 1. dec 2018, 15:25

Krigen i 1864 mellem Danmark og Østrig/Preussen udkæmpedes, som bekendt ved Dannevirke og siden ved Dybbøl og foregik altså derfor langt fra Silkeborg.

Dermed ikke sagt, at Silkeborg ikke var berørt – også mænd herfra var blevet udkommanderet, både som værnepligtige og som forstærkningsmænd, og hustruer og børn måtte således undvære husbond og far. Nogle af dem måtte endda sande, at de aldrig – eller først langt senere – fik dem at se igen, for også soldater her fra egnen blev meldt døde, sårede eller tilfangetagne.

Vinteren var meget hård og byens bedre herrer og – især – damer tog forskellige initiativer til indsamling effekter og penge, der kunne gøre opholdet ved fronten en smule mere tåleligt. Især den såkaldte ”damekomite”, der blandt andre bestod af Charlotte Drechsel og den altid initiativrige Elfride Fibiger, havde succes med at få byens fruer til at strikke uldne sokker, undertrøjer, vanter, etc., som med jævne mellemrum blev sendt sydpå og med glæde og taknemmelighed blev modtaget af de silkeborggensiske soldater.

Men direkte i berøring med krigen kom Silkeborg ikke i de første måneder.

Det ændrede sig dog markant efter Dybbøls fald d. 18. april: De danske tropper havde trukket sig tilbage til Als og Fredericia og Jylland var nu reelt besat af de preussiske og østrigske armeer, som på deres marcher rundt i landsdelen skulle indkvarteres midlertidigt i de byer, de drog igennem.

Den 24. april kom turen for første gang til Silkeborg. Man havde hørt rygter, men ikke ventet tyskerne helt så hurtigt, men sidst på eftermiddagen trængte godt 700 mand ind i byen og krævede forplejning og indkvartering. Silkeborg havde på den tid ca. 2000 indbyggere, så det var ikke noget lille antal, man pludselig skulle finde plads til. Kommunalbestyrelsen forsøgte at fordele de mange mænd, men adskillige af soldaterne ville ikke ikke vente og indlogerede sig, hvor de kunne finde plads.

Tyske soldater på Torvet

Også forplejning skulle der sørges for. Hærledelsen forlangte, at der næste morgen inden klokken 8 skulle udleveres 40 stk. slagtekvæg, 5650 pund flæsk, 2650 cigarer, 1116 pund tobak, 350 flasker vin, 1200 potter brændevin, 300 pund salt, 1800 pund ris, 500 pund kaffe, 10 tønder bankegryn og 40 pund reb.

De fødevarer, etc., som hæren modtog skulle der i princippet betales eller gives kvittering for, så de senere kunne blive betalt. Det var dog ikke et princip, som de menige soldater bekymrede sig om. Hos byens handlende krævede de blot forskellige varer udleveret, hvorefter de gik deres vej uden at betale eller give kvittering.

I løbet af natten var der forskellige indbrud rundt omkring i byen, hvor blandt andet en vinkælder blev brudt op og en urmager mistede adskillige ure. Armeen drog videre næste dag.

Sådan fortsatte det i større eller mindre grad henover sommeren. Men foruden indkvartering og forplejning måtte Silkeborgs borgere og bønder også se til mens preusserne eller østrigerne med jævne mellemrum rekvirerede de bedste heste eller kreaturer, forlangte at de, der havde en vogn, skulle køre for dem, eller i øvrigt tog, hvad de havde brug for af stort og småt.

Som et kuriosum kan det fortælles at Hjejlen og den mindre ligeledes privatejede dampbåd Viben blev beslaglagt af tyskerne, der mistænkte dem for at være kanonbåde. De fik dog lov til at blive liggende i Silkeborg, da hærledelsen vurderede, at de ville være for vanskelige at transportere væk.

I slutningen af september besluttede den preussiske generalguvernør for Jylland, general Vogel v. Falckestein, at hans hær skulle have vinterindkvartering rundt omkring i landsdelen og Silkeborg endte med at skulle huse ca. 1000 bøhmiske jægere, som skulle indkvarteres hos byens borgere. Ingen tvivl om, at der måtte tages megen opfindsomhed i brug for at skaffe sengesteder til så mange ekstra personer i så lille en by.

thumb|270px|

Men også maden måtte kvarterværterne sørge for. Fødevarerne udleveredes efter helt præcise mængdeangivelser fra forplejningsmagasinet, men ”kvarterværterne have at tillave levnedsmidlerne godt og velsmagende, således at soldaten får heraf en regelmæssig god frokost, middagsmad og aftensmad. Vil soldaten selv lave sin mad, da levererer kvarterværten ham det nødvendige køkkentøj, brænde og lejlighed til at lave maden.”

Samtidig med at kvarterværterne skulle sørge for deres egne familier.

Den 30. oktober underskrev Danmark fredsaftalen og de preussisk/østrigske tropper forlod kort tid herefter Silkeborg.

Det var nu op til by såvel som borger ganske præcist at opgøre, hvilke udgifter og tab de havde haft, således at den danske stat kunne kompensere dem. På byens offentlige kontorer kunne man få blanketter til det brug og avisen bragte anvisninger og takster over, hvad fx en underofficer kostede pr. vinterdøgn. Alt skulle gøres op en gang for alle og fristen sattes til d. 5. februar 1865.

I løbet af foråret udbetalte kommunen forskud på noget af gælden og byrådet behandlede nogle sager, hvor borgere forsøgte at få bevilget et kommunalt lån med pant i den forventede krigsskadeerstatning.

Den 6. maj 1865 var krigsskadeerstatningskommisionen færdig med at behandle kravene fra Skanderborg amt, som Silkeborg dengang hørte ind under og Silkeborg og dens indbyggere blev kompenseret med 12987 rigsdaler og 45 skilling – ca. 6000 rigsdaler mindre, end man havde opgjort tabet til.

I artiklen Krigen i 1864 – oplevet gennem Silkeborg Avis kan man læse et meget fyldigt uddrag af, hvad Silkeborg Avis bragte af nyheder, som havde direkte betydning for Silkeborg i løbet af året '64.