Gudenaa Fabriker

Gudenaa Fabriker blev grundlagt i 1910 af Bertel Søndergaard, der var uddannet møllebygger. Virksomheden startede som maskinhandel med landsbrugsmaskiner, men udviklede sig under og efter 1. verdenskrig til en decideret fabrik. Årsag: Under krigen var det ikke let at få maskiner at handle med, og hvad gør man så? Man er nødt til selv at producere, og det blev starten.

Produktionshallen, ca. 1948

De første produkter

Noget af det første, der blev fremstillet, var kartoffelkogere til landbruget, så man selv kunne koge foderkartofler til svinene. Produktionen af plæneklippere blev startet i 1934 og den første model af motorplæneklipper var klar i 1936. Den hed Gudenaa Minor.

Den første model af håndklippere var klar i 1935 og hed E20. Den blev fremstillet i tre andre størrelser (E21, E22 og E23), som havde en klippebredde fra 35 cm til 50 cm.

Virklund Maskinfabrik og Gudenaa Fabriker

Fabrikken lå i mange år på Toldbodgade i Silkeborg, men Betel Søndergaard købte gården Kristinedal i Virklund, og her blev der i 1949 først bygget en fabrik kun til plæneklippere, som fik navnet Virklund Maskinfabrik. Det hed den frem til 1973; derefter benyttede man kun navnet Gudenaa Fabriker.

Den resterende produktion af pumper, sprøjter og markvanding blev flyttet til Virklund sidst i 1950'erne. Denne fabrik hed Gudenaa Fabriker (den blev senere købt af ALUSOL, der fremstillede baldakiner og gitre).

Dermed var hele produktionen flyttet til Virklund.

I 1965 var der ca. 60 mand beskæftiget på Virklund Maskinfabrik og ca. 40 mand på Gudenaa Fabriker.

Salget til Norlett

B. Søndergaard døde og fabrikkerne sattes til salg. Det norske selskab Norlett købte fabrikken i 1977. Derefter solgtes der både plæneklippere og Norlett-produkter, så som rotorklippere, havefræsere og belysning. Da Norlett/Gudenaa var på sit højeste, var der ca. 70 ansatte alt ialt. Og der var planer om at bygge en ny fabrik.

Videresalg til Elektrolux

Norlett kom i økonomiske problemer i 1980 og solgte til Elektrolux fra Sverige. Elektrolux havde ikke planer om at fortsætte produktionen af dyre kvalitetsklippere, så på fabrikken meddeltes det at den ville lukke med udgangen af 1981. Der gjordes forsøg på salg til anden side, men uden held.

Tilbage på danske hænder

I januar 1982 kom fabrikken tilbage på danske hænder. Det var de tre forretningsfolk (Peter Neergaard, Alan Nyegaard og Freddy Iuel Brockdorff), der startede produktionen op igen med 6 mand på "gulvet" (John Christiansen, Mogens Rasmussen, Henning Hansen, Søren Sørensen, Jørn Prusse Jensen og Knud Erik Laursen), samt tre funktionærer (Hans Kunø, Otto Andersen og Svend Søndergaard). Allerede samme år afløstes Sv. Søndergaard af Kirsten Hartmann på posten som salgschef, da salget gik trægt.

Køberne af Gudenaa Fabriker kom i problemer, da de investerede i virksomheder der gav underskud. Så i 1989 købte Ginge i Brønderslev Gudenaa, og i 1990 besluttede de at flytte produktionen hjem til fabrikken i Brønderslev.

Der produceres stadig Gudenaa Plæneklippere (her i 2010), men det foregår ikke i Virklund. Den gamle fabrik er fjernet; den sidste rest, der er tilbage, er fyrrummet og skorstenen, der sørger for varme til IDEMØBLER, der nu er på adressen. Man kan godt sige at skorstenen ryger endnu.

