Finn-husene

Finn-hus under opførelse.

Trods et omfattende almennyttigt boligbyggeri og opførelse af private enfamiliehuse under og lige efter besættelsen herskede der en næsten katastrofal boligmangel i Silkeborg i sidste halvdel af 1940’erne. En af årsagerne hertil var, at byen i disse år oplevede en stor befolkningsvækst. I 1941 var der ca. 18.650 indbyggere, mens der i 1945 var 20.955 - en stigning på 12,4%.

Billedet var det samme overalt i landet. Alligevel trak det ud med at få gang i boligbyggeriet efter besættelsen. For der var voldsom mangel på almindelige byggematerialer. Det var ikke til at skaffe hverken træ eller mursten.

Importerede, præfabrikerede træhuse blev derfor et hurtigt og forholdsvist billigt bidrag til en løsning på problemet. Husene kom til Danmark i kraft af en større handelsaftale med Finland, som manglede fødevarer, men til gengæld havde masser af træ.

Der hersker forskellige myter om baggrunden for opførelsen af ”Finnebyerne” rundt omkring i landet, men det kan slås fast, at de ikke kom til landet som finnernes tak for den danske indsats under vinterkrigen 1939-1940 mellem Sovjetunionen og Finland. De var alene et forsøg på at afhjælpe den herskende boligmangel og manglen på danske byggematerialer.

Der blev opført omkring 400 finnehuse i perioden 1947-1950 – i Århus med langt den største bebyggelse på 125 huse, men også i Vejle, Horsens, Kolding, Esbjerg, Hjørring, Hillerød og Frederikssund. Alle steder kom initiativet fra kommunerne, der oftest var socialdemokratisk ledede, og husene blev betragtet som nødhjælpsboliger. Der var dog ikke tale om et almindeligt husvildebyggeri for personer uden tag over hovedet. Kommunerne stillede krav til beboernes økonomiske formåen – så husene var beregnet for lidt bedrestillede boligsøgende.

Silkeborgs finske huse

Sagen om Silkeborgs finske huse begyndte allerede 14. oktober 1946, hvor Boliganvisningsudvalget på et byrådsmøde anbefalede, at kommunen indkøbte 24 finske træhuse. Ved forslagets behandling var der en timelang debat. Den drejede sig dog mere om bolignøden i almindelighed – for der var fuld enighed om at indkøbe husene. Byrådsmedlemmerne kunne ikke se, at der var andre muligheder. Selvom 24 huse ikke var noget stort bidrag til afhjælpning af boligmanglen, så var det dog en hurtig økonomisk overkommelig hjælp med en samlet pris omkring 600.000 kr.

Det var en ny tanke i Danmark, at træhuse kunne bruges som helårsbeboelse, så boligudvalgsformanden, socialdemokraten Jens Aagaard, måtte understrege, at husene var ”bedre isolerede end stenhuse”...og at de ikke blot skulle ”være en efterkrigstidsforanstaltning”.

Byens skolelæge gennem mange år, Vilmelm Dickmeiss, følte sig kaldet til at understrege, at ”man i Sverige, Norge og Finland boede sundt og godt i træhuse, der også kunne være en meget smuk bebyggelse”.

Forhandlingerne om indkøb af husene gik i gang allerede dagen efter byrådsmødet. Gennem Aarhus Savværk fik man tilsagn fra det finske firma Puutalo OY – eller A/S Træhus - om at få leveret husene i januar 1947. Så hurtigt skulle det dog ikke komme til at gå. Man kunne nemlig ikke få indførselstilladelse fra Handels- og Indenrigsministeriet, som i nogen grad holdt igen med bevillinger af valuta til indkøb i udlandet. 31. oktober rettede kommunen derfor en indtrængende henvendelse til ministeriet for om muligt alligevel at få stillet den fornødne valuta til rådighed. Men det fik man nu ikke noget ud af.

