Lunden

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Lunden er et område i silkeborg, beliggende mellem Langsøen og Herningvej - nuværende Vestergade - på de 2 sider og den gamle og den nye kirkegård på de 2 andre.

Området er dels en ”naturpark”, der blandt andet bruges til afholdelse af udendørsarrangementer som fx 1. majmøde, sankt hansfest og Gøglermarked, dels en to-etages bygning, som lægger hus til allehånde store og små foreningsarrangementer, udstillinger og koncerter.

Tidslinje

1885: Lunden har allerede i mange år været brugt til dyrskuer, fjerkræudstillinger, folkefester, etc. Naaege nedlægges som beværtning.

1886: Birkedommer og politimester Drechsel afløses af Theodor Adler Lund.

1887: Byrådet diskuterer opførelse af beværtning og dansepavillon i Lunden. Der åbnes for at private kan tegne aktier i Pavillonen. Kommunen lejer området af Staten. Byggeriet påbegyndes efter arkitekt Rosens tegninger. Chr. Jacobsen vinder retten til at forpagte beværtningen.

Den første pavillon

1888: 1. pinsedag, d. 20/5 tages den første pavillon i brug.

1891: Pavillonen udvides med en ekstra etage og et stort, nyt køkken og har nu plads til 120 spisende gæster.

1892: Restauratør Jacobsen får bevilling til at holde åbent på søn- og helligdage i vinterhalvåret.

1901: Kommunen køber Lunden af Staten (Landbrugsministeriet) for 35.000 kroner.. Arealet omfatter 11 tdr. land.

1902: Efter diverse uoverensstemmelse om bestemmelserne for forpagtningen opsiger Chr. Jacobsen sin kontrakt og åbner Sommerlyst som en direkte konkurrent til Lunden på den anden side af Vestergade.

1906: Den ny restauratør, Madsen, forlanger istandsættelse af bygning og dansegulv. I modsat fald opsiger han sin kontrakt. Han får sin vilje.

Verandaen cirka 1915

1931: Bygningerne renoveres og nybygges til dobbelt størrelse.

1940 – 45: Bygningerne beslaglægges af tyskerne, der bruger dem til oplagring af materiel. I 1942 brænder bygningen i det, der er den første sabotagebrand i Silkeborg. Genopbygges og huser tyske soldater og senere tyske flygtninge.

1958: Restauratør Helmer Christiansen, som overtog driften i '53, udtrykker betænkelighed ved, om han fortsat kan drive en rentabel forretning i Lunden.

1959: H. Christiansen ønsker ikke at forny sin kontrakt og byrådet beslutter at Lunden skal ophøre som som restaurant og dansested. Borgmester Aage Christensen (soc. dem.) foreslår bygningerne brugt til gavn for ungdommen.

1960: Byrådet vedtager enstemmigt at bruge bygningerne som ”ungdomsborg” Arbejdernes Oplysnings Forbund lejer bygningerne og skal drive ungdomsklubben. Ib Jensen ansættes som leder.

1961: !0/1 åbner Lunden som ungdomsklub. Ca. 200 unge møder frem til åbningen.

1972: Medlemstallet i ungdomsklubben er nede på ca. 45. Klubben nedlægges, men AOF ønsker fortsat at bruge Lunden til andre aktiviteter.

1977: Lunden bliver en del af Medborgerhuset.

1988: Lunden udvides og ombygges til den form, den har i dag. Udvidelsen omfatter 491 m2 med ny sal og ny scenebygning. Årstidernes Arkitekter står for tegningerne.


Historien

I 1880'erne havde Silkeborg allerede etableret sig som turistby og turisterne og deres mulighed for ar forlyste og vederkvæge sig, var da også et af de vigtige argumenter, da byrådet i 1886 begyndte at drøfte etableringen af et ”lystetablissement” i Lunden.

Tidligere havde det været Naaege, der havde tjent som beværtning for skyttelaugsudflugter og den slags lokale arrangementer, men dels mente fortalerne for etableringen af Lunden, at Naaege både lå langt væk og i den forkerte retning, dels blev Naaege nedlagt som restauration.

