H. C. Zeltner

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Hans Christian Zeltner (1826-1889) blev født i København som søn af møller og lysestøber Hans David Zeltner og Rosine Dorthea Cramer. Han blev gift 17. april 1857 i Horsens med Marie Kirstine Stallknecht.

Efter at have været i murerlære gik han på Kunstakademiets Arkitektskole i perioden 1843-49. Fra 1852 var han medarbejder hos arkitekten Frederik Ferdinand Friis, hvor han bl.a. fungerede som konduktør på byggeriet af Horsens Statsfængsel.

Fra 1853-54 fungerede han som bestyrer af Silkeborg Jernstøberi, som var ejet af hans svigerfar, Ulrich Stallknecht, og blev i 1858 eneejer af virksomheden. Ved Zeltners død i 1889 overtog familien Silkeborg Jernstøberi, men videresolgte det allerede i 1892 til H. Dons Blædel og H. A. Schneekloth. Firmaet fik nu navnet Silkeborg Jernstøberi og Maskinfabrik (Zeltners Efterfølgere).

Foruden Silkeborg Rådhus, præstegården, distriktslægeboligen og Borgerskolen har Zeltner opført rådhusene i Horsens og Skanderborg. Han komponerede sine bygninger med inspiration fra historiske stilarter - gerne nederlandsk renaissance. Hans virke som arkitekt ophørte ret tidligt og ved sin død var han faktisk glemt som sådan.

Fra 1857 var Zeltner medlem af Silkeborg Kommunalbestyrelse og i perioderne 1858-1859 og 1868-1889 var han dens formand. Han må karakteriseres som højremand, selvom der ikke var tale om direkte partipolitik og den politiske debat i Silkeborg på dette tidspunkt var begrænset. I hans tid i kommunalbestyrelsen var der en del kontroverser med birkedommer Drechsel. Det førte til, at Zeltner på hele kommunalbestyrelsens vegne i 1883 direkte anmodede birkedommeren om at trække sig tilbage, da man mente, at V. Drechsels virke en hæmsko for byens videre udvikling. Situationen skyldtes dog snarere borgmesterens personlighed end grundlæggende politiske uoverensstemmelser.

H. C. Zeltner ligger begravet Østre Kirkegård – den gamle kirkegård i Silkeborg.

Værker

  • Horsens Rådhus (1854-55, fredet)
  • Silkeborg Råd-, dom- og arresthus, Torvet 2A (1857, fredet 1978). Opført i 2 etager m. kælder og udnyttet tagetage (Restaureret og udvidet 1923 af L. Bendixen).
  • Skanderborg Rådhus (1859-60)
  • Silkeborg Præstegård, Vestergade 38 (1857-58). Opført i en etage m. kælder og udnyttet tagetage.
  • Distriktslægebolig, Vestergade 43 (1858). Opført i en etage m. kælder og udnyttet tagetage og veranda mod gården, samt sidehus i en etage mod nr. 41.
  • Silkeborg Borgerskole, Markedsgade 1 (1859). Opført i 2 etager m. kælder og udnyttet tagetage v. hj. af Søndergade og Markedsgade. Nedrevet 1943.

Zeltnersvej i Silkeborgs midtby er opkaldt efter H. C. Zeltner.