Ny Hattenæs

Fra WikiSilkeborg
Version fra 8. sep 2015, 16:11 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Den hyggelige skovrestaurant med navnet “Hattenæs” åbnede allerede i løbet af forsommeren 1888. Den havde navn efter stedet dér på kanten af Sejs og ud til Brassø, som optræder på et matrikelkort allerede i 1795.

Ifølge en annonce i Silkeborg Avis fra 19. maj 1896 åbnede endnu et traktørsted i et privat hus ved siden af. Det kaldte sig “Ny Hattenæs”. I en annonce fremgår det, at man kunne byde på “nymonterede værelser og fuld pension. God betjening og billige priser.”

Etablissementet Ny Hattenæs

Vi ved ikke så meget mere om de første år. Men i maj 1900 annonceres der i lokale og regionale aviser med, at “Etablissementet Ny Hattenæs” åbner 30. maj efter endt udvidelse og udsmykning.

Ejeren var den 34-årige Matinius Didrik Fuglsang, der havde overtaget stedet ved årets begyndelse. Han bekendtgjorde nu, at han kunne tilbyde et “godt køkken med à la carte hele dagen og gode vine” og at foreninger kunne forvente “moderation”. Han fik også lige nævnt, at der var “stor staldplads” og “ro- og sejlbåde samt køretøjer til udleje” og at der snarest ville blive indlagt telefon. Så der var da basis for et dejligt sommerophold.

Stor indvielsesfest

Fuglsang var efter alt at dømme en foretagsom herre, som så et potentiale i at indvie stedet med manér. Til indvielsesfesten sørgede han for at invitere sine kommende samarbejdspartnere og folk med indflydelse - byrådet, turistforeningens og Hjejleselskabets bestyrelse, pressen samt diverse embedsmænd og håndværksmestre.

Ved festen blev gæsterne beværtet med alt, hvad huset kunne præstere. Og hen på aftenen blev bygningen illumineret, mens J. C. Mogensens musikkorps underholdt. Desuden blev der serveret champagne, før gæsterne blev sejlet tilbage i den lejede dampbåd “Juliane”. Den følgende dag var der en solid avisomtale af indvielsesfesten og af stedets fortræffeligheder. Foretagsomheden havde altså båret frugt.

Stor investering

Fuglsang synes at have investeret temmelig mange penge i sit “smukke etablissement og turisthotel”. I reportagen fra indvielsen nævnes et beløb på 60-70.000 kr., hvilket omregnet til nutidskroner svarer til 4-5 millioner. Silkeborg Avis’ redaktør betegner det da også som “et dristigt skridt at binde en så betydelig kapital i dette foretagende”, men tilføjer så “vi tror, at han vil få glæde deraf.”

De mange penge var blevet brugt på at indrette stedet “efter alle nutidens fordringer”. Så de store lokaler i restaurationsbygningen - “den nette sal og brede veranda, hvorfra der er en fortryllende udsigt” nok skulle blive “et yndet hvilested såvel for byens befolkning som for de mange turister, der ventes hertil.”

Det eneste, man ikke havde nået at få færdig, var haveanlægget, som ifølge planen skulle gå helt ned til søen.

Dristig investering

Men noget gik galt. Fuglsang nåede kun at få fire sæsoner på Ny Hattenæs, før han måtte kaste håndklædet i ringen. Op til sæsonstart i maj 1904 lyder det lakonisk i Silkeborg Avis: “Ny Hattenæs er for i sommer forpagtet af restauratør Giessing, Aarhus, som om ganske kort tid vil overtage forretningen”, hvilket han da også gjorde i oktober samme år.

Forklaringen får vi i slutningen af april 1904 i annoncer i lokale aviser, hvoraf det fremgår, at der afholdes auktion på Ny Hattenæs “efter begæring af sagfører Hammer for vedkommende pant- og udlægshavere over det gæstgiver M. D. Fuglsang tilhørende gode inventarium til gæstgiveri og restauration”. Han var med andre ord gået konkurs.

Herefter oplistes der ned til mindste detalje, hvad dette “inventarium” bestod af. Foruden 500 forskellige stole, 200 borde og alskens service og glas var der blandt andet spejle, lysekroner og sågar et Hornung & Møller fortepiano, men også en kobber-kaffemaskine og et isskab. Desuden fire robåde, en charabanc og en jagtvogn.

