Forskel mellem versioner af "Om træsko og træskomænd"

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
(Social staus)
Linje 55: Linje 55:
 
Hver egn havde sine modeller, som blev foretrukket der, og for den træskomand, som både ville sælge lokalt og eksportere til fx vestjylland, var det derfor nødvendigt at beherske adskillige af disse forskellige faconer. Og ikke nok med det: der var både sko til dagligt brug, sko til kvinder og sko til børn og samtidig skulle der laves træsko til kirkegang, dans, etc. Hvor dagligtræskoene i langt overvejende grad blev lavet af bøgetræ, blev de finere træsko ofte fremstillet af el. De var langt fra så holdbare som bøgetræskoene, men de var lettere og behageligere at have på.
 
Hver egn havde sine modeller, som blev foretrukket der, og for den træskomand, som både ville sælge lokalt og eksportere til fx vestjylland, var det derfor nødvendigt at beherske adskillige af disse forskellige faconer. Og ikke nok med det: der var både sko til dagligt brug, sko til kvinder og sko til børn og samtidig skulle der laves træsko til kirkegang, dans, etc. Hvor dagligtræskoene i langt overvejende grad blev lavet af bøgetræ, blev de finere træsko ofte fremstillet af el. De var langt fra så holdbare som bøgetræskoene, men de var lettere og behageligere at have på.
  
==Social staus==
+
==Social status==
  
 
Skulle man leve af at lave træsko, skulle der hænges i. For den efarne træskomand eller –karl tog det et par timer, at lave et par træsko. Vi har set, at akkorden for en karl var 40 par. pr. uge og de fleste kilder nævner, at 5-6 par om dagen var normen for en selvstændig, så en arbejdsdag på 12 timer måtte man regne med.
 
Skulle man leve af at lave træsko, skulle der hænges i. For den efarne træskomand eller –karl tog det et par timer, at lave et par træsko. Vi har set, at akkorden for en karl var 40 par. pr. uge og de fleste kilder nævner, at 5-6 par om dagen var normen for en selvstændig, så en arbejdsdag på 12 timer måtte man regne med.
Linje 69: Linje 69:
  
 
Når træskokarlene blev gift blev de til træskomænd og der er intet der tyder på, at de havde højere social staus end de husmænd, de var en del af. Af avisernes interviews med de nu længst afdøde træskomænd fremgår det også, at det på ingen måde var et håndværk, men blev rig af.
 
Når træskokarlene blev gift blev de til træskomænd og der er intet der tyder på, at de havde højere social staus end de husmænd, de var en del af. Af avisernes interviews med de nu længst afdøde træskomænd fremgår det også, at det på ingen måde var et håndværk, men blev rig af.
 +
 
==Afsætning==
 
==Afsætning==
  

Versionen fra 30. dec 2019, 18:26

Baggrund

Jorden omkring Silkeborg er ikke af så god kvalitet, at befolkningen alene kunne ernære sig ved at drive landbrug. Til gengæld var der masser af skove, hvor der voksede bøgetræ i store mængder, så allerede fra starten af 1800-tallet hed det sig, at stort set alle i de skovrige østjyske områder havde hele – eller i hvert fald en del – af deres udkomme ved at fremstille ting i træ til videresalg; først og fremmest ved at ”gøre træsko”.

I århundrederne op til første verdenskrig var træsko det helt dominerende fodtøj på landet og i byerne. De var billigere end læderfodtøj, de var slidstærke og de var varme og holdt fødderne tørre, når bønderne gik og arbejdede i den våde jord. Der var derfor efterspørgsel på træsko fra hele landet. Det var dog kun i det østjyske, på Fyn og til dels på Sjælland, at der fandtes egnet træ i så store mængder, at der kunne blive tale om at fremstille så mange træsko, at de kunne videresælges i andre dele af landet.

Der kunne være mange grunde til at nedsætte sig som træskomand:

Det krævede ikke nogen decideret uddannelse, ligesom der ikke var nogen laugsbinding. Man var sin egen herre og havde dermed en højere grad af frihed, selvstændighed og fortjeneste.

Arbejdet var ”renligt” og krævede ikke de store investeringer at komme i gang med.

Træskofremstilling var et rimeligt sikkert udkomme, da efterspørgselen og priserne var stigende og samtidig var det et håndværk, der gav en vis anseelse.

For de unge og ugifte – de såkaldte træskokarle – talte det dog også, at de kun havde ringe udsigt til at kunne leve af landbrug. Dels på grund af den dårlige jord og dels på grund af en ikke ubetydelig befolkningstilvækst. De måtte altså rejse til andre dele af landet, hvis de ville arbejde ved landbruget og mange valgte derfor at blive træskomagere, så de på den måde kunne blive på deres hjemegn.

