Hugo Gisselbæk
Hugo Wilhelm Gisselbæk (2. 8.1903 - 2.7.1977) (fabrikant og byleder) var født i Aarhus og var handelsuddannet. I 1926 kom han til Silkeborg, hvor han etablerede Hugo Gisselbæks Fabriker. På fabrikken, der lå mellem Ny Længe på Christian 8.s Vej og kirken, produceredes kunsthonning og honningkager, men der var også krydderisalg fra en forretning på Kirkebakken.
I 1938 byggede Gisselbæk en villa på Ansvej 41.
I den lokale modstandsbevægelse
Under besættelsen var Hugo Gisselbæk en central skikkelse i den lokale modstandsbevægelse og fungerede fra efteråret 1944 som byleder i Silkeborg. I denne funktion var han underlagt Danmarks Frihedsråd og det var hans opgave at organisere og koordinere modstandsarbejdet i Silkeborgområdet. Som byleder samarbejdede han også med Frihedsrådets Lokalkomité i Silkeborg, som varetog en række civile opgaver.
Byledelsens hovedkvarter var i dagene omkring befrielsen lokaliseret i Gisselbæks privatbolig på Ansvej. Det var også her englænderne lagde vejen forbi, da de 12. maj 1945 ankom til Silkeborg. Senere på sommeren flyttedes hovedkvarteret til Aldersrovej.
Foredrag/erindring om besættelsen
Afholdt 4. maj 1970:
For nogle står de 5 onde år som et dystert minde i en fjern fortid. Der vil ret naturligt være en meget stor forskel på en begivenhed, man selv har oplevet eller dersom man får den refereret eller læser denne.
De unge, der dengang var ganske små, måske også de ældre vil muligvis stille det spørgsmål: Var det virkelig til nogen nytte med modstandskampen i besættelsesårene, som jo trods alt kostede adskillige danskere livet? Alene her i Silkeborg 15 - over hvilke der er rejst mindesten på kirkegården. Jeg tror, at svaret bedst kan gives ved at citere et vers af den salme, der fik så stor betydning for modstandsbevægelsen:
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Der er som bekendt udkommet en del litteratur, der omhandler Danmarks besættelse. Dog må jeg formode, at mange - måske særligt de unge - kunne ønske at vide noget mere om alle de opgaver, Modstandsbevægelsen havde at udføre i Silkeborg, og jeg vil gerne fortælle lidt herom. Mange har gjort en stor indsats, og det vil blive umuligt at nævne alle.
Illegal presse
Den første spire til den voksende modstand mod den tyske værnemagt kom relativt hurtigt, da den danske presse jo havde fået mundkurv på, og tyskerne censurerede alt.
Et stadigt stigende antal illegale, duplikerede blade spredtes ud over landet. Jeg kan lige nævne "Frit Danmark", "Hjemmefronten", "Danskeren", "Land og Folk", "Ringen" o.s.v., dog ikke at forglemme "Information", som var besættelsestidens illegale Ritzaus Bureau, der bragte forbudte nyheder fra ind- og udland. Nyhedsformidlingen skete også gennem gensidig udveksling af blade landet over.
Her i Silkeborg startede vi med "Frit Danmark". Det var overlærer Poul Nord og Carl Nielsen, der først tog initiativet hertil. Duplikatorerne var i regelmæssig brug, men under højst besværlige forhold. Trykningen måtte skiftevis foregå i kældre og loftsværelser, i lejligheder og lejede værelser. Man forstår, at det var en besværlig og farlig opgave at flytte rundt med det illegale materiale.
Den primære risiko ved denne virksomhed var selvsagt trykningen af bladet, dersom tyskerne fandt frem til ophavsmændene. Dog slap vi for tyskernes besøg her.
Den mere sekundære risiko var at få brevene med den illegale tryksag afsendt. De blev bragt bort i mapper, og nedlagt i forskellige postkasser rundt i byen.
Sabotagen mod tyskernes telefonledninger begyndte omkring 1941, ligeledes mod værnemagtens halm- og fouragelager.
