Rasmus Pedersens Bryggeri Søndergade

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Nybygger

Rasmus Pedersen var en af de tidligere nybyggere i Silkeborg. Han blev født i Virklund i 1821 som søn af husmand Peder Rasmussen, født 1788, og Ane Marie Rasmussen, født 1791. Før han kom til Silkeborg opholdt han sig nogle år i Galten, hvor han blev gift med Karen Marie, født 1824.

I 1848, kort efter giftermålet, tog Rasmus Pedersen alene til Silkeborg. Her fik han arbejde på Papirfabrikken, mens han boede hos sin to år yngre bror, Peder Pedersen. Samme år fik Rasmus Pedersen borgerbrev som lysestøber, og da han havde sparet nogle penge sammen, købte han grunden mat. 110 på Themgaden, den nuværende Søndergade.

Her opførte han i 1851/1852 et forhus til beboelse, et hvidtølsbryggeri med maltgøreri, et lysestøberi og en grisestald. Han hentede derefter Ane Marie og en datter, Petrine, som de havde fået i Galten 1848, til Silkeborg. Virksomheden gik ganske godt, og han blev hurtigt en agtet borger i det nye samfund.

Borger

De kommende år fik parret flere børn. I 1852 fødtes Helene, og i 1854 Rasmus Max Peder Pedersen. Deres sidste barn blev født i 1862 og fik navnet Jens Christian Hostrup-Pedersen efter Pastor J.C. Hostrup, som Rasmus Pedersen beundrede meget.

I 1855 boede, udover familien Petersen selv, ølkusk Rasmus Peder Nielsen og hans Kone Kirsten i forhuset, men de måtte et par år efter flytte, da Rasmus Pedersens forældre i deres aftægt flyttede ind.

Det gik godt for den unge brygger, der allerede i 1857 måtte udvide. Ved vurderingen efter udvidelsen bestod gården af et stuehus i en etage, vurderet til 3400 rd. Og to tilbygninger til henholdsvis bryggeri og maltgøreri samt lysestøberi og grisestald, vurderet samlet til 3190 rd. I stuehuset boede, udover familien Pedersen med to tjenestepiger og tre karle, også farver Andreas Frederik Aabo med kone, barn og tjenestepige.

Da Rasmus Pedersen købte grunden i Søndergade, fulgte der et eng- og marklod med, hvor han kunne dyrke lidt korn og have høslæt. Det gjorde der til alle nybyggergrundene, men Pedersen opkøbte flere landbrugslodder, bl.a. en englod fra Heegaard-Grabows konkursbo i 1871, og efterhånden drev han et pænt stort landbrug i sammen med bryggeriet og lysestøberiet.

Han kunne naturligvis ikke klare det hele alene. Udover tjenestefolkene på gården beskæftigede han en ølkusk, den tidligere nævnte Rasmus Peder Nielsen. Sandsynligvis har Rasmus Pedersens bror, Peder Pedersen Feuling, også været med.

Han købte i 1853 mat.116 på Nygade(nr. 4), hvor han byggede et hus. Sammen med Rasmus Pedersen købte han i 1867 naboejendommen, mat. 115 (Nygade 2), der mod nordøst stødte op mod Rasmus Pedersens grund i Søndergade. Denne ejendom solgte de igen til Silkeborg Højskolehjem i 1885, dog således, at den bagerste del af grunden, der ikke var bebygget, blev lagt sammen med grunden i Søndergade.

P. Pedersen Feuling står nævnt i skattelisterne som arbejdsmand eller helt uden stillingsbetegnelse. I 1867 står han dog som brygger, og det er også hans stilling i folketællingen fra 1880, men ikke 1870, hvor han er arbejdsmand og husejer. Sandsynligvis har han hele tiden været ansat hos sin broder som en betroet altmuligmand, men han kan også i perioder have været ansat på Høj’s bryggeri i Søndergade 13. Han døde den 19. januar 1892, 68 år gammel. Han blev allerede i 1846 gift med Dorthea fra Viborg, og sammen fik de tre børn.

I 1870 var kun en af børnene hjemme på bryggergården i Søndergade; det var J.C. Hostrup-Pedersen, de andre var ude at tjene. I forhuset boede udover familien Pedersen den 23-årige tjenestekarl Niels Jørgensen fra Funder, den 12-årige tjenestedreng Rasmus Rasmussen og den 18-årige tjenestepige Laura Bøge fra Them. Som Logerende havde de den 64-årige kontorist, tidligere farver Peter Lauritz Langhoff, og i den anden lejlighed boede sadelmager C.M. Aagesen med kone og barn.