Træskomand og træskokarl

Man skelner mellem træskomænd og træskokarle.

Træskomænd var gifte mænd med egen husstand, som helt eller delvist havde havde træskomageriet som deres erhverv. Nogle kunne være gårdmænd, der havde landbrug som hovederhverv og gjorde træsko som supplement, nogle var husmænd med lidt jord, som de dyrkede ved siden af træskomageriet. Andre sad som inderster i et par værelser hos en gårdmand og lavede træsko for ham og endelig kunne nogle være jordløse husmænd, der var skovarbejdere, mergelgravere, høstarbejdere eller tærskere, når der var arbejde at få og som så lavede træsko i de perioder, hvor deres arbejdskraft ikke var efterspurgt.

Træskokarlene var som sagt ugifte unge mænd, som var ansat af de større træskomænd.

Ofte var det gårdens unge søn – eller sønner – der på den måde kunne tjene nogle penge, mens de ventede på at få deres eget landbrug. Det kunne dog også være ”fremmede” unge mænd, der var ansat til at arbejde for gårdmanden. Ansættelsesforholdene varierede. Mange var ansat på en fast akkord – det vil sige, at de forpligtede sig til at levere et fast antal (det mest almindelige var tilsyneladende 40) træskopar pr. uge. Det havde den fordel for karlene at de dels kunne tjene flere penge, hvis de lavede flere træsko, dels at de kunne vælge at have meget lange arbejdsdage ugens første 4-5 dage, for så at holde et par dage fri.

Andre var ansat på fast løn plus kost og logi på den måde, at i de varme måneder, hvor der var brug for mange folk i marken, arbejdede de som bønderkarle og i vintermånederne lavede de træsko. Det havde fordele for begge parter: Gårdmændene fik fuld valuta året rundt for den løn, de betalte og karlene behøvede ikke arbejde i marken i de måneder, hvor vejret var koldt, men kunne i stedet sidde i det tørre værksted.

Træet

Når det kom til råmaterialet – træet – var der også flere muligheder. Nogle steder havde flere træskomænd i fællesskab købt et skovstykke, hvorfra de hentede deres træ, men mere almindeligt var det, at træet blev købt på en skovauktion, hvor træskomændene købte træet ”på roden”. De kunne efter sigende bare ved at kigge på et træ bedømme, hvor mange par træsko, der kunne komme ud af det og hvad det skulle koste og skovejerne var derfor flinke til at lade brændevinsdunkene gå på omgang. Hvis en træskomand havde givet lidt for meget for et træ, sagde man ”at det er da vist købt efter frokost”.

Disse auktioner blev holdt om efteråret og træet måtte fældes inden forår, så det ikke skulle blive for saftspændt. Når det var fældet blev toppen skåret af og den ”kævle” der nu var tilbage skulle fragtes hjem til træskomanden – enten han selv klarede det eller betalte sig fra det.

En tredje måde at skaffe træ på var, at træskomageren ”gjorde træsko til halvt”. Det vil sige, at en skovejer leverede træet, hvorefter han delte det, træskoene indbragte med træskomanden.

At gøre træsko

Når træskomanden havde fået transporteret kævlerne hjem, blev de savet op i ”ruller”, som var ca en alen lange. Det svarede til to voksentræsko i forlængelse af hinanden. Disse ruller blev så omhyggeligt kløvet ud, så der fremkom et antal trekantede stykker, hvis bredde passede til lige præcis de sko, der skulle fremstilles. Det var selvfølgelig vigtigt, at denne.kløvning blev foretaget så præcist, som muligt så spildet ikke blev for stort. Kløvningen blev foretaget med økse, kiler og en trækølle – en såkaldt ”nyde”.

Det var vigtigt, at det træ, som træskoene skulle laves af var ”grønt”. Det vil sige, at det ikke var blevet tørt, fordi det så var alt for hårdt at arbejde i. Derfor kløvede man kun en rulle ad gangen og de, der skulle ligge et stykke tid dækkede man til, hvis man ikke ligefrem rullede dem ud i noget vand.

Når kløvningen var foretaget skulle træskoene ”skottes”, hvilket vil sige, at de blev hugget i facon. Først huggedes træstykket rundt i enderne og spidst på midten, hvor stykket deltes i to lige lange stykker. Derefter blev de grove klodser hugget groft til i den facon, de skulle have og de såkaldte ”beder” - de to stykker, der ramte jorden - blev også hugget. Dette arbejde foregik udendørs på huggeblokken og træskomageren brugte en såkaldt ”blokøkse”, som havde et særligt skævt skaft.