Der var rejst en stor flagstang på Torvet med Værnemagtens krigsflag. Flaglinen blev klippet over en dag, og tyskerne blev helt hysteriske over det. Disse sabotager var Silkeborgensernes direkte reaktion mod den tyske besættelsesmagt inden modstandsbevægelsen var en realitet.
Silkeborg - Region II
Der gik et par år, inden den første radiokontakt mellem det besatte Danmark og England blev oprettet. Det var i april 1942, og da Christmas Møller brød med den danske regering og 14. maj 1942 tog til London og blev formand for Det Danske Råd, udbyggedes kontakten yderligere med nyhedsformidling og nedkastning af våben og sprængstof, og ikke mindst engelsk uddannede instruktører og ledere.
Landet blev opdelt i 7 regioner. Silkeborg hørte under Region II, hvor general Bennike - kaldet onkel - var chef. Regionerne var underlagt Danmarks Frihedsråd.
Byledelsen blev oprettet for at organisere en modstandsbevægelse, og Silkeborg dækkede et område med en radius på ca. 20-25 km., og vi havde flere opgaver end mange andre byer. Dels var området velegnet for nedkastning, og dels af strategiske grunde. Senere kom tyskernes militære hovedkvarter på Silkeborg Bad til.
M-grupper (militærgrupper)
Een af de første opgaver var at oprette M-grupper (militærgrupper), der skulle være grundstammen i en partisankrig. De blev oprettet på den måde, at man henvendte sig til en person, som man vidste, var en god, dansk mand, og anmodede ham om at danne en gruppe på yderligere 4 mand. Af sikkerhedsmæssige grunde kendte bylederen kun gruppelederne.
Gruppen skulle således bestå af 5 mand, og 5 grupper på hver 5 mand skulle udgøre en deling på 25 mand. Yderligere bestod 1 kompagni af 8x25 = 200 mand.
Instruktioner blev stadig forelagt gruppelederne, men ofte blev de lidt utålmodige, da vi jo manglede våben og instruktører i lang tid, og dels kunne man af sikkerhedsmæssige grunde ikke udlevere våben.
Lokalkomité og byledelse
Foranlediget af Danmarks Frihedsråd blev der oprettet en lokalkomité, ledet af Børge Jacobsen m.fl., der havde civile opgaver at udføre, såsom at sikre sig, at Hipoer-Schalburgfolk-Nazister og værnemagten m.v. efter krigen skulle redegøre for deres handlinger - derfor arrestationerne.
Lokalkomitéen og byledelsen have et intimt samarbejde. Byledelsen havde også den opgave at sørge for nogenlunde sikre pladser indenfor området, hvor nedkastning af våben og sprængstoffer kunne finde sted.
Nedkastning af våben og sprængstoffer
Nedkastningen begyndte hen på sommeren 1943 og skete i reglen på 4 forskellige pladser. Nedkastningsgrupperne der modtog godset, var på ca. 20-30 mand, og underlagt den navnkundige Toldstrup.
Når vi modtog kodemeldinger over BBC. kl. 19, vidste vi, når koden gjaldt os, at der kom fly med gods. Dette skete i reglen mellem kl. 12 og 2 om natten. Mandskabet var på pladsen ca. 1 time før, og markerede stedet ved hjælper stærke lommelygter, i reglen 4-8, hvor containerne skulle kastes. Tømningen skete hurtigt, og godset blev på lastbiler, hvor flinke vognmænd vovede pelsen, kørt til vore depoter, for dagen efter at blive videresendt som maskingods til andre egne af landet. Containerne og faldskærmene blev omgående gravet ned.
Depot i Hårup
Vi havde et udmærket depot hos gdr. Tang Poulsen, Hårup. En dag, vi havde 3-4 mand derude for at nedpakke gods til videreforsendelse - det skete i laden - kom tyskerne på inspektion og ville undersøge alt. Det var lidt en lidt kølig forårsdag, men konen havde omløb hovedet og fortalte tyskerne, at de jo ikke havde noget på sådan en lille gård. Hun inviterede tyskerne på kaffe og bagværk, og det måtte de kapitulere overfor.
Det var et spændende kvarter for vore folk, der lå med spændte haner på maskinpistolerne i halmen. Tyskerne glemte gudskelov en yderligere inspektion og forsvandt efter kaffepausen.
