Karl Kristian Ludvig Jürgens

Karl Kristian Ludvig Jürgens, 1851 – 1921, borgmester og byfoged i Silkeborg 1904 – 1910.

Karriere

K. K. L. Jürgens blev født i Fredericia i 1851. Han var søn af postkonduktør og krigsassessor P. Jürgens og dennes hustru Lucie Hansen. Han blev student i 1869 og cand. jur. i 1874.

Jürgens blev d. 23/8 1882 gift med Helga Augusta Wedderkopp, født d. 24/6 1863 i Gødvad lidt uden for Silkeborg. Sammen fik de sønnen Karl Louis Henry August, som blev født d. 26/6 1883 i København.

Han arbejdede i en årrække i forskellige dele af den offentlige forvaltning, blandt andet i finansministeriet, indtil han i 1890 - som den hidtil yngste i Danmark - blev udnævnt til byfoged i Bogense og herredsfoged i Skovby Herred på Fyn.

I 1896 blev han udnævnt til borgmester, politimester, etc. i Ringsted, hvor han var, indtil han i 1904 blev borgmester i Silkeborg. Han forlod Silkeborg i 1910 for at tiltræde som byfoged i Frederikssund. Han søgte sin afsked i foråret 1918 med en begrundelse i embedets omfang og blev "entlediget" ved kongelig resolution af 12/9 1918; året efter afskaffede man de kongevalgte borgmestre.

Silkeborgtiden

Lad det være sagt med det samme: Det mest bemærkelsesværdige ved Jürgens' 6 år i Silkeborg er, at der ikke er noget at bemærke. Udover nogle byrådsreferater, hvor sagfører Hammer konstitueres i Jürgens fravær, fordi han skal foretage nogle kortere rejser, har han ikke sat sig nogen synlige spor, hvilket godt kan undre. De 3 andre steder – og især i Ringsted – har han været på kant med sine byråd, grupper af borgere og – igen i Ringsted – med byens aviser.

Det aviserne skrev

Karl Kristian Ludvig Jürgens, 1851-1921, var en kontroversiel person i sine forskellige borgmesterembeder; blot ikke i Silkeborg

Når man læser de artikler, der er skrevet om ham i anledning af, at han skulle tiltræde i Silkeborg, får man et tydeligt billede af en person, der både fagligt og menneskeligt delte vandene. På den ene side omtales han som en human og frisindet mand, der aldrig greb ind uden gyldig grund, som en mand, der ikke gjorde forskel på høj og lav og som interesserede sig for almindelige, arbejdende menneskers ve og vel. Silkeborg Socialdemokrat fremhæver en episode, hvor nogle af Ringsteds strøre arbejdsgivere ville have Jürgens til at sætte politikorpset ind i forbindelse med en faglig konflikt, hvilket Jürgens nægtede. Artikler fra andre aviser nævner det som et eksempel på hans modvilje mod at bruge den magt, der lå i hans embede, til almindelige menneskers gavn.

En tidligere studiekammerat omtaler også Jürgens mange gode humane egenskaber og hans uvilje mod at bruge reglerne blot fordi de findes. Men han omtaler også hans ”selvfølende og originale personlighed”, som bevirkede at han kunne være svær at have med at gøre.

På samme måde beskriver Ringsteds aviser ham som en fortrinlig jurist af den slags, der havde mere forstand på dokumenter end på de mennesker, der stod overfor ham i retten og mener, at han ganske enkelt savnede menneskekundskab.

Som kongevalgt borgmester var han uden for partierne og ved sin tiltræden i Ringsted udtalte han, at han udelukkende ville fungere som byrådets forhandlingsleder og derudover blot udføre sine formelle pligter. I følge Ringsted Folketidende gik det også glimrende i ”fredelige tider”, men hvis situationen spidsede lidt til kunne han blive hidsig og opfarende. Avisen nævner et sammenstød med en sagfører Svendsen, hvor Jürgens ganske enkelt forlod byrådsmødet, der måtte fortsættes med en konstitueret formand.

Vagabondaffæren

Den helt store sag var dog ”Vagabond-affæren”!

I efteråret 1900 havde to sognefogeder fra Ringsteds opland arresteret to mænd, som de mistænkte for løsgængeri, betleri, tyveri og for ikke at medbringe gyldige papirer og de indbragte de mistænkte for dommer og politimester Jürgens.

