Forskel mellem versioner af "Købmandsforeningen for Silkeborg og Omegn"

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Linje 6: Linje 6:
  
 
”Den 6. Februar 1906 samledes på [[Hotel Rosen]] i Silkeborg en lille kreds af Kolonialhandlere i Silkeborg for at drøfte Spørgsmaalet om en Sammenslutning til Varetagelse af Standens Interesser, og Resultatet blev Oprettelsen af ”Kolonialhandlerforeningen for Silkeborg og Omegn.”
 
”Den 6. Februar 1906 samledes på [[Hotel Rosen]] i Silkeborg en lille kreds af Kolonialhandlere i Silkeborg for at drøfte Spørgsmaalet om en Sammenslutning til Varetagelse af Standens Interesser, og Resultatet blev Oprettelsen af ”Kolonialhandlerforeningen for Silkeborg og Omegn.”
 +
  
 
Foreningens formålsparagraffer var enkle og et klart udtryk for det arbejde, som  foreningen kom  til at udføre i sin levetid:
 
Foreningens formålsparagraffer var enkle og et klart udtryk for det arbejde, som  foreningen kom  til at udføre i sin levetid:

Versionen fra 3. feb 2019, 16:24

Købmandforeningen for Silkeborg og omegn blev stiftet i 1906 under navnet Silkeborg Colonialhandlerforening. Senere – efter at købmænd fra Alderslyst og omegnskommunerne kunne optages som medlemmer – skiftede den navn til Kolonialhandlerforeningen for Silkeborg og omegn. I 80'erne skiftede den atter navn, denne gang til Købmandsforeningen for Silkeborg og omegn. Foreningen opløstes d. 3/8 1990 og fusionerede med sammenslutningen D 4 K'er.

Formål

I anledning af Kolonialhandlerforeningen for Silkeborg og Omegns 25 års jubilæum kunne man i Silkeborg Avis d. 6/2 1931 læse følgende:


”Den 6. Februar 1906 samledes på Hotel Rosen i Silkeborg en lille kreds af Kolonialhandlere i Silkeborg for at drøfte Spørgsmaalet om en Sammenslutning til Varetagelse af Standens Interesser, og Resultatet blev Oprettelsen af ”Kolonialhandlerforeningen for Silkeborg og Omegn.”


Foreningens formålsparagraffer var enkle og et klart udtryk for det arbejde, som foreningen kom til at udføre i sin levetid:

”At søge at vedligeholde et venskabeligt forhold mellem kolonialhandlerne i Silkeborg.”

”At søge ved enighed og fælles bestræbelser at arbejde på at fremme enhver sag, som anses for at være til gavn for standen.”

”At varetage standens interesser på alle økonomiske områder.”

Foreningens arbejde

Foreningens forhandlingsprotokoller, som er bevaret for samtlige 84 år, viser tydeligt, hvilke sager, der havde foreningens prioritet, nemlig dem, der sikrede lige og gode vilkår for alle foreningens medlemmer, samt hjælp til kollegaer, der på den ene eller anden måde var kommet i knibe.

En stor del af en købmands omsætning foregik dengang som kredithandel – kunden fik varerne ”skrevet” til senere betaling – så foreningen oprettede hurtigt et kartotek over ”usolide kunder”, der kunne tænkes at flygte fra gælden. I slutningen af 20'erne overtalte foreningen revisor Gottlieb Lorentzen til at organisere en oplysnings- og inkassoinstitution, det såkaldte Silkeborg-systemet, som siden blev udbredt over det meste af landet.

Man oprettede begravelseskasse og understøttelseskasse og senere fonde til videreuddannelse og til støtte for købmandsskolerne.

Foreningen arrangerede ligeledes fester – deriblandt såkaldte ”torskegilder” - og udflugter.

Forretningernes lukketider var et spørgsmål, der optog foreningens bestyrelse i adskillige år, men man endte med at sende en henstilling til kommunen om at give tilladelse til at holde åbent til klokken 20 de fire første aftener og til klokken 22 om lørdagen.

Spørgsmålet om lukketider blev igen aktuelt under 2. verdenskrig, hvor mørklægningen blev et vilkår, som forretningerne måtte arbejde under. Man vedtog at indrette åbningstiderne og vareudbringningen, så de fulgte mørklægningen, men meget karakteristisk for den ånd, der herskede i foreningen, blev man hurtigt enige om, at dette ikke skulle gælde landkøbmænd, da deres åbningstider var noget mere flydende.

Også på andre områder varetog foreningen medlemmernes fælles interesser:

Man henstillede til kommunen, at ordrer på leverancer til kommunale institutioner måtte gå til de forskellige købmænd på skift. Man forhandlede fælles rabatter og avancer hos de store leverandører, fx af margarine, gær og øl. Man bad kommunen se til at bagere og brødudsalg, som havde åbent udover købmændenes åbningstid, ikke solgte cigarer og cigaretter.

I mellemkrigsårene blev brugsforeninger mere udbredte og Kolonialhandlerne brugte en del penge på at agitere for, at arbejderstanden stadig skulle handle hos dem, ligesom man indsendte en del andragener til stat og kommune udfra, hvad der kunne ligne en mistanke om, at brugsforeningerne havde nogle økonomiske og skattemæssige fordele, som blev opfattet som konkurrenceforvridende. Det ser dog ikke ud til, at foreningen fik medhold i disse mistanker.

Under 2. verdenskrig, hvor det blev endog meget besværligt at drive forretning på grund af vareknaphed, rationeringsmærker og såkaldte maksimalpriser, gjorde foreningen også, hvad den kunne for at alle skulle have lige vilkår. Det måtte ikke være sådan at nogle forretninger havde de eftertragtede varer og andre ikke; i hvor høj grad, det lykkedes, vides dog ikke.

Foreningen nedlægges

Efterhånden som de store supermarkedskæder gjorde deres indtog i byen, blev der færre og færre selvstændige – såkaldte ”frie” - købmænd og i slutningen af 80'erne var medlemstallet nede på 10. Foreningen besluttede derfor at nedlægge sig selv og lade sig optage i sammenslutningen De 4 K'er, der blandt andet også talte købmænd fra Viborg og Kjellerup. Foreningens tilbageværende midler hensattes i en uddannelsesfond, en aktivitetsfond og en støttefond.

Kilder

Silkeborg Avis

Handelsbladet

Foreningens forhandlingsprotokoller 1906 - 1990