Nu fulgte den hårdeste del af arbejdet, nemlig udhulingen af træskoene. Til gengæld foregik det indendørs. Til det arbejde brugte træskomanden forskellige ”navre” - en slags skarptslebne skeer med langt skaft, som endte i en t-formet gren, der fungerede som håndtag. Den tredje gren i dette T pegede ind mod træskomagerens bryst, således at træskomageren kunne bruge sin krop til at lægge tilpas pres på navret. På brystet havde han et ”brystbor”, som var en plade, der skulle tage noget af trykket, når han pressede.

De ufærdige træsko blev nu monteret i ”hulestolen”, som var en kraftig bøgekævle på ben. I kævlen var der skåret en dyb fure, hvor klodserne blev kilet fast. På den måde havde træskomageren hele tiden begge sko fra et par ved siden af hinanden og i et håndværk, som i den grad baserer sig på øjemål, er det selvfølgelig vigtigt.

Den første del af udhulingen foregik med ”forbonavret”, hvormed træskomageren borede to huller ind i klodsen: et ved hælen og et hvor den øverste del af skoen skulle begynde. Derefter fjernede han med blokøksen det træ, der var i mellem de to huller. Træskoen blev ”spaltet ud”

Stadig med forbonavret blev der nu boret hul ned mod tåenden og træskoene blev nu hulet ud ved hjælp af forskellige andre navre af varierende størrelse. Det siger sig selv, at dette arbejde krævede megen omhu; der skulle ikke meget til, før man havde taget lidt for meget træ af et sted, hvorved træskoen blev for tynd og måtte kasseres. Nogle af de gamle træskomagere beskriver hvordan de svajede og næsten dansede med kroppen for at få de helt rigtige bevægelser i navrene.

Når træskoene havde den rigtige indvendige størrelse blev de glattet med forskellige jern, som var tilpassede til helt specielle steder i skoen.

Til sidst satte træskomageren sig på ”tællehesten”, hvor han med forskellige båndknive færdigpudsede træskoenes yderside. En tællehest var en planke på ben, som i den en ende havde et sæde til træskomageren og et aflangt hul i midten. Nærmest sædet var monteret en opstander - ”stødet” - og i hullet sad et langt bræt, kaldet ”klemmetræet”, som kunne vippe frem og tilbage. Ved hjælp af sine fødder kunne træskomageren klemme træskoen fast i mellem stødet og klemmetræet og han havde således begge hænder frie og træskoen kunne nemt flyttes, når den skulle glattes.

Når træskoene var helt færdigpudsede blev de sat til røgning. Det kunne enten foregå i det åbne ildsted eller i særlige ovne. Træskoene blev placeret på jernstænger et stykke oppe i ovnen og til at fyre med brugte man alle de spåner, man havde hugget af undervejs. Det var gratis brændsel men havde også den fordel, at det stadig var lidt fugtigt. Det var nemlig vigtigt, at træet afgav røg og en vis varme, men det måtte ikke brænde rigtigt. Denne røgning havde to formål, dels at tørre og hærde træskoene under kontrollerede forhold, hvilket mindskede risikoen for, at de ville revne senere og dels at give dem en let gylden farve, som fik skoene til at se ”færdige” ud.

Hver egn havde sine modeller, som blev foretrukket der, og for den træskomand, som både ville sælge lokalt og eksportere til fx vestjylland, var det derfor nødvendigt at beherske adskillige af disse forskellige faconer. Og ikke nok med det: der var både sko til dagligt brug, sko til kvinder og sko til børn og samtidig skulle der laves træsko til kirkegang, dans, etc. Hvor dagligtræskoene i langt overvejende grad blev lavet af bøgetræ, blev de finere træsko ofte fremstillet af el. De var langt fra så holdbare som bøgetræskoene, men de var lettere og behageligere at have på.

Social status

Skulle man leve af at lave træsko, skulle der hænges i. For den efarne træskomand eller –karl tog det et par timer, at lave et par træsko. Vi har set, at akkorden for en karl var 40 par. pr. uge og de fleste kilder nævner, at 5-6 par om dagen var normen for en selvstændig, så en arbejdsdag på 12 timer måtte man regne med.

Det giver ingen mening at sammenligne lønninger, men sine steder hævdedes det, at en træskokarl kunne tjene næsten dobbelt så meget som en bondekarl. Andre mere nutidige kilder mener, at det er noget overdrevet, men givet er det, at det gav højere anseelse og social staus at være træskokarl. Det kom blandt andet til udtryk ved, ”at de kunne tillade sig at ryge lang pibe og gå med hvidt kravetøj ligesom gårdmændene, hvor daglejerne måtte holde sig til kort pibe og sort kravetøj”.

