Forskel mellem versioner af "Hans Simon Sørensen"

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
(Begyndelsen)
Linje 2: Linje 2:
 
Gift 1863 med Bodil Cathrine Sørensen (f. Schmidt), 1835 - 1909 fra Varde.
 
Gift 1863 med Bodil Cathrine Sørensen (f. Schmidt), 1835 - 1909 fra Varde.
 
==Begyndelsen==
 
==Begyndelsen==
[[Billede:bodil.JPG|thumb|270px|Bodil Cathrine Sørensen, f. Scmidt]]
+
[[Billede:kontrakt.JPG|thumb|270px|Kontrakten mellem Listoe og Sørensen]]
 
[[Billede:soerensenung.PNG|thumb|270px|Hans Simon Sørensen]]
 
[[Billede:soerensenung.PNG|thumb|270px|Hans Simon Sørensen]]
  
Linje 14: Linje 14:
  
 
I sin bog, Fra Provinsen, beskriver [[Elfride Fibiger]], som lærte den unge redaktør og hans kone at kende kort efter deres ankomst til Silkeborg, Sørensen som en mand, der er i besiddelse af en veludviklet iagttagelsesevne og en deraf følgende påpasselighed, for "Det kan nemlig ikke nægtes, at han forstod at sikre sig sit blads beståen ved hjælp af alle tilladelige midler." (s.123)
 
I sin bog, Fra Provinsen, beskriver [[Elfride Fibiger]], som lærte den unge redaktør og hans kone at kende kort efter deres ankomst til Silkeborg, Sørensen som en mand, der er i besiddelse af en veludviklet iagttagelsesevne og en deraf følgende påpasselighed, for "Det kan nemlig ikke nægtes, at han forstod at sikre sig sit blads beståen ved hjælp af alle tilladelige midler." (s.123)
 +
[[Billede:bodil.JPG|thumb|270px|Bodil Cathrine Sørensen, f. Scmidt]]
 +
  
 
I forbindelse med grundloven af 1849, hvor den danske befolkning fik indflydelse på landets lovgivning, var der opstået en sammenslutning, der kaldte sig Bondestandens Venner. Virkeligheden var nemlig, at det kun var en overordentlig lille del af befolkningen – nemlig dem, der havde væsentlige formuer, jordbesiddelser, etc. - der havde nogensomhelst form for indflydelse. Almindelige bønder og håndværkere var ikke repræsenteret, hvilket naturligt nok medførte en del utilfredshed. Og det var disse Bondevenner (som senere førte til dannelsen af partiet Venstre) og deres tanker, H. S. Sørensen gav sin opbakning med sin velskrivende, men også af og til temmelig spidse pen.
 
I forbindelse med grundloven af 1849, hvor den danske befolkning fik indflydelse på landets lovgivning, var der opstået en sammenslutning, der kaldte sig Bondestandens Venner. Virkeligheden var nemlig, at det kun var en overordentlig lille del af befolkningen – nemlig dem, der havde væsentlige formuer, jordbesiddelser, etc. - der havde nogensomhelst form for indflydelse. Almindelige bønder og håndværkere var ikke repræsenteret, hvilket naturligt nok medførte en del utilfredshed. Og det var disse Bondevenner (som senere førte til dannelsen af partiet Venstre) og deres tanker, H. S. Sørensen gav sin opbakning med sin velskrivende, men også af og til temmelig spidse pen.

Versionen fra 27. mar 2019, 14:13

Hans Simon Sørensen, 7/1 1838 – 30/7 1902, bogtrykker, redaktør og ejer af Silkeborg Avis. Gift 1863 med Bodil Cathrine Sørensen (f. Schmidt), 1835 - 1909 fra Varde.