Lunden lå – lige som stort set alt andet udenfor Silkeborg By – på jord, som staten ejede og man kunne derfor ikke bare gøre, som man ville. Lunden havde dog allerede i mange år været stillet gratis til rådighed til afholdelse af dyrskuer, folkefester, etc., og der var også allerede en lille restauration, som lededes af gæstgiver Jeppe Rasmussen (som senere byggede Gl. Hattenæs).

Drøftelserne i byrådet om etableringen var langvarige. Et lille flertal mente, at det ville være til gavn, da det ville være medvirkende til, at turister blev længere i byen, at de havde et sted, hvor de kunne indtage deres mad eller kaffe efter at have beset byens og den omgivende naturs herligheder. Også for den arbejdende del af Silkeborgs befolkning blev det set som et gode, at de fik et sted, hvor de i weekenderne kunne tage ud og more sig.

Omvendt mente modstanderne, at der ikke var det store behov for et sådant etablissement, så det ville være en uforholdsmæssigt stor udgift for byen. Placeringen mellem de to kirkegårde blev også fremført. Stejlest stod birkedommer Drechsel, som mente at stedet ville blive en ”bule” og at folk ville blive ”ustyrlige, når der blev pyntet derude.” Da Drechsel også var politimester, kunne han i praksis ”lukke lågen til Lunden”, som avisen udtrykte det.

I 1886 blev Drechsel afløst af den nye birkedommer og politimester, Theodor Adler Lund, som havde et noget mere lyst syn på sagen og der kom så småt skred i sagerne. Et ønske om at købe Lunden af staten kunne ikke imødekommes; staten tilbød kommunen at leje den ønskede del af Lystskoven for 40 kr. pr. tønde land – i alt 120 kr. pr. år.

På mødet d.28/4 1887 vedtog byrådet med 7 stemmer mod 3, at påbegynde opførelsen af lystanlægget på kommunens regning. Udgifterne måtte ikke overstige 10.000 kr. Man udbød arbejdet i licitation med de de betingelser at bygningen skulle være under tag d. 1/9 og stå helt færdig 1/4 1888.

I forlængelse af disse beslutninger forelagdes også forslag til en lejekontrakt. Lejemålet på driften af restaurationen og dansepavillonen skulle være 5-årig og lejen skulle andrage 900 kr. om året. Samtidig begyndte man at indhente ansøgninger og blandt ansøgerne valgte man restauratør Chr. Jacobsen. Den 20 maj – 1. pinsedag – blev hele herligheden indviet: Vejret var dejligt og skoven var blevet grøn på bare 2 dage (i følge Silkeborg Avis). Folk strømmede til fra den tidlige morgen og værten i etablissementet havde travlt. Silkeborg Sangforeningen havde også gjort en udflugt og de bidrog til den gode stemning med deres sang.

Næste dag var tilstrømningen endnu større. Klokken 16 skulle der være koncert og da var der så mange mennesker, at der ikke længere var plads nok på stier og gange, så det nysåede græs blev betrådt ligesom der manglede både borde og stole. Altsammen forhold, som avisen nok mente, ”den flinke vært inden lang til vil have afhjulpet.” Senere blev danseestraden indviet af byen ungdom, som svingede sig lystigt til klokken 11.

Pavillonen efter at der var blevet tilføjet en etage 1891

At det gik godt i Lunden, kan formodentlig udledes af, at man i '91 udvidede med en etage og etablerede et stort, nyt køkken, således at restaurationen nu kunne huse 120 spisende gæster. At det måske ikke var helt let for Chr. Jacobsen at gøre det rentabelt, kan et ønske om at holde åbent på søn- og helligdage ses som et udtryk for. Han fik sin bevilling, men ikke uden et vist fodslæberi i byrådet, der ikke helt kunne se behovet derfor.

