Silkeborg (stednavnet)

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Betydningen af navnet Silkeborg er ikke definitivt afklaret. Silkeborg by tog navn efter det tidligere Silkeborg Slot. Men hvorfor kom slottet til at hedde "Silkeborg" Slot? I den lokale sagnskat fandtes en beretning i mange varianter om navnet Silkeborg:

Århusbispen hr. Peder var ude ved Silkeborg for at finde sig et egnet sted til at bygge en borg. Men det kneb med at finde det rette sted. En dag var bisp Peder ude på Langsøen i en båd. På hovedet havde han sin bispehue af silke. Pludselig blæste bispehuen af og havnede i søen. Bisp Peder sagde da til sig selv: Der hvor bispehuen lander, vil jeg bygge min borg. Og bisp Peder opførte herefter sin borg, og da det var en hue af silke, der havde angivet stedet, og det var en borg, der skulle bygges, blev navnet "Silke-borg".

Sagnet har intet med den historiske virkelighed at gøre. Men det fik en konsekvens, da den unge Silkeborg købstad skulle have sit byvåben. Arkitekt Anton Rosen hentede inspiration i dette sagn. Silkeborgs byvåben rummer netop en bispehue, en borg og noget vand.

Andre mere jordnære bud på navnet Silkeborg er, at forleddet "Silke" stammer fra det oldnordiske selje, som både kan betyde en bestemt type piletræ eller betyde stillestående vand. Navnet Silkeborg kunne i så fald betyde "borgen ved det stillestående vand". En mere poetisk mulighed kunne være, at navnet er et rosende navn ala "Guld-borg".


Litteratur:

Knud Bjerring Jensen: Silkeborg Slot (i Silkeborg Museums Årsskrift 2008).