Produktionen

Her skal ikke nævnes alle de forskellige modeller, der er fremstillet i tidens løb; men blot gives smagsprøver på, hvor omfattende produktionen var.

Det særlige kendetegn ved en GUDENAA er knivene. Overkniven har 5 knive (de første dog kun 4), der er vredet så meget, at klippevinkelen bliver som på en saks. Der slibes skær og frigang på både under- og overkniv, så den klipper græsset og ikke "slår" græsset. Klipperne er lavet, så de er lette at reparere. Man sagde: "Køb en GUDENAA, det vil dine børn sætte pris på, for de skal arve den".

Håndklipperne

De første klippere blev fremstillet i støbejern med træskaft; dog ikke knivene, som var af specialstål. Senere fik støbejernshjulene en gummiring, det var ca. 1960. I 1967 indførtes aluminiumssideskjolde og plastikhjul (abs), og træskafterne afløstes af stålskafter. Det var i 1950'erne.

Der blev fremstillet 13 forskellige modeller i støbejern, med en klippebredde fra 26 cm til 50 cm. Fra 1967 og frem til 1990, blev der fremstillet seks forskellige modeller i aluminium, med en klippebredde fra 33 cm til 40 cm. Den sidste model var GU400. Den blev også eksporteret til USA under navnet TRUE CUT. GU400 produceres stadig af Ginge . Endelig blev der udviklet en lille el-klipper, men den blev dog markedsført som en GINGE.

Motorklipperne

Motorklipperne har samme historie som håndklipperne med hensyn til udvikling fra støbejern til aluminium, dog vedblev en enkelt maskine, nemlig S54, at blive fremstillet i støbejern, samt knivbjælken til L45; men det var af hensyn til kvaliteten. Man prøvede en kort periode at fremstille knivbjælken i stål, men den kunne bøje,så derfor gik man tilbage til støbejern. De helt store motorklippere havde sideskjolde af stålplade.

Motoren:

Det skal nævnes, at Gudenaa også fremstillede sin egen motor. Det var en 2-takts motor, der blev kaldt GUDENAA. Den blev lavet i syv forskellige størrelser, de to første, nemlig F20 og F30, er der ikke bevaret data på; men de fem sidste, hvor den mindste hed A10 og den største hed A50/51, er der data på. Den blev produceret frem til først i 1950'erne og blev afløst af en JAP-motor, som igen blev afløst af den kendte Briggs & Stratton. En enkelt sæson- omkring 1966-1967 - brugtes en Aspera motor fra Italien - det var noget "møj"; men årsagen var, at motorerne fra USA var sneet inde, og så stod man uden motorer til en ny sæson. Det var en "katastrofe".

Der blev fremstillet ca. 35 forskellige motorklippere med en klippebredde fra 42 cm til 90 cm, dertil kommer mange kombinationer med motorklipper og efterhængte klippere.

Næsten alle de store klippere, så som G17, havde forladsaksel så overkniv og fremtræk var uafhængig, det vil sige at overkniven kunne udkobles, mens maskinen kørte. Alle de små motorklippere blev trukket af overkniven, det vil sige at motoren trak overkniven, som så trak hjulene ved hjælp af pahl og drev (lige modsat af håndklipperne, hvor hjulene trækker overkniven ved hjælp af pahl og drev). En del af klipperne var med trumle og ikke bagrulle, som eksempel kan nævnes G17, som med trumle vejede 350 kg. Der blev fremstillet to modeller af el-motorklippere, nemlig L45-el og A45-el (A45-el var med tromle). Det var i 1971.

For at illustrere B .Søndergaards krav til kvalitet skal nævnes, at der blev fremstillet en rotorklipper N2 med aluminiumsskjold fra 1957 til 1959; men da klippekvaliteten ikke var god nok, blev produktionen af denne model stoppet. Han tænkte ikke på, hvad kunderne ønskede. Han ville ikke levere en klipper, der gav et dårligt klipperesultat. Havde han ikke været så stædig og enerådig, kunne det være, at det var GUDENAA, der havde købt GINGE.