Uheld med faldskærme i træerne
Engang havde vi et uheld på en af nedkastningspladserne. Det begyndte at blæse om natten, så faldskærmene blæste over i træerne, der var i nærheden. Vore folk fik heldigvis containerne klippet af og bragt i sikkerhed, men faldskærmene kunne ikke fjernes straks og hang farvestrålende i gule, blå, røde og hvide farver - en 15-16 stykker - i træerne til næste formiddag. Heldigvis uden at tyskerne opdagede det.
I skovene fik vi ligeledes oprettet adskillige depoter, og skovrider Schoubye fandt sikre skjulesteder der til os. Vi havde i øvrigt mange forstfolk i grupperne.
S-grupper (Sabotagegrupper)
Een af de meget vigtige grupper under besættelsen var S-grupperne (Sabotagegrupperne). Jernbanesabotagen her kom dog først rigtig i gang hen på efteråret 1943. Vi havde 3 grupper på hver 6-10 mand - Østgruppen, Vestgruppen og Jernbanegruppen.
Når BBC kl. 19 kom med en særmelding, der kunne lyde: Vi bringer en hilsen til Hans, Karen, Oluf o.s.v., - der kunne være helt op til 30 navne - var det en kombination af disse navne, der dannede en kode, der kunne gælde os, og det betød sprængning af banelegemet.
Når meldingen gjaldt os, blev der så igen afgivet en ny kode, enten pr. telefon eller kurer, til een af de nævnte grupper, at banen skulle sprænges. Det skete med et sprængstof, benævnt P2, og en tidsindstillet blyant med syre.
Sprængning 1/2 time før aftalt
Engang skete sprængningen 1/2 time før aftalt. Jeg var cyklende på vej til Svejbæk for at overnatte hos nogle venner, hvilket ofte skete. Pludselig begyndte sprængning af banelegemet, og skinnestumper og jord m.v. fløj rundt.
Et par tyske vagter kom farende og forlangte papirer og afhørte mig. Jeg gjorde dem begribelig, at jeg var ganske uskyldig i sprængningen og forbandede den sabotage, der forsinkede bl.a. mig, da jeg skulle benytte banen næste dag, hvilket ikke var sandt.
Jeg anbefalede tyskerne at søge efter de forbandede sabotører, som jeg vidste var i god sikkerhed, og tyskerne for rundt på banelinjen, mens jeg gudskelov kunne køre videre, skønt det var mig, der havde forvoldt affæren.
Jeg erindrer også, at vi et par gange har måttet afvæbne tyske vagter under påkrævede sabotager. Disse var nødvendige for at sinke de tyske transporter, hvoraf mange gik til Norge.
Et par gange måtte vi lave en større sprængning mellem Lysbro og Kjellerup, hvor et tog med flere vogne blev væltet og forsinkede toggangen i lang tid. Også på jernbaneterrænet blev der øvet sabotage på forskelligt materiel, lokomotiver, tankvogne, vandtårnet m.v.
Vi fik mange gode oplysninger i grupperne der.
Sabotagen i 1945 mod DAB var en direkte ordre fra England. Eksperter fra det flyvende korps udførte aktionen delvis ved hjælp af vore folk, men det kostede desværre 4 af vore tapre sabotører livet. Over 60 mand, specielt nedkastningsfolk, måtte gå under jorden, enkelte til Sverige. Nedkastningen måtte desværre indstilles i over en måned.
Jeg kan fortælle en lille tragikomisk begivenhed: Vi havde 2 mand fra S-gruppen, der skulle ud på en bestemt opgave, hvorfor de var bevæbnede. De kørte på cykel efter hinanden i et område, hvor der var mange tyskere. Pludselig hørte de et kraftigt knald, som når en pistol blev skudt af. Den første af de to mand sprang af cyklen og trak sin pistol, men opdagede til sin lettelse, at det var makkerens cykeldæk, der var eksploderet. Opgaven blev trods alt fuldført.
