Silkeborg Teglværk

Fra WikiSilkeborg
Version fra 30. apr 2015, 08:35 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Afskrift fra ÅRHUSBAKKEN mennesker og fortællinger

Aktieselskabet Silkeborg Teglværk

Silkeborg voksede og voksede. Byen var en permanent byggeplads. De mange nye huse krævede mursten og tagsten i uanede mængder. Og de skulle produceres lokalt. Det var umuligt med tidens transportmidler at fragte disse byggematerialer langvejs fra. Teglværker fandtes rundt omkring på egnen. I Lysbro fandtes flere teglværker. Ved Ørnsø lå også et teglværk, skønt det var noget ustabil i sin produktion. Men den lokale produktion forslog ikke. Papirfabrikant Michael Drewsen havde i sin tid drevet teglværksproduktion nord for papirfabrikken ud mod Silkeborg Langsø. Gad vide om man kunne genoptage en produktion i nærheden? Ler var der åbenbart på området. Var der nok? Var det godt nok? Tanken blev ivrigt drøftet midt i 1890èrne i byrådet og blandt de lokale håndværksmestre. Der gik lang tid med overvejelser og snak. Kommunen var i syv sind, om den ville sælge jorden eller leje den ud. Nogle mente, arealerne kunne bruges til bedre formål. Og gik det ikke ud over fattiggårdens muligheder for et rentabelt landbrug?

Lokale håndværkere tog i 1899 initiativet til at danne Aktieselskabet Silkeborg Teglværk, og
Silkeborg Teglværk 1900
alle relevante tilladelser faldt på plads samme år. Byens nye teglværk fik en svær fødsel.

Først gerådede aktieselskabet ud i en kontravers med den lokale fagbevægelse omkring nogle arbejdskontrakter, og dernæst satte den landsdækkende storlockout en dæmper for byggeri og igangsættelse. Men hen på sensommeren 1899 var initiativet så fremskredent, at den lokale presse kunne berette om den nye virksomhed på bakken oven for papirfabrikken og kuranstalten. Samtiden var imponeret. Teglværket var morderne med ringovn, dampmaskine (40HK) og ælte og skæremaskine. Teglmester Niebuhr fik bolig ved teglværket og der blev anlagt stald med foderplads. Arbejdsstyrkens størrelse var lokalpressen mere usikker på. Men et sted mellem 12 og20 mand kunne regne med arbejde på Silkeborg Teglværk i højsæsonen. Om vinteren var der kun arbejde til ca. 6 mand. Lønnen ville blive på 20-24 kr. om ugen – fortrinsvis tjent på akkord. Timelønnen var på 30 øre, og den daglige arbejdstid normalt 10 timer. Den daglige produktion var sat til ca. 25.000 sten. Ringovnen havde 14 kamre, hver med plads til 8-9000 sten. Store tørrelader kunne rumme hver 100.000 sten. Ler skulle der være nok af. I hvert fald til de kommende 100 år blev det beroligende meddelt. Den lokale presse havde svært ved at undertrykke en vis bekymring for, om en sådan gigantisk lokal satsning kunne gå. Etableringsudgifterne på 85.000 -100.000 blev nævnt. Det var bare at håbe, at initiativet bar frugt – til glæde og gavn for ejerne, de ansatte og Silkeborg. Aktieselskabet havde omkring 1900 en aktiekapital på 40.000 kr. fordelt på 80 aktier, hver lyende på 500 kr. Bestyrelsen var alle lokale mænd: murermester Chr. Nielsen, tømmermester N.P. Nielsen, murermester J.P. Nielsen og direktør L. Jørgensen. Silkeborg Teglværk lukkede i 1936/1941.



Afskrift fra Silkeborg Avis 15. april 1899, rubrikken Læsekredsen.

Et protestmøde vedr. bestyreren af Silkeborg ny teglværk, Hr. Niebuhr. Niebuhr var bestyrer fra 1899 til 1920:

Arbejder på Silkeborg Teglværk Århusbakken 1900 Stående længst til venstre: Bestyrer Niebuhr; liggende fra venstre Fritz Henrik Grauting; siddende fra venstre nr.1 : Peter Johan Petersen (Dyrbye) nr.4 siddende fra venstre Martinus Jensen Bønding med sin 4-årige søn Henry Jensen Bønding på skødet