Heste-, traktor- og hydraulikklipperne

De fleste af de såkaldte bugserede klippere var i støbejern, hvilket betyder, at sideskjolde og knivbjælke for underkniv var støbte.

Den første hestetrukne klipper, en B8, lignede en sulky til travløb; kusken sad bare på en plæneklipper i stedet for på en tohjulet vogn.

Der blev produceret fire modeller af klippere til bugsering af hest eller traktor; men der var ca. 40 kombinationsmuligheder, og største klippebrede var 675 cm med en T19, som var ni stk. T80 klippere blev spændt sammen via et træksystem. Den af de store klippere, der blev solgt flest af, og produceret i længst tid var B80. I 1966 var det et styktal på 500 pr. år, og i 1984 var styktallet på 200 pr. år.

Hydraulikklippere blev der også produceret. Den første prototype hed APOLLO5 og var fra 1969. Der blev gjort et nyt forsøg i 1972 med en HYDROMAT med tre klippeenheder. Det var en kolos med folkevognsmotor og en olietank på 200 l. Der var problemer med at holde olien kold.

Det var først efter at NORLETT kom ind i billedet i 1979, at det tog fart. Der blev fremstillet to modeller, én med en klippebreddepå 60 cm og én på 80 cm. Også her blev der lavet mange varianter for de forskellige traktortyper. Den største var en U580, med en klippebredde på 360cm.

Lidt produktionstal:

Da det gik bedst, blev der produceret 20.000 stk håndklippere, 7.900 stk motorklippere og 650 stk efterhængte klippere pr. år. Det er nok omkring 1.000.000 plæneklippere, der blev produceret i Virklund i tidens løb. Det skal også nævnes, at fabrikken var underleverandør af klippere eller knive til andre fabrikater, såsom: Stiga, Agria, Hako og Gutbrot.

Pumper, markvanding og sprøjter

Gudenaa Fabriker producerede også pumper til markvanding og vandværker. Der var 15 forskellige størrelser med el-motor; seks forskellige størrelser med benzinmotor og endelig fire forskellige til enten kraftoverførsel eller remtræk fra traktor. De sidste pumper blev fremstillet omkring 1975. Til markvanding kunne man få syv forskellige størrelser af sprinklere, enten med eller uden hurtigkobling, og seks forskellige regnkanoner. Ulempen ved GUDENAA MARKVANDING var, at man skulle flytte vandrørene. Det problem løstes af konkurrenterne både i Bording og Fasterholdt, før man gjorde det på Gudenaa.

Sprøjter var også en stor artikel frem til sidet i 1960'erne. Der blev fremstillet seks forskellige modeller for håndkraft. Den sidste, der blev produceret, var TORNYSTERSPRØJTEN. Det var ca. i 1976 og seriestørrelsen var på 15 stk.

Motorsprøjter blev fremstillet i fire forskellige størrelser. Den mindste, en H20 havde en ydeevne på 750 l. pr. time, og den største, en H60 kunne levere 5.000 l. pr. time. Motorsprøjterne kunne også fåes uden motor; men med aksel for remskive eller kraftoverføring. Så blev den kaldt for en motorpumpe. Disse sprøjter blev også leveret påbygget en lille vogn med tank, fra 100 l. til 1.000 l. Vognen kunne fåes med træk for håndkraft, hestekraft eller traktor alt efter ønske. Selve tanken kunne fåes i stål, messing eller teaktræ og senere også i plast. Motorsprøjten blev endvidere brugt, når der skulle males bliktage (pandeplader).

Tågesprøjter til direkte påbygning af traktor blev produceret i to type: type P for én række træer og type R for to rækker. De samme typer blev også lavet som vogne med forskellig tankstørrelse. Der var seks størrelser, og de første blev fremstillet i 1937.