Næste dag blev de beordret til at gå ind til en herværende cykelhandler og skaffe nye dæk, hvilket jo var vanskeligt, men da han var modvillig viste de ham pistolen og forklarede ham årsagen. Han blev straks mere forhandlingsvenlig, og de betalte dækket og sagde tak.
Efter folkestrejken 29. august 1943 og tyskernes aktion mod det danske politi 19. september 1944, øgedes sabotagen i stedse større omfang, og samtidig risikoen for vort arbejde.
L-grupper (Likvidationsgrupper)
Den fjende, der for os var værre end tyskerne, var stikkerne, der ofte for en ussel betaling angav sine landsmænd. Vi havde L-grupper (Likvidationsgrupper) - et flyvende korps, der skulle påtage sig denne kedelige opgave. Jeg tør roligt sige, at hvert eneste tilfælde blev så nøje undersøgt, at fejltagelser næppe har fundet sted her. En stikker kunne meget vel foranledige måske 50 gode danskeres deportation eller død, derfor var disse aktioner nødvendige.
Som gengældelse øvede tyskerne og deres håndlangere Schalburgtage mange steder, hvoraf skal nævnes Silkeborg Roklub i 1944 og Silkeborg Håndværkerforening i 1945, samt fler forretninger m.v. og Kaj Munks mord i 1944.
Af sikkerhedsmæssige grunde var det nødvendigt for os at fjerne folkeregistrets kartotekskort. Det skete ved en bevæbnet aktion med 8 mand, der i ligeså mange sække nedlagde kartotekskortene og bragte dem i sikkerhed. De blev efter kapitulationen tilbageleveret myndighederne.
F-grupper (Forsinkelsesgrupper)
I foråret 1945 blev der oprettet såkaldte F-grupper (Forsinkelsesgrupper). De var ubevæbnede, men beregnet på at forsinke tyskerne under visse forhold. Opgaverne var bl.a. at sætte Tyrebrush (små landminer i størrelse som en skotøjsæske) under dækkene på biler, så de sprængtes, komme sukker i benzinen, vælte telefon og elmaster, lave vejspærringer m.v. Disse ca. 2-300 mand kom dog ikke i aktion med nævnte opgaver, men overførtes ved kapitulationen til M-grupperne.
Forholdene for modstandsbevægelsen blev efterhånden så vanskelige, at det undertiden var nødvendigt at sende nogle af vore folk til Sverige. Det skete over København, Dragør, Gilleleje, Snekkersten i større robåde og fiskekuttere, og senere i begyndelsen af 1945 havde vi selv kontakt med østjyske havne, bl.a. Grenå, hvorfra transporten foregik med fiskekuttere.
Byledelsen var i de sidste måneder blevet forstærket med endnu et par mand, nemlig afdøde boghandler Anker Mogensen som 1. souschef og afdøde seminarieforstander Herluf Jensen som 2. souschef. Endvidere havde vi i adskillige måneder kaptajnløjtnant Sylvain Lund boende her til hjælp med de militære opgaver.
Omkring 1. maj 1945 kunne man se, at en tysk kapitulation måtte være forestående, og vi havde gennem Region II fået en masse instrukser og koder, der angav retningslinjer for, hvad vi skulle foretage os i tilfælde af tyskernes kapitulation - om de forlad landet i nogenlunde ro og orden eller de ville gå amok og plyndre o.s.v.
Vi havde 15-20 biler og en halv snes motorcykler til disposition. Benzin var en mangelvare, og vi havde med magt, men mod betaling, skaffet os nogle tromler fra et herværende depot, da det var en nødvendighed for os. Der blev givet ordre til alle delingsførere og kontaktfolk om at sove for åben dør, således at ordonnanserne på ethvert tidspunkt kunne komme til dem med meldinger.
Den 2. 3. og 4. maj var byledelsen praktisk talt samler døgnet rundt med tilrettelæggelse af alt efter de foreliggende muligheder. Aflytning af fire radioer - England, Tyskland, Sverige og Danmark - skete også uafbrudt. Natten mellem 3. og 4. maj blev vi enige om at sætte hovedkvarteret i alarmberedskab. Sabotagegrupperne blev indkaldt med våben, og 15-20 vagtposter med skarpladte maskinpistoler blev posteret rundt om huset for at sikre mod eventuel tysk overrumpling.