Fuglsang overværede tilsyneladende ikke selv auktionen. Allerede 1. maj 1904 ses han og familien tilmeldt en adresse i København. Om han på nogen måde fik dækket sine store investering ind, melder historien intet om, men det er tvivlsomt. Det var måske alligevel for dristigt at tro, at et sådant etablissement kunne give et tilfredsstillende afkast indenfor så kort en tidsramme.

Ejerskifte med jævne mellemrum

De næste ti år var der restauratørskifte ca. hvert femte år, hvilket tyder på, at det var svært at få et sådant sted til at løbe rundt. Efter 1914 kom der dog mere stabile tider, da den 47-årige hotelejer M. P. Madsen købte Ny Hattenæs. Han var en erfaren restauratør, idet han tidligere havde haft Hotel Juulsø ved Himmelbjerget og været vært i Lunden. Han blev også ved roret de næste mere end tyve år. Efter hans død i 1938 blev det igen til nogle ustabile år med skiftende ejere.

En større ny- og ombygning

28. april 1944 finder vi en reportage i Socialdemokraten fra et besøg på Ny Hattenæs, der nu blev drevet af “hotelejer Thomsen”. Denne havde med arkitekt Max Pape i spidsen henover vinteren gennemført omfattende om- og nybygninger - desværre afsløres det ikke, hvor store udgifterne havde været.

Vi får at vide, at der var opført en hel ny bygning til køkkenregionen, således at man nu havde “Silkeborgs største køkken med det mest moderne udstyr”. I samme nye bygning var der på første sal endvidere indrettet otte værelser for personalet.

Den ny hotelejer havde også tænkt på gæsterne, idet den store sal var blevet delvist ombygget, ligesom der var opført “en ny musiktribune i funktionalistisk stil.” Desuden var der “omkring dansegulvet ... indrettet et stort lysreflektapparat med en mængde lyskastere, så det bliver virkelig festligt, når dansen går.” Og så havde Sven Thomsen indkøbt store mængder af nye borde og stole. Man forstår næsten ikke, at en så omfattende nyindretning kunne lade sig gøre her i besættelsens sidste år.

Det var endvidere ved denne ombygning, at det oprindelige tårn, hvorfra der var en smuk udsigt over Brassø, forsvandt.

Vægfrise

Her i 1944 blev den store sal, der senere blev kaldt “Blichersalen”, udsmykket med det, som de fleste silkeborgensere måske husker allerbedst - nemlig den store frise med tre lokalhistoriske motiver på ende- og sidevæggen.

Det var Emil Poulsen, lederen af Aarhus Teaters malerskole, der stod bag frisen. På den 10 m. brede endevæg havde han valgt at skildre det første Himmelbjergmøde - med Blicher på talerstolen, over 100 tilskuere (mange malet i hel størrelse) og i baggrunden den storslåede udsigt over skove og søer.

Emil Poulsen forklarede journalisten, at han havde forsøgt at rekonstruere, hvordan der så ud på Himmelbjerget i 1839. Og at han havde fået værdifuld hjælp af “overbibliotekar Peder Nielsen, der havde fremskaffet et stort billedmateriale” - hvilket vil sige i arkivets samlinger, der allerede på dette tidspunkt var righoldige.

Frisen var ikke færdig ved sæsonstart 1. maj, og man havde heller ikke fået afsluttet indretningen af “en hyggelig pejsestue og en mindre stue ved siden af i hotelbygningen, nærmest salsbygninen med direkte trappe til terrassen foran restauranten.” Men det blev formodentlig klaret i løbet af sommeren.

Ny ejer igen

Forklaringen på, at færdiggørelsen trak ud, var måske, at der igen havde været ejerskifte. Allerede 26. april meddelte avisen, at nu var “hotellet igen på nye hænder, idet hotelejer Thomsen, der har drevet det i et lille års tid, i dag har solgt det til hotelejer Holger Jensen, Grand Hotel.”

Overtagelsen skete 1. juli 1944. Måske havde ombygningen, der “havde været bekostelig”, været en lidt for stor økonomisk mundfuld. Men nu kom der så en erfaren hotelmand til. Da han fik sin bevilling i oktober 1944, blev der givet tilladelse til drive Ny Hattenæs sideløbende med Grand Hotel på Skoletorvet og fra 1951 med Astoria på Torvet.