Begyndelsen

Kontrakten mellem Listoe og Sørensen
Hans Simon Sørensen

Hans Simon Sørensen kom til verden i Odense som et af Hans Sørensens og dennes hustru Ane Sofie Frederiksens mange børn. I kirkebøgerne opgives faderens erhverv som hhv. værtshusholder ved Hans Simons dåb og støberiarbejder ved hans begravelse, men sikkert er det, at parret langt fra var formuende. Efter sin konfirmation kom H. S. Sørensen i bogtrykkerlære i Næstved og var åbenbart en lærevillig ung mand. I hans nekrolog kan man læse: ”Begavet, flittig og energisk, som han var, blev han ikke alene en ualmindelig flink typograf, men erhvervede sig i sin fritid en grundig fond af kundskaber.” Som tyve-årig kom han til Varde og blev bestyrer af Ribe Amtstidendes bogtrykkkeri og allerede som fireogtyveårig købte han Silkeborg bogtrykkeri og avis af bogtrykker F. C. E. Listoe, som ikke havde kunnet få det til at løbe rundt. Prisen for trykkeri og avis var 800 Rigsdaler (ifølge div. internetsider, til omregning af penges værdi, giver det ikke helt mening at sammenligne købekraft, etc., fordi mange andre elementer igennem tiden spiller ind, men man kan få en forestilling om summens størrelse, når man ved, at en daglejer, som vel fik datidens mindsteløn, havde en dagløn på 1,10 - 1,20 Rd. på det tidspunkt). Betalingen fordelte sig således, at de første 500 Rd. skulle betales straks ved kontraktens indgåelse og de sidste 300 Rd. senest 8 dage efter, at Sørensen havde fået tilladelse til at drive bogtrykkeri. Indtil da skulle trykkeriet drives videre i Listoes navn men for Sørensens egen regning og risiko, hvorimod avisen med det samme ville få anført Sørensen som ansvarlig redaktør og udgiver.

Redaktøren

Hans Simon Sørensen begyndte som redaktør og udgiver af avisen d. 1. april 1862 og lod fra starten forstå, at hvor Silkeborg Avis tidligere – ligesom de fleste andre småaviser rundt omkring i landet på den tid – blot havde videreformidlet korte nyheder fra ind- og udland, som den enten havde modtaget med post eller havde kopieret fra hovedstadsaviserne, så var den nu en avis, der også havde tænkt sig at mene noget.

I sin bog, Fra Provinsen, beskriver Elfride Fibiger, som lærte den unge redaktør og hans kone at kende kort efter deres ankomst til Silkeborg, Sørensen som en mand, der er i besiddelse af en veludviklet iagttagelsesevne og en deraf følgende påpasselighed, for "Det kan nemlig ikke nægtes, at han forstod at sikre sig sit blads beståen ved hjælp af alle tilladelige midler." (s.123)

Bodil Cathrine Sørensen, f. Scmidt


I forbindelse med grundloven af 1849, hvor den danske befolkning fik indflydelse på landets lovgivning, var der opstået en sammenslutning, der kaldte sig Bondestandens Venner. Virkeligheden var nemlig, at det kun var en overordentlig lille del af befolkningen – nemlig dem, der havde væsentlige formuer, jordbesiddelser, etc. - der havde nogensomhelst form for indflydelse. Almindelige bønder og håndværkere var ikke repræsenteret, hvilket naturligt nok medførte en del utilfredshed. Og det var disse Bondevenner (som senere førte til dannelsen af partiet Venstre) og deres tanker, H. S. Sørensen gav sin opbakning med sin velskrivende, men også af og til temmelig spidse pen.

Allerede fra første færd erklærede Sørensen, at Silkeborg Avis skulle være et ”folkeligt oppositionsblad, der kæmpede for et Danmark til Ejderen og et skandinavisk forbund” og som bekæmpede ministeriet Hall, som efter Sørensens og Bondevennernes mening var for konservativt og langsomt arbejdende, når det drejede sig om at styrke almindelige borgeres indflydelse på lovgivningen. Og det gav i første omgang øretæver: Da Sørensen overtog avisen havde den siger og skriver 125 abonnenter og da en glødende Halltilhænger, som var fortørnet over Sørensens skriverier, iværksatte en kampagne, hvor han personligt opsøgte disse abonnenter med henblik på at få dem til at opsige abonnementet, faldt tallet til 65. Avisens nye linje vandt dog hurtigt tilhængere og oplaget steg støt og roligt.