Marksprøjter var også i produktprogrammet. De første var til montering på en hestevogn med en spredebredde på 4 m eller 6 m. Sprøjten blev betjent af to mand, som stod ved pumpen, ligesom ved de gamle brandsprøjter. Senere blev de bygget med motorpumpe og til montering på en traktor. Spredebommen var nu på 8,5 m.

Den sidste marksprøjte, der blev produceret hed GUDENÅ AGRO, det var først i 1960'erne. Den havde en plasttank på 600 l., og var som standard tilpasset en Ferguson 178. Egenvægten var på ca.265 kg plus 600 l. vædske.

Til alle sprøjterne leveredes Riffel og Bruserør plus forlængelsesrør på 1 m til 5 m. Nogle af rørene var af bambus, ligesom en lang fiskestang.

Anden produktion

Der var selvfølgelig Græsfang af forskellig størrelse og udformning. Der var en tohjulet traktor med fingerklipper, fejekost, sneplov og grusspreder. Der var fire modeller i sneslynger. Der var seks modeller i slibemaskiner til plæneklippere - den der blev produceret flest af var BS 1000, som sidst blev fremstillet i 1974. Seriestørrelsen var 5 til 10 stk. Der blev også produceret pudderblæsere både for hånd- og motorkraft og slangevogne. I 1935 blev der blev lavet en bejsesprøjte. Dertil kom forskelligt produktionsudstyr såsom reoler,reolvogne og stiger.Gudenaa Fabriker var også underleverandør af drejede komponenter fra egne automatdrejebænke. For eksempel leverede man dele til BUHK-traktorer i Kalundborg.

Arkiv

Dele af Gudenaa Fabrikers arkiv findes på Silkeborg Arkiv (A724).

Personer og historier fra "Fabriken"

I tidens løb har der været mange ansat i kortere eller længere tid. Den smed, jeg først vil nævne, er Jens Kroman. Han er en af de først ansatte, og rygtet vil vide, at han blev tilbudt at blive kompagnon i firmaet, engang hvor det kneb med lønningerne. Han takkede nej, og gik antagelig på pension i 1956. Af personer, der er "blevet til noget" har vi først Herluf Pedersen, der blev den første fuldtidsansatte kasserer i Metal Silkeborg. Leif G. Hansen der blev formand i Metal Silkeborg. Finn Sørensen der var tillidsmand for SID på fabrikken, og blev formand for SID i Silkeborg. På det tidspunkt var han medlem af DKP. Han skiftede til socialdemokraterne og blev ansat i hovedforbundet i København. Rolf Langvad, der var tillidsmand for smedene og som blev ansat på arbejdsformidlingen. Christian Juhl, blev formand for 3F i Silkeborg. Jeg er næsten sikker på,at han blev meldt ind i SID, da han blev ansat på Gudenaa. Han var lige færdig på seminariet; men det var ikke let at få arbejde i folkeskolen, når man var medlem af DKP. Erik Jensen, der i mange år var i bestyrelsen for Metal Silkeborg. Han var en fantastisk dygtig tillidsmand (han afløste Rolf Langvad) og har æren for mange af de goder, vi havde på fabrikken. Åge Andersen, der var en dygtig værktøjsmager. Han har i dag værktøjsfabrik i Støvring. Orla Knudsen, som var i lære samtidig med mig. Han er i dag medejer af maskinfabrikken KUNI i Silkeborg. Engang var vi med Teknisk Skole nede at besøge Hannover Messen. Her gik det så godt, at Orla måtte op om natten og binde sengen, for den ville ikke stå stille. Det var en god tur, ledet af "Asger Jernarm", lærer på teknisk skole. Hans Kunø var den sidste "rigtige" værkfører på fabrikken. Han havde været på "valsen" og var en dygtig drejer. Han var tillidsmand for smedene, inden han blev værkfører, og han var formand for Naverne i Silkeborg i mange år. Da han gik på efterløn i 1984, fik jeg æren af at efterfølge ham, og havde de sidste seks år produktionen var i Virklund, derefter fik jeg 17 dejlige år på Danfoss i Hårup.