Indførselstilladelse på 24 ”Finn-Huse”

I midten af december blev man så alligevel kontaktet af Aarhus Savværk, som havde haft held til at få indførselstilladelse på 24 såkaldte ”Finn-Huse” fra et andet finsk firma – ”Finska Försäljningsföreningen för Träkonstruktioner”. Derfor blev det dette fabrikat, man modtog ordrebekræftelse på allerede 29. december 1946. Dette er forklaringen på, at finn-husene i Silkeborg adskiller sig fra de fleste andre eksisterende finnebyer.

I modsætning til det første tilbud, hvor man afgav bestilling på tre forskellige typer og størrelser af huse, var disse huse som udgangspunkt alle ens og havde en størrelse på 67 m². De indeholdt en opholdsstue, et soveværelse, et kammer, spisekøkken, badeværelse samt udhus og kælder. Kommunens bygningsinspektør havde nogle væsentlige ønsker til ændringer og forbedringer af husenes udformning, så de passede til en dansk families behov.

I startfasen var han derfor i tæt dialog med leverandørens arkitekt, Poul Ernst Hoff, hvis tegnestue senere bl. a. var med til at udforme et af landets største montagebyggerier - Høje Gladsaxe.

På et areal ved Kærsgårds Plantage

Det var oprindeligt planen, at husene skulle opføres på et areal ved Sneppevej på Århusbakken, der var et af datidens nye byudviklingsområder. Man erkendte dog ret hurtigt, at arealet her var for lille, idet det ville være alt for dyrt at flytte kommunens lager af tørv, som blev opbevaret i de gamle lader fra Silkeborg Teglværk.

Kærsgårdsvej. Til venstre ses Dannevirkevej, ved træerne til højre det skrånende terræn "Finn-husene" blev opført. Foto: Joh. Jensen,1943.

Man fandt derfor i stedet plads til Finn-husene på det skrånende terræn ved Kærsgårds Plantage ved Kærsgårdsvej. Her skulle husene opføres i to rækker á 12 på den nyanlagte Duedalsvej og på Nylandsvejs forlængelse mod vest - på adresserne: Duedalsvej 2-24 og Nylandsvej 100-122.

Netop i dette område var der gennemført en række store projekter under besættelsen og flere var i støbeskeen. Boligforeningerne havde således sørget for opførelsen af mindre huse specielt beregnet på børnerige familier i Kærshøjkvarteret. Og på Nylandsvej nærmede opførelsen af bebyggelsen ”Nyvangen” med 68 rækkehuse sig sin afslutning.

”Alt over fundament”

Byggemodning og støbning af fundamenter og kældre til Finn-husene skulle kommunen selv sørge for. Så dette arbejde gik man i gang med i det tidlige forår 1947, mens byggeelementerne til husene først blev leveret i juli måned.

I virkeligheden var der tale om noget meget nyt og moderne - et veludviklet elementbyggeri, hvor de enkelte dele var produceret i forvejen og derefter blev monteret på stedet. Det muliggjorde en hurtigere og mere effektiv byggeproces. En leverance bestod af ”alt over fundament” - et sæt af ydervægge, indervægge, samt vindues-, dør- og spærelementer. Dertil kom naturligvis lofter og gulve (etageadskillelse). Ydervæggene blev afslutningsvis beklædt med brædder og på taget blev der lagt tagpap.

Hen over sommeren kom flere af husene under tag, men de stod først klar til indflytning i løbet af foråret 1948 – det tog altså lidt længere tid end først antaget at gennemføre projektet, men så langt så godt.

Som bygherre forestod kommunen også beplantningen af grunde og fællesarealer. Det lader til, at det foregik i løbet af efteråret 1947. Med stadsgartnerens mellemkomst valgte man at plante sitkagran i skellet mod Kærsgårds Plantage og hvidgran i sideskellene. Langs Duedalsvej og Nylandsvej blev der plantet rugusa-roser (vilde roser) og på hver grund to birketræer.