Sørensens pen var, som sagt, ikke kun velskrivende men også særdeles spids indimellem. I artiklen Krigen i 1864 – oplevet gennem Silkeborg Avis, som er en samling af avisens nyheder fra dette år, kan man læse mange underfundige og sarkastiske kommentarer fra den da kun 26 årige redaktørs hånd.

Skribenten

Sørensen og Silkeborg Avis var klare tilhængere af partiet Venstre, og da konseilspræsident Estrup, som var Højre-mand, i forbindelse med striden om magtforholdet mellem det Venstre-dominerede Folketing og det Højre-dominerede Landsting sendte Folketinget 'hjem' og derefter regerede ved udstedelsen af provisoriske (midlertidige) love, blev han og avisen igen meget skarpe i tonen:

”Vil kongemagten ikke hjælpe folket af med det forhadte regimente, skal folket vide selv at ryste dette regimente af sig. Vor forfatning er intet værgeløst lam. Den ejer våben, som skal bryde reaktionens modstand. Og skulle reaktionen gå højforrædderens oprørsgang udover forfatningens grænser, så skal den finde os som lovens vagt, væbnede med de våben for hvilke revolutionen må vige.”

Således blev Sørensen og avisen også en drivende kraft i den lokale modstand mod provisoriet, og da en lokal oppositionsforening – Demokratisk Forening – blev dannet, blev Hans Simon Sørensen ganske naturligt dens første formand

Men også i lokale og nogle gange næsten private anliggender gav han ofte sit besyv med.

I Silkeborgs unge år brugtes avisens avertissementer (dvs. annoncer og private meddelelser, som læserne kunne betale for at få optaget i avisen) som forum for allehånde diskussioner, anklager og beskyldninger mand og mand imellem, næsten som man kan opleve det på facebook i dag og redaktøren holdt sig ikke tilbage. Som et af mange eksempler kan dette tjene: Birkedommer Georg Vilhelm Louis Drechsel, som af mange borgere blev anset for at være et noget stivnakket magtmenneske, blev bl.a. afkrævet svar på nogle anklager om uredelighed og manglende rettidig omhu i en forening, hvor han var forretningsfører, som havde kostet foreningen en del penge. Da Drechsel undlod at replicere i avisen, bebrejdede man ham også dette og det fik ham til at svare, at da han ikke mente, at han skulle betale for avertissementerne af egen lomme, havde han henvendt sig til redaktør Sørensen og bedt om, at svar kunne optages i avisen uden beregning. Næste dag bragte avisen en indrammet kommentar fra redaktøren, hvori han tydeligt gjorde klart, at Drechsel på ingen måde havde henvendt sig til ham i den sammenhæng, så den usandhed skulle han ikke dække sig ind under.

I det hele taget havde Sørensen og Drechsel mange og mangeartede konflikter med hinanden over årene: I 1879 behandlede byrådet en sag om ”uoverensstemmelse mellem birkedommer Drechsel og redaktør H. S. Sørensen om "den rette indkaldelse til møder, om behandlingen af specificerede enkeltsager, om birkedommerens chikane over for avisen (…) og meget mere.” Senere foranledigede Drechsel på et andet byrådsmøde at Sørensen fik en bøde på 20 kr. for at have ladet Riffelskytteforeningen marchere over Torvet under musikledsagelse midt i kirketiden.

Det var dog også for en stor del Sørensens fortjeneste, at byrådets møder blev åbne, blandt andet således at avisen havde mulighed for at referere fra møderne.