Som vore læsere måske vil erindre, har bestyreren af Silkeborg ny teglværk, Hr. Niebuhr, oprettet en kontrakt med sine arbejdere. Dette kunde for almindelige dødelige syntes at være den naturligste sag af verden. Når en mand forpligter sig til at levere et vist arbejde fuldført til en vis tid, så er det kun i sin orden, at han sikrer sin arbejdskraft, der ikke går fra ham, når han netop står og trænger mest til dens hjælp. Denne kontrakt har imidlertid bragt Demokraten i Aarhus fuldstændig i Harnisk*. I nogle hvidglødende Artikler brændte den løs på Silkeborg ny Teglværks Direktion og på Teglværksbestyrer Niebuhr, som beskyldtes for noget så slemt som at være forfatter til ”Slavekontrakten”. Selv en så renlivet Demokrat som Hr. Bagermester Jørgensen gik ikke ram forbi, og Socialisternes kjære Allierede, ”Folkebladet”. Blev beskyldt for lunkenhed i denne kontraktsag. At ”Silkeborg Avis” fik en større skylle, vil måske vække mindre forundring hos dem, der kender forholdene nærmere. For imidlertid ret at gøre Effekt blev der berammet et møde, hvor den frygtelige ”Slavekontrakt” skulle sættes under Debat. Dette møde afholdtes i aftes i Arbejdernes Forsamlingsbygning, hvor Redaktør Sabroe, Aahus, i et med kraftige Udtalelser spækket indledningsforedrag drog til Jelts, ikke alene mod førnævnte ”Slavekontrakt” i særdeleshed, men mod Kontraktvæsen i almindelighed. Det er nedværdigende for den fri arbejder at binde sig til en slig kontrakt, der netop skabte den dårlige Arbejder. Der var dog især to Punkter i Teglsværkskontrakten, som stak Hr. Sabroe i øjnene. En paragraf bestemmer, at Bestyreren af hver Arbejders ugeløn må tilbageholde 3 kr. som først kan udbetales kontraktens udløb. En anden paragraf forbyder Arbejderne at møde på arbejdspladsen med brændevin, bajersk øl eller andre spirituøse drikke. Disse to bestemmelser var særlig genstand for Hr. Sabroes retfærdige brede han ville have, at den frie arbejder skulle have lov til nyde sin snaps og sin bajer, når han ville. Og det var brutalt – udtalte Hr. Sabroe – at tilbageholde de 3 kr. af arbejdernes ugeløn. Arbejderne var da fuldstændig prisgivne Bestyrerens Vilkårlighed. Hr. Sabroe kom dernæst med nogle voldsomme udfald mod Hr. Niebuhr, hvem han beskyldte for at være ”dannet af samme stof som hin Slavefoged, der på Aahus banegård forleden pryglede de forsultne Polakker ”. Og så indrømmede Hr. Sabroe straks efter, at han ikke kendte den mand, hvem han titulerede på en så nedsættende måde. Hr. Sabroe omtalte forskellige strejker, som havde haft hele den samlede presse selv højrepressens – sympati, således læge strejken på Københavns amtssygehus. I det hele kunde Hr. Sabroe ikke blive træt af at omtale, hvilke store og gode handlinger, arbejderpartiet havde på sin samvittighed, ligesom han med klædelig beskedenhed fremhævede, hvilken vældig betydning den socialistiske pressehavde haft på udviklingen. Han sluttede med et leve for, at slige ”Slavekontragter” som Hr. Niebuhr snart måtte være en saga blot, hvilket selvfølgelig den store forsamling – og flere med dem – fuldt ud kunne slutte sig til. Bagermester Jørgensen tog derpå ordet for et længere foredrag at klargøre sin og den øvrige direktions stilling til nævnte kontraktspørgsmål. Meget rigtigt citerede han desværre fuldstændig sandfærdige skriftsted, at ”Menneskene ikke så gode, som de burde være”, og som følge deraf havde direktionen oprettet en kontrakt med Hr. Niebuhr, lige som der jo oprettedes kontrakter i næsten alle livets forhold. Selv inden for fagorganisationerne var de jo kontraktmæssigt bundne, og han kunne derfor ikke forstå Hr. Sabroes uvilje mod ovennævnte kontrakt, da han jo i de fleste punkter måtte anerkende den for human. Hvad angik de 3 kr. som skulde holdes af ugelønnen, havde direktionen ved kontrakt med Niebuhr sikret disse penges udbetaling og i tilfælde at strid nedsættelse Voldgift. Hr. Jørgensen sluttede med at konstatere at han var lige så god demokrat som den anonyme skribent, der havde tilsmudset ham i ”Demokraten”, og han havde aldrig bejlet til arbejderens gunst allermindst for egen fordels skyld. Hr. Sabroe tog atter fat, men havde nu stemt instrumentet mindre hårdt. Han var villig til at indrømme, at kontrakter var nødvendige i visse tilfælde, men de skulle være således, at de to forskellige parter gensidig kunne forhandle om deres indhold. Dette var nemlig efter Hr. Sabroes påstande ikke tilfældet med ”slavekontrakten” mellem Hr. Niebuhr og hans arbejdere. – For øvrigt en temmelig drøj insinuation mod de antagne arbejdere på Silkeborg ny Teglværk. Væver Madsen var meget bedrøvet over, at en slig kontrakt kunne oprettes af arbejdsgiver i Silkeborg, da han hørte tale om dens eksistens, var han i begyndelsen overbevist om, at det var det pure opspind, men nu måtte han desværre bøje sig for kendsgerningerne. Som et svagt ekko gav han så lidt af Sabroes tale om sammenslutning og organisation til bedste. Tømmer Gejersen replicerede samt til Bagermester Jørgensen, og maskinmester Sørensen misbilligede den måde hvorpå Hr. Niebuhr vilde hæmme drikkeriet. Under stor spænding i den store forsamling trådte dernæst den mand op, som havde været genstand for de skarpeste og mest hensynsløse angreb, nemlig Teglværksbestyrer Niebuhr, som i jævne ord udtalte sig om sit standpunkt i denne sag. Han havde i grunden aldrig troet, at han var så stor en mand, som ”Demokraten” havde gjort ham til; han var kun en jævn arbejdsmand, der ikke havde i sinde at ”udbytte” sine arbejdere. Han havde arbejdet så længe ved teglværksdriften, at han desværre måtte indrømme, at det var nødvendigt med kontrakters oprettelse. Atter tog Hr. Sabroe fat, men han var nu slået fuldstændig om fra at angribe Hr. Niebuhr i hvasse udtryk til at kalde ham en ”hæderlig gammel arbejder der var grånet i arbejdes strenge tjeneste”, men det gjaldt dog alligevel om for Hr. Niebuhr at følge med tiden og det mente Hr. Sabroe ikke, han gjorde, når han oprettede slige kontrakter med sine arbejdere. Det var ikke personerne, Hr. Sabroe ville til livs men systemet Principstædigheden, og han ville da håbe, at denne lange diskussion måtte have bidraget til at umuliggøre sådanne ”Slavekontrakter” som ovennævnte. Arbejdet må hvile på gensidig tillid og respekt mellem arbejdsgiver og arbejder. Han sluttede med at udbringe et leve for, at det danske arbejdersamfund måtte blive samfundets første klasse, den ægte adel (hurra Sabroe leve hurra) Mødet varede i over halvtredie time og lededes af arbejdsmand Chr. Jensen. Den store forsamling – salen var tæt pakket – påhørte i mønsterværdig ro den til tider ret livlige forhandling. Mødet sluttede kl. 10 ½ med et leve for dirigenten.