Glemte i skyndingen at indsende ansøgning til Ministeriet

Men derved var problemerne omkring dette projekt ikke overstået. I marts 1948 opdagede man på rådhuset, at finansieringen ikke var på plads. Tilsyneladende havde man i skyndingen glemt at indsende ansøgning til Ministeriet for Byggeri og Boligvæsen om bevilling af statslån til husene. Det har sikkert givet et par kommunale embedsmænd røde ører. Byggeriet var i første omgang finansieret ved kommunale fondsmidler, som også var tiltænkt andre projekter. Det var altså ret alvorligt, hvis forglemmelsen betød, at kommunen fik et betydeligt tab.

I al hast fremsendte man en anmodning om at få bevilget statslån til husene med tilbagevirkende kraft. Alvoren ses af, at kommunaldirektøren parallelt med den officielle ansøgning fremsendte en særskilt skrivelse til kontorchefen på området – vel sagtens i håb om at fremskynde sagen. Det endelig tilsagn fra ministeriet forelå dog først i slutningen af juni – efter en desperat rykker i april.

Statslån til byggeri af mindre huse i perioden 1938-1958

Ordningen med statslån til byggeri af mindre huse fungerede i perioden 1938-1958. Det var et politisk initiativ, der især skulle hjælpe børnerige familier til en god og sund bolig gennem attraktive lånemuligheder. Ordningen fik meget stor betydning både geografisk og socialt.

Luftfoto med Finn-husene beliggende nedenfor Kærsgårds Plantage. I forgrunden ses Sølystvej og Silkeborg Langsø, 1948.

Det var således i denne periode, at det moderne bykvarter - ”parcelhuskvarteret” så dagens lys omkring byerne over hele landet. Netop fordi den brede befolkning fik råd til at bosætte sig i eget hus. For at der kunne bevilges et statslån, var der en del krav, som husene skulle opfylde. Der var bl. a. lagt loft over pris og størrelse, ligesom der blev stillet krav til indretning og konstruktion. Ved en revision af loven i marts 1947 kom den også til at omfatte elementbyggeri. Fordelene ved et statslån var, at låntager slap for at optage et dyrere kreditforeningslån, samtidig med at lånevilkårene var noget lempeligere. Kommunen hjemtog lånet for køber og var forpligtet til at føre kontrol med byggeriet. Som et ekstra sikkerhed skulle huskøber godkendes af både Indenrigsministeriet og kommunalbestyrelsen.

Kommunen ville sælge både grund og hus til en rimelig pris

I modsætning til andre kommuner ønskede Silkeborg som udgangspunkt at sælge både grund og hus til en rimelig pris. Husene var som nævnt ikke tiltænkt de dårligst stillede boligløse familier. Tanken var, at det skulle være overkommeligt at bo i dem for familier med børn, som uden egen skyld var ramt af bolignød.

I Esbjerg valgte kommunen at beholde husene og leje dem ud, mens Århus Kommune valgte en ganske restriktiv model, som siden voldte en del kvaler. Man solgte hus - ikke grund, og indføjede endog en tilbagekøbsklausul på 40 år, samtidig med at man stillede en række særlige vilkår for ejerne.

I løbet af sommeren 1948 faldt modellen for husenes finansiering endelig på plads. Leveret på en banevogn i Århus - direkte fra skib - kostede elementerne til husene ca. 12.500 kr. Med udgifter til fundament og alle installationer, honorarer til monteringshåndværkere, arkitekt og ingeniør samt byggemodningen med vej-, kloakanlæg og beplantning blev salgsprisen på omkring 33.000 kr. Et statslån udgjorde 85% af anskaffelsesomkostningerne, derudover beregnede kommunen en kontant udbetaling på 5 %, mens de resterende 10% var et rentefrit lån, som køber skulle afdrage over 40 år til 2¼ %. Omsat til nutidskroner ville salgsprisen være på ca. 550.000 kr.

Finn-husene stod klar til indflytning i foråret 1948. Nu manglede der kun beboere eller rettere købere og de viste sig at være svære at få på krogen.

