Ændringer

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

De hjemløses march

21 bytes tilføjet, 24. jul 2020, 12:01
/* Festen slutter */
Indtil denne artikels forfatter måske en dag tager sig sammen til selv at skrive fortsættelsen, tager han sig den frihed at bringe følgende lange citat fra web-siden KONFRONT. Artiklen er skrevet af forfatteren og historikeren Michael Valeur, som også har skrevet romanen Hjemløs, som handler om netop denne march.
==Festen slutter==
Det lignede en folkelig vindersag, indtil de nåede Horsens. På det tidspunkt var de københavnske politikere begyndt at blive betænkelige over den massive mobilisering og forudså masser af problemer, når marchen nåede frem til København. Man huskede stadig optøjerne i forbindelse med Børsen ti år tidligere. Den russiske revolution var også tæt på – og det rumlede i Tyskland.  Venstreregeringens justitsminister Rytter, krævede derfor marchen stoppet i Vejle, før den voksede sig større. Han sendte et særtog med ”panserbasser” afsted med et ekstraordinært nattog. Det var den del af korpset der var vant til at håndtere ”ballade”. Hærdebrede typer der ikke var lige til at komme udenom og var vant til slagsmål. 
Men Rytter var ikke den eneste der mobiliserede. De hjemløse fik også forstærkning i Vejle. Der kom selvstyrefolk fra Sønderjylland (der på det tidspunkt bekymrede regeringen en del), aktivister fra det øvre Jylland og flere helt almindelige hjemløse, der alle rejste ned for at møde toget i Vejle. Også en flok kendte københavnske kommunister dukkede op.
 
Både politiets og aktivisternes forstærkning mødtes på Vejle torv, ud for den gamle teatersal hvor de hjemløse var indkvarteret. Der var uro i luften og inde i teatersalen var de hjemløse delte. Nogen ville gerne lukke aktivister, kommunister og selvstyrefolk ind. Andre ville holde den upolitiske linje. Udenfor kunne det være endt i et gedigent slagsmål – og der røg også en rude i hoveddøren. Men det lykkedes alligevel togets ledere at få ro på. Hele ideen var jo ikke at ende i den sædvanlige konfrontation, men med et politisk resultat.
 
Man endte med at få lukket alle aktivisterne ind i teatersalen. Få politiet til at tage det roligt, så slagsmålet blev afværget – og så tage diskussionen på fællesmødet dagen efter. Under et dramatisk møde nedlagde Kaas sin post i toget og man besluttede i første omgang at opløse toget helt for at undgå en direkte voldelig konfrontation. Men togets ledere opfordrede alligevel folk til at mødes på Valby bakke den 20 marts. Opløsningen betød bare at man ikke længere kunne gå til København i samlet flok, men at folk hver især måtte forsøge at nå frem. Man vidste nemlig at færgerne nægtede at sejle folk over, og politiet stod ved alle færgeovergangene. Man kunne ikke samlet komme over bæltet. Men gik man i spredt orden var der grænser for hvor tæt nettet kunne være.
 ==Revolutionen lurer på Valby bakke== 
Så officielt opløstes toget, men det lykkedes alligevel de hjemløse at komme over de næste dage, enkeltvis eller i helt små grupper. En del blev standset i Odense, og nogen blev standset andre steder på ruten. Men den 20 marts stod de fleste alligevel på Valby bakke. De arbejdsløse i København sluttede sig til dem, og det gjorde dele af studenterbevægelsen også (bl.a. var en purung Poul Henningsen med den dag). Mængden voksede og i alt begyndte et sted mellem 15 og 25.000 mennesker, at vandre fra Valby bakke og ind mod Christiansborg.
 
Alt disponibelt mandskab fra politiet var selvfølgelig kommanderet ud. Nerverne sad uden på tøjet. Soldaterne på kastellet fik udleveret skarp ammunition i tilfælde af at tingene skulle udvikle sig. Og på en del københavnske tage stillede man maskingeværer op. Der var alt for mange mennesker til at man var sikker på at situationen kunne forblive under kontrol.
 
Dagene op til havde været hektiske i det københavnske venstrefløjsmiljø. For en del kommunister var det en oplagt chance til at skyde revolutionen i gang, mens det fra andre dele af venstrefløjen netop var en situation hvor antallet af demonstrerende, skulle udnyttes til at tvinge regeringen til at lytte. De ville gerne undgå det korporlige slagsmål og for én gangs skyld få et konkret politisk resultat ud af det.
Hele byen sydede. Aviserne var på pletten. Alt kunne ske – noget måtte ske.
 
Og så alligevel ikke. Byen var sort af demonstrerende og Kragh fra Venstre måtte modtage de hjemløses delegation på Christiansborg. Men der var ingen indrømmelser, kun noget der selv for den borgerlige presse sås som total arrogance. Da udvalget kom ud på pladsen opfordrede de til ro, og ville nu gå til Københavns rådhus; for selvom landet var ledet af en Venstre regering, så havde København en socialdemokratisk borgmester (Viggo Christensen). Ham ville man forsøge sig med. Det blev resultatet nu ikke bedre af. Han anerkendte ikke kravet om at hjælpe de hjemløse og han ville under ingen omstændigheder begynde at beværte de hjemløse som i de jyske byer. Han henviste dem til Sundholm og fattighjælp.
 
I 1928 var det en alvorlig sag. Modtog man penge fra det offentlige forsvandt ens stemmeret f.eks. Alligevel valgte de hjemløs at gå planken ud. Møde op på Sundholm og se systemet bryde sammen under presset. Vise dem at problemet ikke forsvandt.
 ==Efterspillet på Sundholm==
Men de politiske afvisningerne begyndte at virke. Mange turde ikke gå direkte til Sundholm og lade sig låse inde for natten. De der prøvede blev chikaneret af politiet, der gerne så en konfrontation. Flere af deltagerne begyndte langsomt at sive fra marchen. Ledte måske efter en plads under broerne eller nede i havnen. Et sted hvor man ikke skulle låses inde, registreres og miste sin stemmeret.
 
De 700 der til sidst endte ved Sundholm, kunne lige netop rummes indenfor murene. De fik mad, blev registreret, iklædt en fangedragt og fik en seng. Et par af dem nægtede at trække i dragten og lade sig registrere. De fik temmelig voldsomme prygl. Det lykkedes dog to af dem at stikke af for at kunne dokumentere mishandlingerne. De brød ind på et politisk møde med Stauning som taler og fremviste mærkerne efter mishandlingerne, men udover Arbejdebladet var der ikke nogen der havde lyst til at skrive om det.
I dagene efter lodsede man resten af de hjemløse tilbage i små flokke. I lukkede togvogne ankom de til deres hjemkommuner i Jylland, hvor de fandt sig selv tilbage på landevejen præcis hvor de kom fra. Sultne og hjemløse – og nu uden nogen illusioner om at det danske demokrati også gjaldt dem.
 
==Kilder==
843
redigeringer