Da han afhørte dem, fremviste de henholdsvis en skudsmålsbog og en dåbsattest og forklarede, at de kun havde været uden arbejde i et par dage og at de forresten var på vej til Gisselfeld for at søge høstarbejde der. Tyveri (det fremgår ikke af aviserne, hvad dette tyveri skulle have gået ud på) og betleri afviste de også på det kraftigste og Jürgens tog deres forklaring for gode varer.

Da det var blevet sent på dagen og de to tidligere mistænkte var blevet kørt temmelig langt væk fra deres bestemmelsessted, bad Jürgens sognefogederne om at køre dem tilbage til der, hvor de var blevet arresteret, hvilket sognefogederne nægtede. Derfor gav Jürgens hver af ”vagabonderne” en krone af egen lomme, så de selv kunne betale for deres transport.

Og så var det lige før, der gik tabloidtilstande i den Ringstedske presse:

Næste dag kunne man under overskriften ”Vagabondernes Paradis” læse, hvordan de to vagabonder angiveligt hurtigt havde fundet sig et værtshus, hvor de kunne svire deres kroner op. Det blev også mere end antydet, at de skulle have fortalt andre, hvor nemt det var at lokke penge ud af Ringsteds politimester.

Nogle af byens jordbesiddere forudså hvilke plager, de ville blive udsat for i form af tyveri og anden ulykke nu, hvor det var kendt over hele Sjælland, hvilket slaraffenland Ringsted var blevet for uærlige personer, der hellere ville drikke og svire osv, osv.

Aviserne afkrævede Jürgens en forklaring, men han sendte i stedet en redegørelse til Sorø Amt, hvor han fik medhold – hvilket også faldt aviserne for brystet. De fortsatte deres kampagne, hvor de drog Jürgens evner i tvivl og antydede blandt andet en affære i Bogense, hvor han skulle have været årsag til at hans fuldmægtig var blevet uretmæssigt fængslet.

Den 14/9 1900 lod Jürgens et avertissement indrykke i de to aviser, hvor han meddelte, at han agtede at anlægge sag mod de ansvarshavende redaktører.

Det fik det til at høre op og derefter er det meget lidt, man kan læse om borgmesteren i byens blade. I midten af 1904 blev han syg og rejste på rekreation i Tyskland i ca 2 måneder og kort efter kunne avisen meddele at Jürgens nu skulle være borgmester i Silkeborg. Den 15/10 præsiderede han for sidste gang i Ringsted byråd.

Konklusion

At han og Ringsted aldrig kom til at holde af hinanden fremgår også af de artikler, der blev skrevet i anledning af hans afrejse. De forskellige uoverensstemmelser refereres og hans manglende evner på visse områder repeteres og det er ikke uden en vis sarkasme, at Ringsted Folketidende ønsker Karl Kristian Ludvig Jürgens og Silkeborg held og lykke med hinanden.

På så mange års afstand er det selvfølgelig fuldstændig umuligt at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert i hele den affære. Men med den gamle talemåde ”der går sjældent røg af en brand uden at der er ild ” in mente, er det vel rimeligt at antage, at det hele nok ikke er grebet ud af den blå luft. Jürgens havde da heller ikke været længe i Frederikssund, før to byrådsmedlemmer i avisen meddelte, at de ikke længere ønskede at deltage i byrådsmøder, hvor borgmesteren havde forsæde.

Med den samme talemåde i tankerne og med det kendskab vi har til Silkeborg Avis' nidkærhed men hensyn til at omtale og påpege tidligere borgmestres og øvrighedspersoners fejl og mangler og byrådets dårskab i almindelighed, er det på den anden side meget tilforladeligt at gå ud fra, at der faktisk ikke har været nogen gnidninger mellem borgmester Jürgens og Silkeborg – hvad det nu kan skyldes.

Kilder

Silkeborg Avis

Silkeborg Socialdemokrat

Ringsted Folketidende

Sjællandsposten

Frederiksborgs Amts Avis

Roskilde Avis

Isefjordsposten

dis-danmark.dk

Lokalhistorie på FB. Silkeborg som den så ud engang!/Solveig M. Johansen

Senest ændret 6. august 2019 kl. 13:41