For at fremme salget arrangerede kommunen en udstilling af tre fuldt monterede huse, hvilket medførte en tilstrømning på adskillige tusinde nysgerrige borgere i byen. Men lige lidt hjalp det. Enkelte købere havde meldt sig, men det blev ikke rigtig til noget. Man greb endda til at love potentielle købere, at de ville få nedsat prisen, såfremt de øvrige huse blev solgt til lavere pris – simpelthen for at sætte gang i salget.

Finn-huse set fra Duedalshøj, 1948.

A/S Finnhusene overtager husene

I august 1948 stod husene stadig tomme, og man begyndte at overveje, om de i stedet skulle lejes ud til en månedlig husleje på 125 kr. (ca. 2.300 i nutidskroner). På samme tid modtog kommunen så en henvendelse fra en kreds af borgere i byen. De foreslog, at der blev dannet et aktieselskab, hvor kommunen tegnede sig for halvdelen af aktiekapitalen. Tanken var, at A/S Finnhusene overtog husene for en pris af 30.000 kr. pr. stk. med et pantebrev på 3.000,-, som selskabet skulle udstede til Silkeborg Kommune. Derefter var det hensigten, at det skulle forestå salg eller evt. udlejning. Man gik ud fra, at det ville være lettere for et sådant selskab, end det var for kommunen. Dette tilbud tog kommunen imod med kyshånd. Man kontaktede hurtigt Ministeriet for Byggeri og Boligvæsen, som på grund af omstændighederne sanktionerede denne model.

Aktieselskabet blev stiftet 2. april 1949 og overtog efterfølgende 22 huse, som alle nu var lejet ud. To af husene var altså solgt på dette tidspunkt – til en pensioneret fuldmægtig og en grosserer.

Blandt stifterne af aktieselskabet var manufakturhandler Johs. Søndergaard, borgmester Holger Iversen og arkitekt Alfred J. Mortensen og A. Kruse.

Derefter gik det tilsyneladende langsomt fremad med salget. I løbet af 1953 solgte man syv af husene. I begyndelsen af 1955 var der dog stadig ti og i maj 1956 syv usolgte huse. Og først i begyndelsen af 1961 havde aktieselskabet endeligt opfyldt sin mission - at få solgt husene, hvorefter det trådte i likvidation.

Finn-husene eller Finnehusene?

Som det fremgår af ovenstående, så er det korrekte navn på bebyggelsen "Finn-husene", som jo var navnet på det aktieselskab, der overtog dem i 1949. Det ændrer dog ikke ved, at de i folkemunde altid har heddet "Finnehusene".

Husene fremtræder i dag stærkt ombyggede

Finn-hus på Nylandsvej 114 fr tilbygning i 1976.

Netop fordi der blev sat begrænsninger for boligstørrelsen for at kunne opnå statslån, er boligarealet sidenhen for de fleste af husenes vedkommende forøget væsentligt gennem forskellige former for tilbygninger i overensstemmelse med tidens pladsbehov. Det betyder at husene i dag fremtræder stærkt ombyggede og uensartede. Den side af historien vil vi også meget gerne have dækket.

Hvad skete der sidenhen?

Der skulle altså gå næsten 15 år fra man i al hast bestilte husene og måtte presse på for at få lov til at importere dem til de rent faktisk var solgt. Naturligt melder spørgsmålet sig – hvad var det der gik galt? eller hvad var årsagen til miséren? Var prisen for høj? Ville folk ikke bo så langt væk fra byen, som mange nok har følt at det var? Og hvordan blev livet levet i Finnhusene i de efterfølgende årtier?

Kilderne til den tidlige og mere formelle historie, som er beskrevet her, findes i de kommunale sagsmapper i Silkeborg Arkiv. Men der kan vi desværre ikke finde svarene på de mange spørgsmål. Der mangler nemlig noget meget væsentligt i denne beretning. Det kunne kaldes ”kød og blod” – det kan du bidrage med herunder - skriv om dine oplevelser som beboer eller gæst i Finn-husene.