Forskel mellem versioner af "Kino"

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Linje 62: Linje 62:
  
 
[[Kategori:Kulturinstitutioner]]
 
[[Kategori:Kulturinstitutioner]]
 +
[[Kategori:Film]]

Versionen fra 11. feb 2009, 20:35

Silkeborgs ”Kinografen”, senere ”Kinoteatret” og fra 1936 slet og ret ”KINO” begyndte sin virksomhed omkring 1910, og var beliggende ud til gaden i den nyopførte ejendom Søndergade 15. I 1915 flyttede ”Kinografen” til adressen Vestergade 6, hvor den havde til huse indtil lukningen i 1987.

Byens første biograf "Fotorama" lå i Søndergade 6. Den slog dørene op for publikum i 1906. På samme tid finder vi også ”Biograf-Teatret, som holdt til i Håndværkerforeningen på Torvet.

Kinografen var fra starten privatejet, men optræder fra 1918 som aktieselskab og ejer af bygningen i Vestergade. I 1936 overtog Arbejdernes Oplysningsudvalg - AOU (senere Arbejdernes Oplysningsforbund – AOF) biografbevillingen og lærer Poul Nord blev ansat som daglig leder. KINO viste sig hurtigt at være en overordentlig god indtægtskilde for AOU, hvilket kom byens kulturliv til gode. Det var således specifikt nævnt i KINOs vedtægter, at overskuddet skulle bidrage til løsning af forskellige kulturelle opgaver til gavn for arbejderbevægelsen og at der kunne ydes tilskud til forsamlingsbygningen Sønderport. Dermed var der skabt økonomisk basis for, at den gamle drøm om at bygge et samlingssted til og for arbejderbevægelsen endelig kunne blive realiseret – Sønderport blev indviet allerede i oktober 1940. Det hjalp måske på sagerne, at regnskabsføreren for Sønderport, den senere borgmester Åge Christensen, 1. december1939 afløste Poul Nord som biografleder – et hverv som han bestred i de efterfølgende 31 år. I januar 1971 tiltrådte Erik Jørgensen som direktør for KINO og blev samtidig forretningsfører for AOF. Det blev Erik Jørgensen, der i april 1987 lukkede og slukkede for biografvirksomheden, hvorefter filmmaskinerne og stolene blev overtaget af “Rampelys” – den lille biograf i Silkeborg. Derefter blev side- og bagbygningerne til Vestergade 4 og 6 nedrevet, og Jyske Bank lod opføre en ejendom i gården.

KINO havde fra begyndelsen 333 pladser, senere steg dette antal til 395, for så at lande på 343. I 1950’erne blev der årligt solgt omkring 175.000 billetter, omkring 1970 var tallet nede på 80.000 og i 1980’erne solgtes årligt 45.-50.000 billetter. Nogle film blev set af langt over 10.000 mennesker, bl.a. “Løgneren” fra 1970, “Olsenbanden i Jylland” fra 1971 og “Midt om natten” fra 1984. Alle rekorder blev dog slået med filmen “Mig og Charly” fra 1978, som blev set af mere end 20.000 mennesker. Den sidste film, der var på plakaten var “Døden på larvefødder” fra 1987.

"Kinograf" eller "Kinematograf" (dannet af de græske ord “kinema” = bevægelse og “graphein” = skrive) er oprindeligt betegnelsen for et apparat til optagelse og fremføring af levende billeder opfundet af brødrene Lumière i 1895; desuden er ordet blevet brugt om det sted, hvor fremvisningen af "levende" (kinografiske) billeder finder sted.



I lære som filmoperatør i KINO / fortalt af Vagn Bjørnholt:

I begyndelsen af 1950'erne havde jeg i flere år plejet min store interesse for alt, hvad der havde med FILM at gøre, men især alt, der vedrørte teknikken. Jeg spurgte derfor en dag direktøren for en af byens to biografer, Åge Christensen, om der var en mulighed for at komme i lære som operatør i hans biograf, som var ejet af Arbejdernes Oplysnings Forbund.

En aften, jeg havde været i KINO og var på vej ud, kaldte operator Hans Nissen på mig oppe fra balkonen foran operatørrummet. Min henvendelse havde båret frugt - jeg kom i lære som operatør. Det var nu ikke en almindelig læreplads med kontrakt og elevløn.Tværtimod så forventede Hans Nissen, at jeg betalte ham for hans ulejlighed og oplæring, men efter et halvt år og en senere snak med biografdirektøren gav jeg ham en flaske snaps, da jeg var færdig – og den var han da tilsyneladende glad for!

Dengang var alle 35 mm biograffilm de såkaldte nitratfilm. Denne filmtypes bæremateriale, celluloiden, består af nitrocellulose og kamfer. Nitrocellulose er et sprængstof ligesom skydebomuld. For at mindske sprængvirkningen og tillige gøre materialet smidigt og blødt, er der tilsat 25 % kamfer, der meget let antændes. Det var altså noget farligt og brændbart stads, vi arbejdede med, og loven krævede, at der hele tiden skulle være to operatører til stede i operatørrummet. Der skulle selvfølgelig være brandtæpper og ildslukningsapparater, flugtmuligheder og jerntrapper til jorden.

Dengang kørte man med to maskiner, der hver kunne tage 600 m. film, og da en normal film var på ca. 3.000 m., betød det, at der skulle køres på skift mellem de to fremvisere og altså skiftes apparat ca. hvert 20. minut.