Under Holger Jensens ledelse fik Ny Hattenæs en opblomstring og gik fra at være en udflugts- og kaffe-restaurant til igen at være et spisested med à la carte-servering.

Stikkerlikvidering på Ny Hattenæs

Holger Jensen havde ikke været længe på Ny Hattenæs, før besættelsens alvor viste sit ansigt. 29. august 1944 om aftenen blev stikkeren, den 44-årige teglværksbestyrer Gunnar Siim, skudt af modstandsmanden “Leif” - alias politibetjenten Einar Sørensen, mens et orkester spillede op til dans.

Siim blev skudt bagfra, mens han sad ved et bord sammen med et par tyske officerer. “Leif” forlod straks restauranten og forsvandt sammen med en ventende kammerat. Baggrunden for likvideringen kendes ikke og blev ifølge forfatteren Peter Øvig Knudsen aldrig efterforsket.

Stort projekt for Marshall-lån

Holger Jensen havde ligesom sine forgængere ambitiøse planer. I marts 1953 kunne Silkeborg Avis således afsløre, at han ventede spændt på en afgørelse med vidtrækkende konsekvenser for Ny Hattenæs. Han havde nemlig ansøgt om et lån via Marshallplanen, et amerikansk hjælpeprogram, der skulle sikre økonomisk hjælp til genopbygningen af de europæiske lande efter krigen. Såfremt lånet blev bevilget, skulle de gamle bygninger rives ned og erstattes af et supermoderne hotel med al den komfort, som især amerikanske turister kunne ønske sig.

Det nye hotelkompleks skulle indrettes med tyve dobbelt- og ti enkeltværelser - alle med badeværelse, telefon, radio og indbygget værdiboks. For hotellets gæster skulle der indrettes en særlig spisestue til 52 personer samt salon og opholdsstue. Derudover skulle der være restaurationssal med ca. 100 pladser, pejsestue med 50 pladser, billardstue, serveringsterrasse med 55 pladser, garager, direktørbolig og personaleværelser. Endelig skulle der indrettes en bygning med sovesal for kanoturister og i forbindelse hermed en badstue. På arealet mellem hotellet og søen skulle der anlægges en legeplads og “en stor swimmingpool i helt amerikansk stil” med en tre-meter vippe og omklædningskabiner.

Projektet løb op i 1 million kroner (næsten 16 millioner i nutidskroner) og blev anbefalet både fra lokalt hold og af repræsentanter fra brancheforeningen. Holger Jensen udtalte til avisen, at han håbede at kunne begynde arbejdet allerede hen på sommeren. Så vidt kom det nu ikke. Projektet blev aldrig realiseret. Hvorfor lånet ikke blev bevilget, er det ikke lykkedes at finde ud af. Men set i bakspejlet gjorde det måske heller ikke så meget.

Tvangsauktion

15. februar 1956 bragte Silkeborg Avis en kort notits, hvoraf det fremgik, at Hotel Ny Hattenæs nu gik på tvangsauktion. Der havde samme formiddag været afholdt et møde på dommerkontoret. Her skulle kreditorerne finde ud af, hvad der kunne gøres for stedets overlevelse, men da hotelejer Jensen ikke mødte op, var næste skridt at beramme en tvangsauktion - den fandt sted en måned senere.

En god pris

15. marts kunne Aftenposten så meddele, at “i bidende kulde både uden- og indendørs holdtes der i dag tvangsauktion på Hotel Ny Hattenæs. Der var mødt et større opbud af repræsentanter fra forskellige myndigheder, restaurationsfolk, kreditorer og enkelte købere.” Der havde været rygter fremme om, der var flere udenbys restauratører blandt de interesserede købere.

Da det kom til stykket faldt der dog kun ét bud. Det blev afgivet af den tidligere “kogejomfru” på Ny Hattenæs, Karoline Klovborg, der overtog hotellet for 100.000 kr. Auktionarius gjorde indledningsvis opmærksom på, at Holger Jensen i sin tid havde overtaget stedet for 164.000 kr. Så Karoline Klovborg gjorde bestemt en god forretning. Til sammenligning svarede 1944-prisen til 2.110.000 nutidskroner og den i 1956 til 1.380.000 kr.

