Dronning Louises Børnehave

Fra WikiSilkeborg
Version fra 21. dec 2011, 22:22 af Lis Thavlov (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Dronning Louises Børnehave, der ligger på Rolighedsvej 20, er Silkeborgs ældste børnehave grundlagt 14. janunar 1864. Ved grundlæggelsen fik institutionen navnet Dronning Louises Asyl. Det var opkaldt efter den nykronede dronning Louise, der var dronning fra 1863 til 1898. Børnehaven er en af fire der er opkaldt efter Dronning Louise, hvor Silkeborgs er den ældste.

Sociale behov

Når Silkeborg allerede i 1864 fik børnehave eller asyl som det hed, var det fordi byen havde en stor andel af unge arbejdende kvinder. De havde svært ved at finde forsvarlig pasning til deres børn. Mange gange tog ældre søskende sig af opgaven, hvis de ikke bare passede sig selv. Det havde ført til en del ulykker og der var derfor god grund til at skaffe ordentlig pasning til børn af arbejdende kvinder.

Bag oprettelsen af asylet stod en bestyrelse på 15 af byens damer. Finansieringen kom fra frivillige donationer og ikke mindst et beløb fra kongehuset. Det første år blev 24 børn optaget og tiden blev ikke spildt, men brugt på undervisning og bibelfortællinger.

Egen bygning

De første år havde asylet til huse i forskellige lejede lokaler, men i 1879 fik man penge nok til at bygge en bygning, Tværgade 8, som blev indviet på dronningen Louises fødselsdag den 7. september - en dag der stadig i dag fungerer som børnehavens fødselsdag. Trods de nye omgivelser, kommunestøtte og velvillighed fra byens borgere var asylet præget af en trang økonomi. Ikke desto mindre kunne asylet sørge for pasning til mange arbejderbørn. Tværgade gik med tiden hen og blev for lille, mange fabrikker havde skiftehold og der var behov for pasning på andre tider af døgnet. Hele 670 kvinder gav i 1938 med deres underskrift tilkende, at de ønskede bedre pasning i byen. På det tidspunkt blev Hovedgårdsbygningen ledig og kommunen besluttede at købe den og stille den til rådighed for asylet. Nu kunne en del af de 670 kvinders krav imødekommes, dog ikke det om natpasning. Man kunne nu passe børn fra halvandet år til den skolepligtige alder. Til gengæld for de nye lokaler måtte forældrene betale mere. Priserne steg fra 50 øre til 1,50 kr. om ugen.

Rolighedsvej

I begyndelsen af 1970'erne var rammerne for asylet igen blevet for trange og utidssvarende og igen ved kommunens mellemkomst fik man bygget den nuværende børnehave på Rolighedsvej som blev taget i brug i de første måneder af 1975. Endnu før dette d. 27. maj 1974 ændrede børnehaven navn fra asyl til børnehave. Begrundelsen var, at den nu ikke adskilte sig fra andre børnehaver. Hvor navnet asyl jo hentydede til dækning af et socialt behov, børnepasning, som i 1970'erne ikke længere kun var et problem for udsatte arbejderfamilier, men noget de fleste efterhånden benyttede sig af.

Dronning Louises Børnehave drives stadig som en privat selvejende institution, men er på de fleste områder underlagt Silkeborg Kommune. Dog ejer børnehaven sine egne bygninger og drives af en bestyrelse.

Arkiv

Dronning Louises Børnehaves arkiv findes på Silkeborg Arkiv.