At de havde en højere grad af selvstændighed og frihed end andre karle og at de ikke stod tilbage, når der skulle holdes gilde, har sikkert også spillet ind.

Af kirkebøger fra tiden fremgår det, at træskokarle var meget eftertragtede som faddere og at de gaver de gav i den forbindelse, var en del højere en gennemsnittet.

En forklaring herpå kunne være, at en del af træskokarlene i forvejen var gårdmandssønner ligesom det antagelig var ”de bedste af de unge karle”, der gik den vej. Det krævede nemlig både håndelag og vilje til at bestille noget, hvis man skulle kunne leve af det. Erhvervet blev også regnet for et af de bedste: havde man først lært at gøre træsko, havde man et sikkert udkomme.

Når træskokarlene blev gift blev de til træskomænd og der er intet der tyder på, at de havde højere social staus end de husmænd, de var en del af. Af avisernes interviews med de nu længst afdøde træskomænd fremgår det også, at det på ingen måde var et håndværk, men blev rig af.

Afsætning

Man regner med at en fuldtidsbeskæftiget træskomand kunne fremstille ca 2000 par om året og de skulle selvfølgelig sælges. Naturligvis blev en del solgt på lokale markeder, etc., men langt størstedelen blev opkøbt af træskohandlere og eksporteret til andre egne af landet.

De to største på Silkeborgegnen opkøbere befandt sig i henholdsvis Ry og Them og Silkeborg spillede i starten ingen rolle i den sammenhæng. Fra Them sendtes skoene videre vestpå og fra Ry var det hovedsagelig København, der blev forsynet.

At det ikke var små lagre, opkøberne lå inde med, fortæller følgende historie: På Ry kro var en officer fra Fredericia taget ind for at spise og han fortalte kromanden, at han var sendt ud for at finde ca 3000 par træsko, han kunne købe til soldaterne, der skulle arbejde på byens skanser. Kromanden, der også var den store træskohandler, kunne med det samme berolige officeren med, at han ikke behøvede lede længere.

Først efter at jernbanen i 1871 kom til silkeborg og senere – i 1877 – blev forlænget til Herning, kom Silkeborg til at overtage mere og mere af handlen med træsko. Af en opgørelse for tiden 1872/1873 fremgår det, at der fandtes 6 personer, som havde tilknytning til træskohandel på Handelspladsen, men alle disse havde en eller flere træskomagere ansat, så der var altså også tale om produktion på stedet.

Fabriksfremstilling

Omkring 1900 oprettedes en træskofabrik ved Ry station.

Træskomændene havde egentlig altid taget det for givet, at træsko ikke kunne fremstilles på maskine, men mange af dem opgav snart deres selvstændige stilling og tog arbejde på fabrikken, hvor de var eftertragtede, dels fordi fabrikken gerne ville have fat i deres modeller og dels fordi, det afsluttende arbejde på træskoene ikke kunne maskiniseres, så her var træskomændenes færdigheder særdeles brugbare.

Lønnen var ca det dobbelte af, hvad en almindelig fabriksarbejder kunne tjene og arbejdstiden kun på 10 timer, så mange af de træskomænd, der tidligere havde boet rundt omkring i nærheden af skovene flyttede nu til Ry for at være tættere på deres arbejdsplads.

Efterhånden som fabrikken fik behov for at supplere arbejdsstyrken ansatte man træskomændenes sønner, som så blev oplært der, idet de dog kun blev oplært i de dele af faget, der nødvendige for fremstillingen. Der var derfor stort set ingen, der lærte træskofaget til bunds og håndværket gik efterhånden i glemmebogen.

Nogle få af de gamle træskomænd holdt dog fast i deres selvstændighed til det sidste. Ganske vist kunne de ikke konkurrere på prisen, men de kunne fremstille træsko, der var tilpasset den enkelte kunde og fastholde den høje kvalitet. Denne nicheproduktion holdt et stykke ind i det 19. århundrede men døde derefter ud med de gamle træskomænd.

Kilder

Keld Dalsgaard Larsen: Fra egnskarakteristiske til masseproducerende landhåndværk.

Birte Stig Jørgensen: Træskomageriet på Silkeborgegnen i 1800-tallet.

Alfred Kristensen: Af Træskoens og Træskomagerens Saga.

Silkeborg Avis

Horsens Folkeblad

Silkeborg Social-Demokrat

Kristeligt Dagblad