Godt spise- og udflugtssted

Den ny ejer var enke efter jernbanearbejder Kristian Klovborg, der havde været ledvogter ved Frederiksberggade-overskæringen. Aftenposten kunne berette, at hun i mange sæsoner (faktisk i 21 år) havde “været kogerske på hotellet” og at hun var kendt som en overordentlig dygtig køkkenleder, der igennem årene også havde fået en vis indsigt i hoteldrift.

Det var meningen, at hun ville drive hotellet sammen med sin datter, Else Christensen, der også havde været ansat i køkkenet, og svigersønnen, murer Harry Christensen. Denne kunne efter auktionen fortælle, at han nu skulle “have opsagt sin plads som murer og så i gang med reparationen … vi vil nemlig meget gerne i gang herude, så snart det kan lade sig gøre. Vi vil gerne have indlagt fjernvarme, men det må vente til sæsonen er ovre.”

Harry Christensen fortalte endvidere til avisen, at arbejdsfordelingen ville blive sådan, at hans svigermor og hans kone skulle tage sig af køkkenet, mens han selv skulle lede arbejdet i restaurationen. Planen var, at hotellet skulle være et godt spisested med rimelige priser og udvikle sig til et populært udflugtssted. Endvidere skulle der i højsæsonen være musik og dans.

Stafetten går videre

Hvordan det gik med driften af stedet, ved vi ikke så meget om, da regnskaberne desværre ikke er bevaret. Vi får dog et lille hint, om den første sæsons forløb i avisens omtale 4. maj 1957 - “På Ny Hattenæs tør man ikke spå om den kommende sæson. Sidste år var besøget godt næsten hver dag, og man håber det samme bliver tilfældet i år, men det hele afhænger af vejr og vind.”

Karoline Klovborg fortsatte med at stå som ejer af Ny Hattenæs i de kommende tolv år. Først i 1968 gav hun stafetten videre til datteren og svigersønnen, men fortsatte endnu en tid i køkkenet. Hun døde i 1977.

Udflugtsgrupper og søndagsturister

Ved 75-års jubilæet i 1975 gjorde Harry Christensen i et interview en slags status over, hvem der gæstede Ny Hattenæs. “Selvom mange stadig benytter søvejen, ... er bilisterne dog i overtal blandt de besøgende. Mallorca og Gran Canaria er måske nok i dag for mange et foretrukket feriemål, men Hattenæs trækker stadig store udflugtsgrupper og er f.eks. mål for søndagsturen. Og skolerne kommer her også. Om ikke fra Silkeborg, så fra det øvrige land. … Ja, udflugter for enten enkeltpersoner eller grupper lægger vi stadig plads til.” Og han fortsatte: “Men i særdeleshed har vi selskaber af mange slags og på alle tider af året. Lige så lang tid, vi kan huske tilbage, har der været lørdagsballer på Ny Hattenæs. Denne tradition fortsætter og virker stadig tiltrækkende. Og så råder vi over en halv snes hotelværelser, som er optaget det meste af året. Hver sommer har vi en række årligt tilbagevendende gæster fra flere lande. Så vi klager ikke. Omsætningen ligger i dag på omkring en million (svarende til omkring 4,8 millioner kr. i dag).”

Ganske flot. Det var altså lykkedes at finde sig en plads i den hårde konkurrence på det marked, som efterhånden også omfattede udenlandsrejser med bus og fly.

Traditioner på Ny Hattenæs

Det skal nævnes, at når jeg har spurgt silkeborgensere, hvad de husker Ny Hattenæs for, så er det - skoleudflugter, hvor der blev leget “To mand frem for en enke” og andre sanglege på de grønne plæner ned mod søen, men også de nævnte lørdagsballer, hvor der ofte var konkurrencer og kåringer, for eksempel af årets Silkeborg-pige. Men allerflest husker den gamle pinsemorgen-tradition, der knyttede sig til begge Hattenæsser.