Heldigvis bliver alle "til noget", og der er mange personer, som også kunne nævnes. Jeg vil nævne Åge Jacobsen, der startede som arbejdedreng som 14 årig, kom i lære og havde 40 års jubilæum i en alder af 54. Når han skar sig på en drejespån, tog han lighteren og brændte såret, så blødningen standsede. Da jeg blev udlært og kom ind som soldat, sagde jeg, "aldrig mere Gudenaa"; men Åge Jacobsen ville vædde med, at jeg kom tilbage. Vi væddede 10 øl. Jeg kom tilbage i 1974, og Åge Jacobsen skulle have sine øl. Han påstod, at vi væddede en kasse øl, så det fik han, og resten af den tid vi arbejdede sammen, havde vi en lille "sag" kørende om 20 øl. Da vi væddede var der 50 øl i en kasse, og han fik kun 30; men det var også 20 øl mere end de 10 øl, vi væddede om, og 20 øl mindre end det han påstod. En anden personlighed var Richard Hårup , en rigtig lun fyr, der tit hjalp i haven hos B. Søndergaard. Engang arbejdede han på en stige, da Søndergaard kom forbi. "Pas nu på De ikke falder ned", sagde Søndergaard. "Det skal jeg nok", svarede Richard, "for min bror faldt engang ned af en 10 m høj stige". "Det var dog forfærdeligt", udbrød Søndergaard, "kom han alvorligt til skade?". "Nej" svarede Richard, "for det var fra det nederste trin". Richard Hårup ses stadig i bybilledet i Bryrup. "Bette Hartmann" alias Hartmann Jensen var ansat i over 25 år sammenlagt. Engang spurgte Hans Kunø Finn Sørensen, om han havde set Hartmann? "Ja", svarede Finn, "han er ude at plukke jordbær". "Plukke jordbær", udbrød Hans. "Ja,han er for kort tid siden, kommet forbi med en stige". Marius Petersen også kaldet "Kommunist Marius" var en dygtig smed, der gerne ville diskutere politik. En vinterdag, var der en lærling (Mogens Winter), der ville drille Marius lidt og udbrød, "Der blæser en kold vind fra øst"; men Marius var hurtig i replikken og svarede "Ja;men det er trods alt dér, solen står op". Leif Kramer stod i flere år, som første mand ved montagebordet for L45 motorklippere, og en gang kom "bette Hartmann" og pralede med, at da han var ved samlebordet, var der "mandfolk" ved bordet, de samlede 145 stk. på en dag. Hartmann kunne bare ikke huske, at Leif også var ved samlebordet dengang; men lidt sportsmand er man vel. Så en fredag gik Leif "amok", og vi samlede 150 maskiner den dag. Ny rekord, og den bliver aldrig slået. Henry Jørgensen var arbejdsmand med lune, og han var god til at tirre "kommunist Marius", og når Marius rigtig skulle til at forklare Henry, hvordan tingene hang sammen, luskede Henry hen til sit arbejde igen med et skævt smil om munden. Så var hans dag reddet. Henry fik også dannet "GUDENAA RENSEBÅNDS LAV". Så er der nogen, der mangler et rensebånd på 25 m, kan det lånes hos Henry. Alle kan låne det, når bare det leveres tilbage til Henry. Han er formand og bor i Paradiset i Virklund. Der var også Fuldmægtig Lund, der altid så ud, som om han havde frygtelig travlt. Han havde altid en blyant i hånden, som han rullede med ligesom en rosenkrands. En dag var der en arbejdsmand (Harry Hansen), der spurgte ham,om han vidste, hvorfor han hed Lund? Svaret var, at han var for lille til at hedde Skov. Marie Jørgensen kommer jeg ikke udenom, hun var "verdensberømt"f or sin kogekunst af dansk mad til den "arbejdende del af befolkningen". Der var altid sovs og kartofler nok, og det var ikke slankekost. Den sidste tid Marie var ansat, fik vi mad udefra. Det startede i 1970, Marie lavede kaffen og Dinetra leverede maden til 4 kr. pr. kuvert. Gerda Laursen var rengøringskone på kontoret i flere år. En gang hun var i færd med at vaske og pudse vinduer, kom Sv. Søndergaard forbi og kiggede lidt på vinduerne og sagde, "De ser lidt stribede ud, fru Laursen"; men Gerda var hurtig og tørrede hr. Søndergaard om næsen med pudsekluden og svarede. "Du kan vel vente med at kritisere, til jeg er færdig". Så lo Søndergaard, og skyndte sig videre.

