Signe Bjerregaard

Fra WikiSilkeborg
Version fra 21. jun 2014, 22:00 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Signe Bjerregaard (1875-1925) virkede i Silkeborg i årene 1905-1925, blandt andet i Dansk Kvindesamfund Silkeborgafdelingen.

Signe Barkhuus blev født 15. maj 1875 i Kalundborg og fik en kontoruddannelse på Københavns Handels-Akademi i 1892. Frøken Barkhus blev til fru Bjerregaard i 1900, da hun giftede sig med sin forlovede, den nyuddannede læge P.C. Bjerregaard. Det unge par flyttede i 1905 til Silkeborg, hvor ægtemanden tiltrådte en stilling som kurlæge på Silkeborg Badesanatorium.

Signe Bjerregaard var i samtiden især kendt for sit store engagement i Dansk Kvindesamfund. Hun var formand i Silkeborgafdelingen i to perioder 1907-1910 og 1919-1925. Blandt de emner Signe Bjerregaard tog op i kvindebevægelsen var moderskabskundskab og seksuel hygiejne.

Signe Bjerregaard engagement i kvindesagen førte til et politisk engagement i partiet Venstre. Til byrådsvalget i 1909 kunne kvinder stemme for første gang, og Signe Bjerregaard blev opstillet på Venstres liste. Et læserbrev gav følgende anbefaling til kandidaturet:

”Jeg tør sikkert sige, at alle kvindelige vælgere ville være glade ved at sætte fru Bjerregaard ind som byrådets første kvindelige medlem, og bedre repræsentant kan vi ikke ønske os end Kvindeforeningens begavede og noble formand. Fru Bjerregaard vil ligesom de fleste af os kvinder ikke absolut følge et partis paroler, men tage stilling der, hvor hendes klare forstand og gode hjerte anviser hende plads. Vi kan være ganske sikre på, at fru B. ikke går med til noget, som hun finder uretfærdigt eller inhumant” (Silkeborg Avis 11. marts 1909). Signe Bjerregaard opnåede dog ikke valg til byrådet denne gang eller siden.

Privat var Signe Bjerregaard en uundværlig støtte for sin mand. Ægteparret fik fire sønner, og de havde den store sorg at miste to af sønnerne på tragisk vis ved trafikulykke (1916) og ved sygdom (1919). Disse personlige tragedier gav Signe Bjerregaard et knæk. Et ”nervechok” som Silkeborg Avis skrev i forbindelse med hendes død i 1925. På trods af denne modgang fortsatte Signe Bjerregaard sit sociale og kvindepolitiske engagement til det sidste, men hendes kræfter svandt ind. Signe Bjerregaard døde på en nerveklinik i Hornbæk den 14. april 1925 kun 49 år gammel.

Silkeborg Avis lagde i sin nekrolog vægt på hendes alsidige foreningsarbejde i Dansk Kvindesamfund både lokalt og i hovedbestyrelsen, i Venstres vælgerforening, i Silkeborg Højskoleforening og i Pleje- og Børnehjemsforeningen for Aarhus Stiftssydlige del. Avisen karakteriserede Signe Bjerregaard ved ordene ”energisk”, ”varmhjertet” og ”uegennyttig”. Forfatteren Anders Uhrskov omtaler i sin bog om P.C. Bjerregaard flere gange Signe Bjerregaards virke og store betydning for familien og ægtemanden.

Signe Bjerregaard ligger begravet på familien Bjerregaards gravsted på Den gamle kirkegård i Vestergade i Silkeborg.

Litteratur og henvisninger

Anders Uhrskov: Kurlæge P.C. Bjerregaard (1927).

Keld Dalsgaard Larsen: Som nutids kvinde, saa fremtids slægt. Dansk Kvindesamfund i Silkeborg ca. 1903-1928 (i Århus Stifts Årbøger 2007).

Omtale i Silkeborg Avis 15.4.1925, 19.8.1925 og 1.5.1925