Redaktør Sørensen og birkedommer Drechsel var i øvrigt naboer på Vestergade i henved 20 år …

Også i egentlige artikler og referater fra møder eller af taler, dukkede Sørensen af og til frem i egen person med spydige kommentarer mod bladets politiske modstandere. Der er sågar eksempler (som denne artikels forfatter i hvert fald aldrig har set i andre aviser) på, at redaktøren direkte har indsat fodnoter a la ”* det er simpelthen usandt at ...”

Om den unge mand købte en avis, fordi han havde noget på hjerte eller om han havde noget på hjerte, fordi han havde købt en avis, er ikke til at vide, men han kom under alle omstændigheder ud med det.

Lokalolitikeren

Det var dog ikke ord det hele; Sørensen var også et ualmindeligt aktivt menneske, når det kom til det virkelige politiske liv.

I 1881 stillede han op som moderat venstremand i Skanderborgkredsen som kandidat til Landstinget, men trods god opbakning fra Silkeborg blev han ikke valgt og han vendte sig derefter mod lokalpolitikken.

Han var i 15 år medlem af Silkeborg kommunalbestyrelse og Fattig- og Skolekommisionen, hvor han bl. a. var stærkt medvirkende til at antallet af børn i Borgerskolens klasser blev nedsat fra 50 til 30 og at der blev oprettet en realskole, hvor dygtige børn af fattige forældre kunne tage præliminæreksamen uden at det skulle koste dem noget.

H. S. Sørensen var blandt andet medstifter, bestyrelsesmedlem og/eller formand for Hedeselskabets afdeling for Silkeborg og omegn, Silkeborg og Lysgaard-Hids Herreds Landboforening, Jysk Husmandsforening, Silkeborg Bank, Silkeborg og Omegns Riffelskytteforening og Plantningsforeningen for Silkeborg og Omegn.

Derudover arbejdede han ivrigt for gennemførelsen af diverse togforbindelser, som ville bringe Silkeborg i lidt tættere kontakt med omverdenen, ligesom han var en stærk drivkraft bag Grundlovsfesterne og mindestøtten for Frederik d. 7. på Himmelbjerget og ikke mindst statuen af Michael Drewsen og dens placering på Torvet.

Legaterne

I forbindelse med Hans Simon Sørensens 30års jubilæum som redaktør og avisejer oprettede han nogle gaver og legater, som skulle komme forskellige af byens mindrebemidlede til gavn, bl.a. Silkeborg Asyl og Velgørenhedsselskabet til understøttelse for ”værdige og trængende i alderen mellem 50 og 60 år for at hindre dem i at søge hjælp hos fattigvæsenet hvorved de mister retten til alderdomsunderstøttelse.” Også til arbejdere i hans bog- og avistrykkeri blev der afsat en sum, men da han ikke mente, at nogle af disse arbejdere ville få brug for særlig hjælp, kunne denne sum formodentlig stå og trække renter nogle år.

"Den Gamle Redaktør"

I 1891 overtog den ældste søn Sophus Sørensen – som siden 1884 havde været redaktionssekretær - redaktørposten, da sukkersyge gjorde, at Hans Simon Sørensen var nødt til at trække sig fra den daglige ledelse af avisen.

Eftermælet

I diverse nekrologer i forbindelse med sin død, omtales redaktør Sørensen blandt meget andet som en "fremsynet forkæmper i folkeoplysningens og andre gode kræfters tjeneste", som en mand, der respekterede sine politiske modstandere og ved sit virke havde vundet sig mange trofaste venner og som en mand, der ikke bare skrev, men også talte, blændende. Men han blev også beskrevet som en mand, der ”vel har haft mange imod sig og selv været hård og bestemt.”

Kilder

Silkeborg Avis

Silkeborg Folkeblad

Elfride Fibiger: Fra Provinsen

Keld Dalsgaard Nielsen, m.fl.: Silkeborg 1846 - 1996