Det tætteste vi kommer på et øjebliksbillede af en pinse på Ny Hattenæs er Silkeborg Avis’ reportage fra 30. maj 1944. Det berettes her, at det var “den smukkeste pinse i en lang årrække” med fuldendt godt vejr og at store skarer af glade mennesker samledes ved egnens udflugtssteder. Generelt blev besøget overalt karakteriseret som overvældende, “og i betragtning af øjeblikkets forsyningsvanskeligheder voldte denne invasion de forskellige værter adskillige hovedbrud.“

Avisen bemærkede, at alle de mange mennesker, der var på benene i dagens første timer, betød hårde dage for tjenerne. Alene på Ny Hattenæs, der straks fra morgenstunden 1. pinsedag havde fuldt hus, blev der solgt 800 kopper (erstatnings)kaffe indtil kl. 9. Artiklen melder desværre ikke noget om, hvor mange hårdtarbejdende tjenere, der var indkaldt til serveringen.

Senere på dagen og næste dag fortsatte folk med at strømme fra byen ud til både Gl. og Ny Hattenæs. Det anslås, at der i løbet af de to pinsedage havde været 6-7.000 gæster.

Silkeborg Kommune bliver ejer

13. februar 1978 besluttede byrådet at købe Ny Hattenæs med de på grunden værende bygninger med alt inventar og alle omliggende arealer. Formålet var blandt andet at sikre de rekreative arealer til glæde for kommunens borgere og turister. Som tidligere omtalt blev Gl. Hattenæs’ skæbne beseglet 10. april 1978, hvorefter denne restauration lukkede.

Det var ikke hensigten med Ny Hattenæs. Af referatet fra byrådsmødet fremgår det, at som led i handelen “havde sælger betinget sig ret til vederlagsfrit at forpagte hotel- og restaurationsbygningen med omliggende bygninger og parkeringsarealer … i en periode på fem år.” Så virksomheden fortsatte med Harry og Else Christensen, nu som forpagtere.

Planer for Hattenæs-området

Gennem tiden har kommunen arbejdet med flere planer om, hvad stedet skulle bruges til. I efteråret 1981 blev der således vedtaget en lokalplan for Hattenæs-området, der fastslog, at området skulle bruges til offentlige formål, såsom anlæg i forbindelse med lystsejlads og til rekreative områder. På det tidspunkt var det ikke tanken at føre planerne ud livet - af økonomiske grunde. “Kommunen har dog ønsket at få en lokalplan for området allerede nu for at sikre sig, at man kan bygge på stedet igen, når Gl. Hattenæs er revet ned”, som det fremgik af en artikel i Midtjyllands Avis 10. oktober 1981. Nedrivningen skete som tidligere omtalt 26. november 1982.

I 1985 blev der i avisen lanceret planer om at indrette et ferskvandsmuseum ved Ny Hattenæs. Og i 1989 udskrev man en idékonkurrence om den fremtidige anvendelse af Hattenæs-området. Ingen af disse planer, tanker og idéer er dog siden blevet realiseret. Til gengæld kunne Silkeborg Sejlklub i april 2001 indvie et nyt stort klubhus med moderne faciliteter - som erstatning for det gamle træhus fra 1941.

Forpagtere i nyere tid

Harry og Else Christensens forpagtning ophørte i maj 1985. Derefter kom Reimer Mortensen til som forpagter. Han måtte dog allerede i november 1987 meddele, at han var trådt i betalingsstandsning. Under overskriften “Ny Hattenæs lukker” citerede avisen ham for at sige, at årsagen dels var de ændrede fradragsregler for erhvervslivets repræsentationskonti dels kartoffelkuren, som havde givet en vis afmatning og endelig havde sommeren været elendig.

Ny Hattenæs lukkede dog ikke. Kort tid efter blev forpagtningen overtaget af Flemming og Dagny Kubel, som hidtil havde drevet La Strada på Torvet. De tog ligesom mange ejere og forpagtere før dem initiativ til en omfattende modernisering - fra udskiftning af døre og vinduer til nyt møblement og renovering af såvel hotellets værelser som af køkkenet.

100 års jubilæum

Det blev Flemming og Dagny Kubel, der sammen med ejeren, Silkeborg Kommune, 30. maj 2000 kunne invitere til åbent hus på 100-års dagen. De 250-300 jubilæumsgæster blev budt velkommen til festen af spillemænd og folkedansere, og ellers hyggede de sig i de historiske omgivelser. Der blev også sunget fødselsdagssang af elever fra Sejs Skole, efter at de først havde været på “gammeldags” skoleudflugt til Hattenæs.