Brand

Den 23. april 1873 brændte byggeriet ned. Silkeborg Avis[Nu Midtjyllands avis] skrev følgende om branden;

”Imorges kl 4½ alameredes man her i Byen ved Raadsstueklokkens vedholdense Kimen og Vægternes uhyggelige Piben. Der var nemlig udbrudt en heftig ild i der Hr. R. Pedersen tilhørende bryggeri paa Søndergade, hvilket stærkt udsatte de tilgrændsende Bygninger for Fare. Ved hurtig tililende hjælp og ved Brandkorpsets fornuftige Foranstaltninger lykkedes det imidlertid at indskrænke ilden til selve bryggeriet, der aldeles ødelagdes. Heldigvis havde de brændlidte assureret, men han vil selvfølelig lide et ikke ubetydeligt tab ved Bryggeriets Standsning. Ilden formodes opkommen fra noget Brændsel, som var henlagt til tørring tæt ved fyret.”

Bryggeriet blev hurtigt genopbygget, og den 3. november samme år kunne branddirektør Bjørn og sognevurderingsmændene, murermester H.C. Nielsen og tømremester H. Nielsen besigtige nybyggeriet. Deres tur rundt på gården kan beskrives således:

Forhuset ud til Søndergade var uforandret 34½ alen lang i 17 fag med Port i midten og 1 etage med kælder. Inde i gården lå til højre det nybyggede bryggeri vinkelret på forhuset. Der var en tagpap-belagt halvtagsbygning med grundmur, 33 alen i 17 fag lang og 9 alen dyb. Den var indrettet således fra forhuset og udad:

fem fag til bryggeri med murstensgulv og skorsten samt en indmuret kobberkedel til fem tønder med messinghane, rist og luger.

tre fag til maltkølle med dobbelte murede hvælvinger, jernplader samt jernluger og jerndøre. seks fag til ølgærings-lokale med kælder under til øl oplagring tre og et halvt alen høj. tre fag til maltgøreri, hvori der er anbragt et cementeret malt-støbekar.

Overfor forhuset, bygget vinkelret på bryggeriet, lå et grundmuret hus, belagt med tagpap, 34 alen i 17 fag langt og 16 alen dyb. Fra bryggeriet var indretningen således: syv fag til maltgøreri med bræddeloft og stengulv.

to fag til port ed bræddegulv og bræddeloft med kvist, hvor svalebakkerne var indrettet. otte fag til stald, fourage og foderlo

Til venstre i gården, der således var firelænget, lå et halvtag, belagt med tegl og åben fortil, 25 alen langt. Det var delt op i et fag til latrin og svinesti og tolv fag til tørvehus.

Udenfor selve gården, bygget til bagbygningen, lå en lille tilbygning med murede vægge, indrettet til lysestøberi. Her var også laet halvtag til brænde, og landbrugsredskaber blev sat på grunden, hvortil der var adgang fra brødrene Pedersens grund på Nygade. Den samlede vurdering for hele gården blev sat til 8155 rd.

Brygning og Butik

Der findes ingen beskrivelse af maltningen og brygningen på bryggeriet, men den kan ikke være meget anderledes end beskrivelser fra tilsvarende bryggerier på samme tid andre steder i landet.

Det hele startede med at byggen blev leveret af landmændene efter høst. Den skulle så omdannes til mal, hvilket skete i maltgøreriet. Byggen blev først sat i blød to til tre døgn i støbekarret, hvorved den trak så meget vand, at en spiring kunne begynde.

Derefter blev byggen, nu kaldet støbet, fordelt i et jævnt lag på gulvet i maltgøreriet, og her begyndte spiringen i løbet af nogle få dage. Det var hele tiden nødvendigt at kaste støbet, d.v.s. at vende byggen, så spiringen foregik ensartet og kernerne ikke voksede sammen.

Dette arbejde foregik ved hjælp af træskovle og såkaldte maltplove, og det kunne godt være hårdt. Der udvikledes også varme ved spiringen, og da processen ikke kunne tåle for høje temperaturer, forgik maltningen kun på den kolde årstid. Alligevel var det nødvendigt hele tiden at sørge for den rette temperatur, bl.a. ved at åbne vinduer og skabe gennemtræk.

Når støbet var færdigspire, skulle det ristet til malt, og det skete i maltkøllen. Den var indrettet med et ildsted i bunden og gennemhullede jernplader over. Støbet blev anbragt på jernplader, og der blev fyret op med træ og tørv nedenunder. Denne form for tørring ved direkte ild og hvor røgen passerer op gennem maltet er meget primitiv, men røgen gjorde øllet mere holdbart, og røgmalt var derfor udmærket til brygning af de overgærede øl sorter, man bryggede på de små hvidtølsbryggerier.

Selve brygningen forgik en, højst to gange om ugen. Man startede allerede om natten med at fyre op med tørv under den indmurede kobberkedel, hvorefter den blev fyldt med vand fra pumpen i gården. Maltet var i forvejen blevet knust og hældt ned i mæskekarret, der var et stort, fritstående kar af egetræ.

