Forskel mellem versioner af "Silkeborg Valgmenighed"
| Linje 6: | Linje 6: | ||
Da der så skete et præsteskift i Silkeborg, og man fik den grundtvigske F. V. Viberg i 1874, blev planerne helt stillet i bero. Og de kom først op igen, da den grundtvigske kreds ikke fandt noget tilknytningspunkt ved Silkeborg Kirke, hvor sognepræsten var syg og den indremissionske hjælpepræst helt afvisende. 1912 besluttedes på et møde i Højskoleforeningens sal at danne en grundtvigsk valgmenighed. Silkeborg Avis skrev dagen efter, at denne kunde betragtes som en Kendsgerning, når det lykkes at finde den rette Mand til at være Menighedens Præst". Forstander Vinther var en drivende kraft og fandt hurtigt frem til P. M. Munch, der var præst i Høje Tåstrup, og som måske i højere grad end godt var, følte det som en pligt at komme til Silkeborg. | Da der så skete et præsteskift i Silkeborg, og man fik den grundtvigske F. V. Viberg i 1874, blev planerne helt stillet i bero. Og de kom først op igen, da den grundtvigske kreds ikke fandt noget tilknytningspunkt ved Silkeborg Kirke, hvor sognepræsten var syg og den indremissionske hjælpepræst helt afvisende. 1912 besluttedes på et møde i Højskoleforeningens sal at danne en grundtvigsk valgmenighed. Silkeborg Avis skrev dagen efter, at denne kunde betragtes som en Kendsgerning, når det lykkes at finde den rette Mand til at være Menighedens Præst". Forstander Vinther var en drivende kraft og fandt hurtigt frem til P. M. Munch, der var præst i Høje Tåstrup, og som måske i højere grad end godt var, følte det som en pligt at komme til Silkeborg. | ||
| − | [[Billede: | + | [[Billede:IMG 2688.JPG|thumb|400px|Valgmenighedens præstebolig med mindre sal. Vestergade 54]] |
Der blev købt grund og bygget præstebolig med konfirmandstue og mindre mødelokale på Vestergade og de næste 22 år frem til 1934 var Munch valgmenighedens præst. Valgmenighedsfolkene var stadig medlemmer af folkekirken og havde flere pladser i Silkeborg Menighedsråd. | Der blev købt grund og bygget præstebolig med konfirmandstue og mindre mødelokale på Vestergade og de næste 22 år frem til 1934 var Munch valgmenighedens præst. Valgmenighedsfolkene var stadig medlemmer af folkekirken og havde flere pladser i Silkeborg Menighedsråd. | ||
Nuværende version fra 4. okt 2020, 13:08
Uddrag fra "Silkeborg 1846-1996":
Allerede i slutningen af 1800-tallet havde grundtvigianerne haft planer om en valgmenighed. De familier, der havde løst sognebånd til sognepræsten i Sejling, havde fra 1868-71 en friskolelærer, Johannes Stouenberg, til at undervise deres børn. Han arbejdede ihærdigt på at få oprettet en valgmenighed. Selv tilbød han sig som præst stærkt optaget af synerne i Johannes' Åbenbaring.
Da Hostrup-vennerne, med købmand C. S. Knap i spidsen, var usikre på, om de skulle danne en valgmenighed - ifølge Valgmenighedsloven af 1868 med ret til at bruge sognekirken - rejste de i 1870 til København til Hostrup og Grundtvig selv. Grundtvigs svar angående friskolelæreren var klart: "Den Mand er paa vilde Veje. Naar man vil foretage et alvorligt Skridt i Livet, saa skal man ikke bygge paa dunkle Forklaringer af dunkle Ord, men da maa man have klare og sikre Ord af Den hellige Skrift at holde sig til". Grundtvig rådede i stedet sine tilhængere til fortsat at søge til Sejling.
Da der så skete et præsteskift i Silkeborg, og man fik den grundtvigske F. V. Viberg i 1874, blev planerne helt stillet i bero. Og de kom først op igen, da den grundtvigske kreds ikke fandt noget tilknytningspunkt ved Silkeborg Kirke, hvor sognepræsten var syg og den indremissionske hjælpepræst helt afvisende. 1912 besluttedes på et møde i Højskoleforeningens sal at danne en grundtvigsk valgmenighed. Silkeborg Avis skrev dagen efter, at denne kunde betragtes som en Kendsgerning, når det lykkes at finde den rette Mand til at være Menighedens Præst". Forstander Vinther var en drivende kraft og fandt hurtigt frem til P. M. Munch, der var præst i Høje Tåstrup, og som måske i højere grad end godt var, følte det som en pligt at komme til Silkeborg.
Der blev købt grund og bygget præstebolig med konfirmandstue og mindre mødelokale på Vestergade og de næste 22 år frem til 1934 var Munch valgmenighedens præst. Valgmenighedsfolkene var stadig medlemmer af folkekirken og havde flere pladser i Silkeborg Menighedsråd.
Fra 1934 til 38 klarede valgmenigheden sig med forskellige præster, men da så den grundtvigske pastor C. A. Grøn blev præst ved Silkeborg Kirke, ophævede valgmenigheden sig selv. Den solgte præsteboligen og stiftede en fond til fremme af grundtvigsk arbejde med en selvsupplerende bestyrelse.
Der var et stærkt ønske om at genoplive konventerne fra sidste århundrede, og allerede i 1913 tog det en begyndelse ved besøg fra valgmenigheden i Herning. I særtog ankom mellem 300 og 400 Herning-boere til bespisning i private hjem og eftermiddagsgudstjeneste i kirken med over 1000 deltagere. Pastor Munch var imidlertid ikke den ivrigste konventdeltager, og først i perioden 1925-30 lykkedes det igen at etablere konventer med gudstjeneste og foredrag, men 1930 var det slut. Der var spændinger i valgmenigheden, så mange, at flere meldte sig ud og gik tilbage til sognemenigheden.
Kilder
Christen Damgaard Nielsen: Kirke og Folk (Silkeborg 1846-1996)