Det skulle naturligvis ske, uden at tilskuerne kunne se det, og det præcise skift mellem de to fremvisere skete ved, at man fulgte to markeringer i filmen i form af et klippet hul i selve strimlen. Dem holdt man øje med fra operatørrummet, og når det første viste sig, startedes maskine nr. 2 – operatøren råbte START, og når den anden markering viste sig – 7-8 sekunder senere – SKIFT, og med en sindrig mekanisme lukkede man det end glughul i væggen, samtidig med at man åbnede det andet for den nystartede fremviser. Den ordre blev så indgroet i mig i løbet af ganske få gange, at jeg om natten i søvne derhjemme råbte START!

Der var en uskreven regel om, at operatøren altid skulle sidde med en hånd på et håndtag, der straks kunne lukke for lyskilden, hvis filmen skulle springe og sætte sig fast i filmkanalen. Blev filmen siddende blot et sekund foran kulbuelyset, gik der straks ild i den – ja, den ville nærmest eksplodere. Det har jeg nu heldigvis aldrig oplevet, men det er sket at operatører ikke er nået ud af operatørrummet, når uheldet var ude.

Lyskilden var kulbuelys – altså 2 kulstænger med jævnstrøm på, som sad med en lille centimeters mellemrum og brændte med et meget klart lys. De skulle ved hjælp af et par håndtag konstant skrues og holdes i en bestemt afstand fra hinanden for at give den optimale belysning. Der skulle hele tiden stilles skarpt, og billedstregen skulle holdes. Det kunne vi følge gennem glughullerne, og lyden fik vi gennem højtalere i operatørrummet.

En aften var chefoperatør Hans Nissen gået ned i salen, mens jeg kørte alene deroppe. På et vist tidspunkt skulle der skiftes apparat, men han kom ikke. Nå ja, så måtte jeg jo selv klare skiftet, og det gik også fint. Lidt efter kom han og sagde, at det var godt klaret. Han var bare gået ned i salen for at se, om jeg kunne selv!

Grunden til, at det var en obligatorisk uddannelse, var selvfølgelig, at der var en stor brandrisiko ved arbejdet i operatørrummet. Senere, da man gik bort fra at benytte den brandfarlige nitratfilm, blev uddannelsen sløjfet.

Nu kan enhver køre film i biografen uden andet end almindeligt kendskab til mekanikken i operatørrummet, og med DVD'ens ankomst, er det blevet endnu simplere – man skal bare lægge en skive på afspilleren!

At være biografoperatør var dengang en slags autoriseret uddannelse, selvom det jo altså ikke var med ansættelseskontrakt, elevtid, skolegang mv. Men man skulle alligevel arbejde som hjælper i en biograf et halvt år og dernæst bestå en eksamen på Teknologisk Institut i København, hvor en af underviserne var M. Scharnberg, som havde udgivet undervisningsbogen “Kinoteknik”.

Undervisningen varede to uger, men det kunne jeg aldrig fri til fra mit job i Silkeborg Bank, så eksamen og papirer på uddannelsen fik jeg ikke. Kun en bekræftelse fra biografen på, at jeg havde været et halvt års i praktik.

KINO viste mange danske film. Enkelte af dem så ofte, at jeg senere simpelthen ikke har kunnet udstå at se dem igen i TV! Det gælder bl.a. den gamle “JUL I NØDDEBO PRÆSTEGAARD” fra 1934, som pr. tradition blev kørt det meste af december måned, og som jeg må have set mindst 100 gange!

Engang spillede vi en Morten Korch film med Poul Reichhardt, “MOSEKONGEN”, den så jeg selvfølgelig også utallige gange.

I begyndelsen af filmen bryder Reichardt ud i sang, og det blev udnyttet en aften, da Kino var udlejet til hele personalet på Dansk Kjole Industri, og det var lutter damer. Salen var fyldt, da firmaet fejrede 25 års jubilæum, og alle havde forinden været til en stor middag. Vi begyndte at køre filmen og nåede halvvejs gennem Poul Reichhardts sang. Så standsede filmen, vi tændte lyset og frem på scenen kom Reichhardt og sang videre akkompagneret af Kay Kilian. Der gik et helt gisp og sus gennem hele salen, for Reichhardt var alle pigers store idol på den tid. Han underholdt resten af aftenen med sange og konkurrencer, og alle jublede.

Han havde været inde og se på lokaliteterne om eftermiddagen, og da banken, hvor jeg arbejdede, lå lige ved siden af, gaflede jeg mig selvfølgelig ind for at være med. Vi blev højtidelig afkrævet løfte om, at vi intet ville sige om aftenens forløb. Det skulle være en stor overraskelse, og det blev det også.

Som bankmand var det jo unægtelig noget helt andet at være filmoperatør, men jeg var skam ikke den eneste bankmand, der gebærdede sig indenfor filmens verden. I samme kino sad bankens kasserer ved lugen og solgte billetter, henne ved indgangen til salen stod vort bankbud og rev hjørner af billetterne – og når alle var på plads – kørte jeg filmen oppe fra operatørrummet.

En af de 4 operatører viste i sin fritid 16 mm film for foreninger i omegnens forsamlingshuse. Jeg var tit med ham som ”assistent” – oftest for at hjælpe med at slæbe hans KZ-gengiver og andet udstyr ind i salen og stille op. Jeg nød det!

Der lærte jeg meget om, hvordan man laver foreningsforevisninger. Ikke mindst,at det hele skal fungere HVER GANG. Det kom mig senere til gode i mit fremtidige virke med at holde egne rejsefilmforedrag, hvor jeg altid har en ekstra gengiver med. Men det er en helt anden historie.