Silkeborg Telefonselskab

Fra WikiSilkeborg
Version fra 22. jun 2015, 14:51 af Wikiadmin (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

I Silkeborg begyndte man i marts 1887 så småt at tale om et telefonanlæg, der skulle forbindes med Aarhus, hvorefter der også ville være forbindelse til Hobro, Randers, Skanderborg og Horsens. Man regnede også med, at der senere på året ville være forbindelse til Vejle og Fredericia samt til Kjellerup.

Telefonselskabets anvisning til brug af telefonapparat. 1892

I maj 1887 påbegyndtes arbejdet med ophængning af telefontråde i Silkeborg og d. 29. juni var der forbindelse til Aarhus. Silkeborg Folkeblad skrev i den forbindelse:

Et Lommeuhr som lægges til Apparatet i Aarhus kan høres helt tydelig i Silkeborg og omvendt. Abonnentantallet er ogsaa allerede ret betydeligt i Silkeborg og vil sikkert stige meget, nu da Ledningen er aabnet.”

Silkeborg Folkeblad havde allerede på dagen et telefonapparat på sit kontor og brugte det med det samme til at indrykke en annonce i Aarhus. Før havde avisen sendt annoncen med morgentoget kl. 9 til trykning om aftenen. Men med telefonen gjorde man det i dette tilfælde kl. 15, hvorved man havde vundet 6 timer. Avisen havde en fornemmelse af, at afstanden mellem de to byer på en måde var ophævet.

Silkeborgs første telefoncentral holdt til i skomager Chr. Nielsens ejendom på Østergade 18. Samme Nielsen var også Silkeborg Telefonselskabs bestyrer. Efterhånden som telefonselskabets aktiviteter udvidedes med en central i Herning og Kjellerup opstod behovet for en kapitaludvidelse. Foretagendet blev derfor i 1892 omdannet til Silkeborg Telefonselskab A/S med Christian Nielsen som direktør.

I 1896 blev Silkeborg Telefonselskab A/S sammen med 16 andre telefonselskaber omdannet til Jydsk Telefon A/S, fortsat med Nielsen som bestyrer. I 1898 flyttedes Telefonselskabet fra Nielsens lokaler i Østergade.

En fortegnelse over abonnenter i Silkeborg Telefonselskab fra 1892 viser, at der på det tidspunkt var ca. 60 abonnenter tilsluttet selskabet.