En af de store successer var i mange år de såkaldte ”abonnementskoncerter”, som blev holdt tirsdag aften: For 2 kroner kunne man overvære 12 koncerter om året og 4 kroner kunne man også være med i dansen efter koncerten.

Bortset fra mindre, løbende ændringer stod bygningerne indtil man i 1929 vedtog at foranstalte en større udvidelse og modernisering, udarbejdet af arkitekt H. Chr. Rasmussen, som blandt andet omfattede, at der skulle bygges en stor sal mod nord med glasvægge til de 3 sider. Der blev også anlagt et helt nyt varmeanlæg – Lamel-Kalorifere – der trak frisk luft ind og sendte det rundt i bygningen sammen med opvarmningen. Der blev anskaffet nyt inventar, køkkenet og dansepladsen udvidedes og Lunden kunne nu beværte helt op til 300 mennesker på en gang. End ikke et helt nyt Hindsberg-flygel skulle mangle.

Den store sal, der kom til ved moderniseringen i 1931. Bemærk flyglet. Billedet er fra 1938

Under krigen blev Lunden beslaglagt af besættelsesmagten, der anvendte bygningerne til oplagring af materiel og det førte til at Silkeborg i 1942 oplevede sin første sabotagebrand. Det nedbrændte blev dog genopbygget og resten af krigen husede Lunden først tyske soldater og siden tyske flygtninge.

Moderne tider i de sidste år. Billedet er fra 1956

Restauratør Helmer Christiansen, som havde overtaget lejemålet i 1953, udtrykte i '58 betænkeligheder ved, om det fortsat kunne lade sig gøre at drive en rentabel forretning. Lokalerne var slidte og utidssvarende og det ville kræve store udgifter at gøre dem tidssvarende. Da hans kontrakt gav ham mulighed for at opsige den, blev han og kommunen i 1959 enige om ikke at forlænge driften af etablissementet.

Foruden de store udgifter til en modernisering var der også en anden grund til kommunens beslutning: Med tiden var både turisterne og byens borgere i højere grad trukket mod åen og havnen, når fritiden skulle fordrives. Lunden var simpelthen kommet til at ligge i den forkerte ende af byen. Som følge deraf foreslog borgmester Aage Christensen (soc. dem.) at bygningerne fremover skulle bruges til gavn for ungdommen.

Restauratørerne

Den første restauratør i Lunden hed Chr. Jacobsen. Han drev stedet til 1902, hvor han efter uoverensstemmelser om betingelserne valgte at åbne sit eget sted Sommerlyst lige overfor Lunden.

Efter ham fulgte M. P. Madsen, der blev til 1914, hvor han købte Ny Hattenæs.

Den tredie var E. Thomsen, som dog døde allerede 4 år efter overtagelsen. Hans kone forsatte værtskabet og giftede sig senere med den daværende overtjener, Alf Larsen og de drev sammen stedet helt til 1953.

Helmer Christiansen kom til fra forsamlingsbygningen i Hammel og blev ham, der drejede nøglen om i lystetablissementet for sidste gang, nemlig da sæsonen 1960 var forbi.

Ungdomsklubben

Der var enighed i byrådet om, at Silkeborgs unge manglede nogle ordentlige rammer om deres fritidsaktiviter, og da Arbejdernes Oplysnings Forbund tilkendegav, at man ønskede at leje bygningerne i Lunden for at anvende dem til ungdomsborg, kom forhandlingerne hurtigt i gang. Kommunen betingede sig, at AOF skulle være villig til at leje lokalerne ud på rimelige vilkår til andre ungdomsforeninger på de dage, hvor klubben ikke skulle være åben, ligesom klubben ikke måtte bruges til agitation for politiske eller religiøse holdninger.

De økonomiske forhold i forbindelse med overtagelsen og indretningen af lokalerne blev bragt i orden: Kommunen skulle skyde cirka 65.000 kr. i projektet, men AOF skulle forrente og afdrage hovedparten, den årlige leje blev sat til 18.000 kr. og det skulle koste 3 kr. om måneden at være medlem. Som betingelse for at yde årlige, kommunale tilskud til driften kunne byrådet fastsætte et minimumsmedlemstal.

