Fællesparken

Fra WikiSilkeborg
Version fra 28. apr 2015, 15:34 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Fællesparken ligger i Sydbyen og er afgrænset af Landlystvej, Jernbanevej og Baggesensvej. Den har i nyere tid fået navnet "Sydbyparken".

Området har langt tilbage i tiden haft et navn, der antydede, at det var fælleseje. Oprindelig lå her på matrikel 144 en fællesmose, hvor grundejere på de såkaldte Silkeborg Markjorder havde ret til at grave tørv. Det samme var tilfældet med mosejorden ved Pøtsø og ved Ørnsø. Og det fandt man fint ud af, da der ikke var så mange huse i området dengang.

Fællesmosen havde afløb gennem en bæk til en lille sø, der lå mellem nuværende Knudsgade og Absalonsgade, hvorfra vandet blev ledt ned i Lyngsø.

Markforening

Beboerne dannede foreningen "Silkeborg Fælles Mose" til at varetage deres fælles interesser - f.eks. omkring adgangsveje til moseområdet. Det kostede lidt at vedligeholde disse veje, men da de ikke længere blev brugt til formålet, forfaldt de.

Allerede i 1906 var det på tale at fylde mosen op, men der skete ikke noget før i 1920, hvor markforeningen måtte konstatere, at lejeindtægten fra fællesmosens jord ikke længere kunne dække udgifterne til vedligeholdelse af vejene.

Bestyrelsen indkaldte derfor til et møde på restaurant "Sommerlyst" på Vestergade 23. august 1921. De fremmødte besluttede da, at samtlige grundejere skulle opgive deres ret til tørvejord, mod at kommunen etablerede en park på stedet. Foreningen blev herefter ophævet og dens regnskab og kassebeholdning overgivet til Silkeborg Kommunes Mark- og Skovudvalg, der overtog grundejernes forpligtelser for mosen.

Fra mose til park

Det blev endvidere vedtaget at der skulle nedsættes et udvalg på tre personer, der i samarbejde med byrådet skulle forestå anlæggelsen af en park til beboernes fælles afbenyttelse. Der blev herefter anlagt stier og bygget en bro over mosehullerne, der lå som to forbundne småsøer, ligesom der blev anlagt fine blomsterbede.

På et byrådsmøde 22. maj 1922 besluttede man at kalde området "Fællesparken", og den blev de første mange år flittigt anvendt af beboerne i som rekreativt område. De voksne spillede krocket på græsset og der blev afholdt kommunale koncerter. Børnene havde et herligt tumlested til leg og boldspil. Den lille bakke der fra Wibersgade, der fører ned til parken, blev aldrig kaldt andet end Tumlebakken. Her kælkede de, hvis de ikke lavede glidebane på søerne eller løb på skøjter. Til glæde for børnene blev der også etableret en stor legeplads.

Parken friskes op

Efter et par årtier var parken stærkt forfalden og beboerne var begyndt at fylde småsøerne op med dagrenovation. Området blev kun brugt af børnene som en tarvelig erstatning for en spændende legeplads. Efter indvielsen af Vestre Skole i 1933 blev der fremsat krav fra forældrene om ordentlig opfyldning af mosehullerne.

Det førte til at der i foråret 1939 blev ryddet op på området og etableret et nyt anlæg, samtidig blev den åbne bæk sløjfet og lagt i en rørledning. Området havde i en årrække ligget som et vildnis, men da arbejdet var færdigt var der igen et fint parkanlæg.

Fællesparken skal leve op til sit navn

Efterhånden som nye beboere kom til bydelen, savnede de et rekreativt område. De undrede sig over, at det næsten 6.000 m2 store parkområde ikke rigtig blev benyttet. En kreds af forældre til børn i Vestre Fritidscenter henvendte sig derfor i efteråret 1991 til Kulturudvalget, som var med på en idé om, at de lidt triste græsplæner i parken, der mest blev brugt til hundeluftning, skulle udskiftes med et grønt “aktivitets-eldorado” for både børn og voksne.

I løbet af april 1992 blev der plantet træer og buske, lavet blomsterhave og indrettet et område med borde og bænke og også et hundetoilet. Desuden blev den ca. 70 meter lange sti mellem Ewaldsvej og Wibergsgade nedlagt med det formål at lægge arealet til Fællesparken.

Arkiv

Silkeborg Fællesmoses arkiv findes i Silkeborg Arkiv (A A845)