Når vandet i kedlen kogte, blev der tilsat humle, hvorefter det blev hældt over den knuste malt i mæskekarret. Her stod en det en times tid og trak, hvorefter det – nu benævnte urt – blev pumpet over i svalebakkerne. Når temperaturen var faldet til ca. 30 grader, blev urten pumpet over i gærkarret, der ligesom mæskekarret var af egetræ, og her blev gæren tilsat.

Efter en tid viste gæren sig oven i gærkarret, og øllet blev så tappet op ankre, små øl tønder, og lagt til gæring et par dage i øl kælderen. Derefter var det klar til salg. Hele processen blev gentaget et to eller tre gange mere med det samme malt, hvorved man fik 3 kvaliteter hvidtøl, med det første bryg som det kraftigste.

Denne primitive måde at brygge øl på var stort set ikke anderledes end den almindelige hjemmebrygning, og produkter var ofte derefter. Rasmus Pedersen forsøgte ikke at modernisere eller indlægge dampkraft. Hele arbejdet forgik ved håndkraft; et bryg var på tre, måske fire gange fem tønder øl, hvilket svare til 20-25 hektoliter øl.

Øllet blev solgt til private kunder, virksomheder og købmænd, både i Silkeborg og i oplandet, på ankre i 4 forskellige størrelser. De mindste rummede 1/16 tønde, eller knap 10 liter. Udover øl solgte han malt og gær til hjemmebrygning og -bagning.

Brygger Pedersen var meget respekteret og afholdt i byen. Han var ikke den mest fremskridtsvenlige blandt nybyggerne, hvilket bl.a. kan ses af, at gården var et af de sidste steder der blev holdt svin.

Mens de andre brygger og handlende med jævne mellemrum reklamerede i Silkeborg Avis, er det umuligt at finde en eneste annonce fra Rasmus Pedersen; det var der åbenbart ikke behov for.

Nabo Hjælp

Han var heller ikke bange for at hjælpe sine naboer, hvilket følgende er et godt eksempel på. I 1875 døde bager Jørgen Jørgensen i Søndergade 10 af leverkræft, 51 år gammel. To år tidligere var hans kone, Nicoline, død i Barselsseng, 36 år gammel.

Ved J. Jørgensens død blev fem mindreårige børn forældreløs, men her trådte naboerne til. Den ældste, 18-årige Jørgen Marthinus blev sat i lære som bager, men den 16-årige Rasmus Niels kom ud at tjene. De tre sidste kom i pleje, hvoraf to af dem, den 10-årige Anne Marie og den 2-årige Amine Nielsine blev modtaget som plejedøtre hos bygger Pedersens, og her blev de indtil de selv fløj af reden.

Generations skifte

Omkring 1880 begyndte Rasmus Pedersens helbred at svigte, og den daglige drift af virksomheden overgik til sønnen Rasmus Max Peder Pedersen, der nu var flyttet ind i saddelmager Aagesens lejlighed. R.M.P. Pedersen var blevet gift med Elisabeth Sabine, født Hansen i Nyborg 1852. Hun havde en søn fra tidligere ægteskab, Lauritz Christian Munk, født 1870. Sammen fik de 3 døtre, Helene (1881), Gudrun (1882) og Ellen (1883). Yderligere mistede de tre børn som spæde.

I 1882 indberettede Rasmus Pedersen til Rawert’s industritælling, og af den fremgår det, at bryggeriet var byens største på det tidspunkt. Der blev årligt maltet 30.000 kilo byg, og af det solgtes 15.000 kilo røget malt til en værdi af 3000 kr. Af resten blev der brygget ca. 1800 hektoliter hvidtøl i tre forskellige kvaliteter, til en værdi af 9000 kr. Af humle brugte man 225 kg, og der blev udbetalt 3500 kr. i arbejdsløn.

Det var altså kun halvdelen af det producerede røgmalt, han brugte i sit eget bryggeri. Resten blev solgt til andre bryggere eller til hjemmebrygning, men han tjente 3 gange så meget på den malt, han selv bryggede øl af. Af ansatte havde han i 1884 en bryggerkarl, to tjenestekarle og en ølkusk ved navn Thomas Jensen.

Rasmus Pedersen døde af mavekræft en 13. oktober 1886, 65 år gammel. Virksomheden blev derefter overtaget af R.M.O. Pedersen, der i ca. 1890 nedlagde bryggeriet og forsatte som øl handler. Også Rasmus Pedersens hustru, Karen Marie døde, og sønnen J.C. Hostrup Pedersen, der var glarmester, flyttede ind i den tomme lejlighed, indtil han købte ejendommen Søndergade 8 i 1895.

I 1890 have begge familier en tjenestepige, og i en del af baghuset, der ikke mere blev brugt til bryggeri, boede tjenestekarlen Peter Jensen Abildskov fra Funder og glarmesterlærlingen Viggo Jensen. Rasmus Max Peder Pedersen solgte i 1902 ejendommen til træhandler J. Jensen, og dermed var det definitivt forbi med den gamle virksomhed.


Artiklen bygger på en optegnelse om bryggeriet af Poul Tullberg fra 1995