Den 4. maj kom vor våbenmester, Carl Nielsen, med armbind, som vi fik udleveret i sidste øjeblik. I løbet af aftenen mødte ca. 60-70 mand til tjeneste, og så kom endelig frihedsbudskabet, som vi lige har hørt gentaget på Torvet.
Ingen af os, der hørte det, vil nogensinde glemme det øjeblik. Det var alligevel så helt ufatteligt, at de onde år nu var ovre, og vi faktisk var sluppet så billigt. Vi lykønskede hinanden ved et glas vin, var en lille tur i byen, hvor jubelen var endeløs med lys i vinduerne efter 5 års mørklægning. Men vi måtte tilbage til arbejdet igen, og så kom den tid, hvor et par timers søvn i døgnet var højdepunktet.
Efter at have været i kontakt med Region II 5. maj om morgenen, begyndte arbejdet på helt legal vis med at kontakte myndighederne - kommunen og politiet. Vi fik en del uniformerede politibetjente til at hjælpe os, og vore samlede styrker var efterhånden 7-800 mand. Vi måtte sætte bevæbnede vagter på værkerne for lys, gas og vand og ligeledes ved alle indfaldsveje for kontrol. Arrestationerne påbegyndtes, og senere forhandlinger med tyskerne om mange forskellige ting, herunder forplejning af værnemagten samt flygtningene.
Samtlige kuranstalter, skolernes gymnastiksale og næsten hvert større lokale havde tyskerne beslaglagt, og dem måtte vi jo efterhånden have rømmet.
Jeg husker, at tyskerne ofte simulerede for at blive her i landet længst muligt. Der var indrettet militærlazaret på daværende Junkers Institut, nu Gudenå Kurbad. Det var belagt med ca. 150 mand, og vi fik kredslægen til sammen med en tysk læge at bedømme, hvem man forsvarligt kunne hjemsende. Det vist sig, at over halvdelen kunne proppes i et ekstratog, som vi rekvirerede og sendte med en stor madpakke til hver til grænsen. I toget var desuden et par sygehjælpere. Vi havde et farligt vrøvl ved grænsen, hvor man var lige så modvillig ved at modtage dette ekstratog, som vi her var lykkelige for at slippe af med dem, men vi måtte jo rydde op.
Hovedkvarteret blev senere flyttet til Aldersrovej, og der skete jo mangt og meget efter befrielsen. Den 12. maj havde vi besøg af Ørkenrotterne - 120 engelske soldater under ledelse af major Fisher, og der var endeløs jubel i Silkeborg ved deres ankomst.
General Lindemann underskrev kapitulationsdokumenterne til major Fisher hen på sommeren.
De danske soldater under ledelsse af kaptajn Andersen ankom i juli måned til stor lettelse for ps i arbejdet. Indimellem fandt oprydning af skoler og kuranstalter sted med Silkeborg Bad, som det største. Ved forskellige razziaer fandt vi hos tyskerne mange tusinde kroner, som de ville have taget med hjem. Mange modstandsfolk ønskede efterhånden ret naturligt at fritages for tjeneste, skønt de fik en tilsvarende aflønning i modstandsbevægelsen som i det normale liv, og det skete også successivt, men først den 2. august var det muligt ved en afskedsparade på Stadion, at Hovedkvarterets flag, fremstillet af faldskærmstof, blev strøget for sidste gang, og derefter overgivet til Silkeborg By. Det blev herefter ophængt i byrådssalen.
Byledelsen fungerede dog til ca. 15. oktober, da der stadig var en del forhold at bistå ved.
Den vilje til forsvar for vort land blev videreført i Hjemmeværnet - et barn af modstandsbevægelsen. Hjemmeværnet er gået ind for betydelige militære opgaver og er parat til at kæmpe for vor frihed. Der var mange modstandsfolk i Hjemmeværnet.
Bedre end nogensinde tidligere er vi med moderne våben og krigsmateriel rede til at forsvare vort land mod et fjendtligt overgreb. Lad os håbe, at det aldrig må ske.