Træsløjd i klubben

Klubben havde som udgangspunkt to formål, nemlig underholdning og at tilbyde undervisning i hobbyfag. Hvilke hobbyfag man kunne undervise i, afhang naturligvis af, hvilke lærerkræfter man kunne tilknytte, men man mente bestemt at kunne tilbyde træsløjd, lersløjd, bensløjd, tegning og malerlære, husholdning, porcelænsmaling og fotolære. Hvad underholdningen angik, forestillede man sig spil af forskellig art, suppleret med foredragsaftener, filmforevisninger, klubdanseaftener ”ligesom ganske særlige fjernsynsudsendelser vil blive vist.”

Som leder havde man ansat Ib Jessen, der tidligere havde været lærer på Borgergadeskolen og Nørrevangsskolen og som en del af ansættelsesforholdet fik han bolig i den lejlighed i Lunden, som de tidligere restauratører havde beboet. Af andre klubmedarbejdere fra den tid kan nævnes Frederik Frederiksen, Svend Pedersen og ”Onkel Arne”.

Fra venstre ses Frederik Frederiksen, Ib Jessen, Svend Pedersen, ukendt og Onkel Arne

Med alt dette på plads kunne håndværkerne begynde arbejdet og d. 10/1 1961 åbnede klubben for første gang. Der var indbudt en række gæster fra undervisningsministeriet og byrådet, men ellers var programmet lagt meget løst. Fra kl. 19 ville det være muligt for byens ungdom at komme ind i de nye lokaler og ud på aftenen ville der blive holdt et bal for dem, der var kommet.

Der kom ca. 200 og omkring 50 meldte sig ind allerede den første aften.

Formodentlig på grund af de store lokaler og tilstedeværelsen af en rigtig scene, blev klubben i Lunden det sted, hvor byens nye pigtrådsorkestre fik lejlighed til at spille og det blev hurtigt en tradition, at alle byens ungdomsklubber mødtes til bal der nogle gange om året. Også et årligt karneval for alle stod på programmet.

Karneval, 1960-65

I 1965 meldte Ib Jessen om rekordår og fordoblet medlemstal og klubben afholdt med stor succes tirsdagsdans 2 gange om måneden.

I 1972 var medlemstallet imidlertid faldet til 45 og det fik AOF til at lukke klubben. Man ville dog gerne forny lejemålet, så man kunne fortsætte det omsorgsarbejde for pensionister, som man også havde brugt bygningerne til, ligesom man havde planer om at udbygge dette arbejde til også at omfatte gangbesværede.

Medborgerhus

I starten af 80'erne ønskede borgmester Ernst Thomsen (soc. dem.) Lunden revet ned, kulturudvalgsformand Juditthe Boock kæmpede – med støtte fra den socialdemokratiske ungdom og SF – hårdnakket for en bevarelse. Resultatet blev, at de gamle bygninger overgik til at være kulturudvalgets ansvar og det lykkedes at få bakset et projekt på plads i budgettet.

Det første spadestik til det nye Lunden tages af kulturudvalgsformand, Lena Kolding

Udvalget valgte det nystartede arkitektfirma Årstiderne til at udarbejde tegningerne til en total forandring af de gamle bygninger. De gamle facader skulle vandskures og der skulle opføres en ny sal på 190 m2 og en helt ny scenebygning med bl .a. sminkerum og garderobe. I alt skulle der bygges 491 etagemeter.

Efter endt ombygning og med det udseende, vi kender i dag, var Lunden nu blevet af Silkeborgs medborgerhuse og har siden lagt lokaler til en lang række større eller mindre arrangementer af alle slags: koncerter, fugleudstillinger, husflidsarrangementer, folkedans, rollespil, etc., etc. arrangeret af lokale foreninger og interessegruppper.

Det er i dag Silkeborg Bibliotek, der administrerer Lundens mange lokaler