  • Harnisk = ophidset tilstand / Vrede

Transkriberet fra avisartiklen af Poul-Erik Niebuhr


Den såkaldte slavekontrakt som Teglværksbestyre Niebuhr havde udarbejdet blev aldrig til noget på grund af Storlockouten.

Afskrift fra bogen SID 1893-1993

I foråret 1899 blev det nye Silkeborg Teglværk anlagt oppe på Århusbakken og der blev antaget nye folk til arbejde. Arbejderne skulle imidlertid underskrive en kontrakt for at få ansættelse og det vakte fagforeningens harme. Arbejdsmændenes Fagforening og Fællesorganisationen tog initiativ til forhandlinger og møder om sagen, og på et stormøde den 15 april 1899 kom Peter Sabroe og talte dunder til arbejderne. Peter Sabroe understregede netop, at de organiserede arbejder var de dygtigste og mest samvittighedsfulde arbejdere, og derfor var det også en klar fordel for arbejdsgiveren at ansætte de organiserede arbejder. Kontrakter på arbejdspladsen var derimod en hån og en mistænkeliggørelse af arbejderne, som enhver anstændig arbejder måtte afvise. Kontraktsagen på teglværket løb ud i sandet, for i slutningen af april og resten af sommeren fik de danske arbejdere andet at tænke på: STORLOCKOUTEN 1899.