Kubel lukker og slukker

I april 2006 overdrog Dagny og Flemming Kubel værtsskabet til sønnen og svigerdatteren, Jimmy og Annette Kubel, som ønskede at videreføre de gamle Hattenæs-traditioner - og som også lagde ud med “en nænsom modernisering”. Deres forpagtningsperiode blev dog kortvarig.

Allerede 3. september 2009 kunne Midtjyllands Avis under overskriften “Ny Hattenæs nu sat til salg” afsløre, at kommunen ikke længere ønskede at eje disse hotel- og restaurationsbygninger og derfor satte dem til salg. Det var planen at udskille hovedejendommen og et større grundareal, men kommunen ville beholde det største areal for at sikre fri adgang til det rekreative område ned mod søen og fredskoven. Det blev Lise Ringgaard og Preben Juul Larsen, der købte Ny Hattenæs af kommunen i december 2009 for 2,5 mio. kr.

Ophørsudsalg

Forpagterparret opsagde deres kontrakt til 1. august 2010 og valgte at sætte punktum med en stemningsfuld sankthansaften. Her mødte flere hundrede mennesker op for at tage afsked med mere end 110 års æra på Ny Hattenæs.

Annette og Jimmy Kubel udtalte til Midtjyllands Avis, at det “forretningsmæssigt har været under opsejling i to år, hvor fremtiden har været uvis” og tilføjede, at de fremover ville koncentrere deres kræfter om restaurant Ålekroen i Svejbæk. Kort tid efter slog de dørene op for et gevaldigt udsalg af inventar og service i alle afskygninger fra den historiske restaurant.

I maj 2011 rykkede nye lejere ind i et totalrenoveret Ny Hattenæs. Det var ID Academy, der nu skulle drive kursusvirksomhed inden for blandt andet selvudvikling, meditation og psykoterapi.

Henvisninger

Denne artikel bygger på artikler skrevet af Lis Thavlov, der blev bragt i Midtjyllands Avis 14. og 28. august 2015. ILLUSTRATIONER:

B0002482: Rejklameppostkort med interiøroptagelser fra Ny Hattenæs (Ca.1980)

B0002483: Reklamepostkort fra Dagny og Flemming Kubels tid på Ny Hattenæs.


B0002481: Både på Gl. og Ny Hattenæs var der ishuse i haveanlægget. Dette er ishuset på Gl Hattenæs. Af skiltet over lugen fremgår det, at det også er et ”Mælkeri”, hvor man kan købe ”½ liter sød mælk og 2 rundstykker m. smør” for 50 øre. (1930)

B0002484: Mange gæster på Ny Hattenæs er gennem tiden kommet sejlende til Ny Hattenæs. Hjejleselskabets fik etableret en anløbsbro ved Gl. Hattenæs i 1888. På grund af diverse uenigheder med lodsejeren flyttede man i 1898 hen til Ny Hattenæs. Den nuværende bro, som her er nyopført i 1990, er med sine 60 meter den længste anløbsbro i Søhøjlandet.



ILLUSTRATIONER

Lok7413B2: Som det sig hør og bør blev hele selskabet ved gen-indvielsesfesten 30. maj 1900 fotograferet - de ses alle sammen her. (Arkivet ligger inde med en navneliste).

Lok2475: Det har hørt med til traditionen, at gæsterne kom sejlende til Ny Hattenæs. Det har de kunnet siden 1898, da Hjejlens bestyrelse besluttede at anlægge en ny bro som erstatning for den gamle ved Gl. Hattenæs. Broen og hotellet ses her fra Brassø. Ca. 1920

Lok6786: Hotel Ny Hattenæs med restaurationshaven i forgrunden. Det fine tårn, som næsten var et must på en sommerrestaurant, forsvandt ved den store ombygning i 1943-44.

ILLUSTRATION fra avisen: Skitsetegning af det storstilede projekt, der skulle finansieres via Marshall-planen. Silkeborg Avis 13. marts 1953.

b0002480: Der findes ikke mange optagelser af Blicher-frisen, men her er en amatøroptagelse fra midten af 1980’erne.