Alt er ikke skæg og ballade, Jeg husker stadig tydeligt, den fredag eftermiddag, der blev stille på fabrikken.En ung arbejdsmand, Verner Hermandsen, havde været i gang med at blande beton og støbe fliser ovre på gården, sammen med Viggo Jensen. Viggo var blevet dårlig, og kørte hjem til middag. Så skulle Verner selv bruge det sidste beton og gøre blandemaskinen ren .Når han var færdig, skulle han hjælpe med at feje på fabrikken. Da han ikke dukkede op som aftalt, gik Harald Søndergaard over for at se, hvor ham blev af. Verner lå da livløs ved blandemaskinen, et kabel var rykket løs så han havde fået stød. Han blev kørt på sygehuset; men stod ikke til at redde. Hans far, Josef Hermandsen, arbejdede også på fabrikken, og var med ambulancen. Det var Josef, der kom tilbage til fabrikken med den kedelige besked, og så var tillidsmændene rundt til os alle og fik stoppet maskinerne. Der var en knugende stilhed.

For ikke at slutte så sørgeligt, vil jeg til sidst nævne Verner Reisenhus, han kunne kendes på sin brune alpehue, som han altid havde på. Verner havde en fantastisk tålmodighed med os lærlinge, og han tog selv del i det "trælse" arbejde, skulle der files, havde Verner også en fil i hånden. Han var dygtig, hjælpsom og altid med et smil på læben. Han er "still going strong". Jeg er næsten sikker på, han bliver 88 år - 10. april 2010.

Løn- og arbejdsforhold

Generelt vil jeg påstå,at der var gode løn- og arbejdsforhold på fabrikken. Det kom ikke af sig selv; men takket være nogle dygtige tillidsmænd og aktive klubber. Både SID og METAL. Aflønningen på fabrikken har, så langt jeg kan se tilbage, været akkordløn med få timelønnede. De ældste akkordpriser går tilbage til 1940'erne,og her er priser på 1,55 øre pr.stk., og i 1948 er lønnen 2-3 kr.i timen, og lønnen for en komplet lydpot til en Gudenaa Motor er 4,60 kr., så den skulle laves på max. 2 timer. I 1965 fik en førsteårs lærling 90 øre pr. time + 10 øre i produktionstillæg, og en svend fik ca. 10 kr. I 1971 var lønnen for en svend på 12-13 kr. pr. time. Derefter begyndte det at gå hurtigt; i 1974 var akkordlønnen steget til 26-35 kr. pr. time. Det var en fordobling på 3 år.Det samme var tilfældet fra 1974 til 1979,hvor lønnen nu er 43-47 kr. pr.time.En ny fordobling af timelønnen har vi i 1987 med en løn på 88-89 kr. pr. time.Da produktionen flyttes til GINGE i Brønderslev,er lønnen over 100kr. pr. time.

Fra 1982,da vi kom tilbage på danske hænder,og til 1990 havde vi ren timeløn,og der var ligeløn mellem faglærte og ufaglærte.

Senest ændret 12. juli 2018 kl. 12:06