Forskel mellem versioner af "C. Commichau & Co.s fabrikker"

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Linje 15: Linje 15:
 
I 1901 overgik virksomheden til at være et interessentskab bestående af 4 mænd, nemlig ”2 Islændere, Grosserer H. Broge. Aarhus og C. H. Commichau”, som blev administrerende direktør med fast, fri bolig, etc.. Man beskæftigede sig nu med både uld-og hørtrikotage og der var store ambitioner om at øge omsætning og eksport, således at især hørproduktionen kunne blive kendt over hele verden og Silkeborg kunne blive førende indenfor denne produktion. I den anledning opførtes en ny treetages fabriksbygning og hele fabrikkens værdi ansattes til 400.000 kr., som de 4 interessenter indskød ligeligt.
 
I 1901 overgik virksomheden til at være et interessentskab bestående af 4 mænd, nemlig ”2 Islændere, Grosserer H. Broge. Aarhus og C. H. Commichau”, som blev administrerende direktør med fast, fri bolig, etc.. Man beskæftigede sig nu med både uld-og hørtrikotage og der var store ambitioner om at øge omsætning og eksport, således at især hørproduktionen kunne blive kendt over hele verden og Silkeborg kunne blive førende indenfor denne produktion. I den anledning opførtes en ny treetages fabriksbygning og hele fabrikkens værdi ansattes til 400.000 kr., som de 4 interessenter indskød ligeligt.
  
Allerede året efter blev virksomheden solgt til et irsk/engelsk aktieselskab og kom fremover til at hedde C. Commichau &  Co., Limited. Commichau selv var fortsat leder og direktør og ambitionerne stadig lige store. Fabrikken leverede fine og velansete varer, men man var klar over, at skulle forhåbningerne indfries, skulle der leveres endnu finere varer og man kulle dygtiggøre sig i en række specialiteter.
+
Allerede året efter blev virksomheden solgt til et irsk/engelsk aktieselskab og kom fremover til at hedde C. Commichau &  Co., Limited. Commichau selv var fortsat leder og direktør og ambitionerne stadig lige store. Fabrikken leverede fine og velansete varer, men man var klar over, at skulle forhåbningerne indfries, måtte man levere endnu finere varer og dygtiggøre sig yderligere i en række specialiteter.
  
 
Forudsætningen for, at dette skulle kunne lade sig gøre, var blandt andet, at man havde medarbejdere, der var tilfredse med løn- og arbejdsforhold.
 
Forudsætningen for, at dette skulle kunne lade sig gøre, var blandt andet, at man havde medarbejdere, der var tilfredse med løn- og arbejdsforhold.

Versionen fra 29. jul 2019, 15:56

Carl. H. Commichau kom i 1877 til Silkeborg fra Sachsen, hvor han i nogle år havde ledet forskellige spinde- og trikotagevirksomheder. I Danmark startede han meget beskedent et vandkraftdrevet uldspinderi på Kjærsgård ved Silkeborg Langsø og han beskæftige i starten blot 1 mand og 1 dreng. Det lykkedes dog så småt at udvide virksomheden således at den i 1881 også fabrikerede trikotage og beskæftigede 12 mand.

Det stod dog ikke mål med de ønsker og ambitioner, hans forudsætninger berettigede og takket være flid, dygtighed og bekendtskabet med proprietær Hansen, Margrethelyst, lykkedes det i 1883 - med dennes hjælp - at få opført en fabriksbygning tæt ved banegården ligesom der blev indkøbt ”de nyeste og bedste Redskaber og Maskiner”.

Grunden, som fabriksbygningen blev opført på, var 7500 kvadratalen stor og selve bygningen var 97 x 17 alen.

Særligt teknisk interesserede kan med fordel læse Silkeborg Avis' artikel fra d. 14. oktober 1887, men det skal dog nævnes her, at bygningens private badeværelse var udstyret med varme og kolde bade.

I 1884 var der kommet så meget gang i virksomheden, at den beskæftigede 30 mænd og kvinder i selve fabrikken og ca. 40 kvinder, som arbejdede hjemme med trikotagesyning. Uldforbruget var 15 – 1600 pund pr. uge og selvom der blev arbejdet fra 6 morgen til 8 aften, kneb det med at følge med bestillingerne.

Årene 1885/'86 var vanskelige for industrien i Danmark; banker og pengeinstitutter var tilbageholdende med at låne penge ud. Selvom Commichau & Co. havde vanskeligt ved at få deres udeståender indfriet, lykkedes det dog at undgå fyringer på fabrikken og tilligemed formåede man at få nogle velansete fagmænd (P. B. Stampe, Aarhus, A. T. Kyster, Horsens, grosserer H. Broge, Aarhus og grossererer Ankerstjerne, Randers) til at gennemføre en grundig gennemgang af virksomhedens værdi og status. De havde kun godt at sige og takket være deres erklæringer lykkedes det fabrikken at opnå en betydelig kassekredit til lav rente og på favorable vilkår.

I 1887 havde man tredoblet omsætningen siden '83, virksomheden beskæftigede omkring 45 personer af begge køn i fabrikken og 110 syersker i byen. Der fremstilledes 60-70.000 uldtrøjer og 5-6.000 pund maskinstrikkegarn årligt og værdien af hele herligheden var fastsat til ca 175.000 kr.

I 1901 overgik virksomheden til at være et interessentskab bestående af 4 mænd, nemlig ”2 Islændere, Grosserer H. Broge. Aarhus og C. H. Commichau”, som blev administrerende direktør med fast, fri bolig, etc.. Man beskæftigede sig nu med både uld-og hørtrikotage og der var store ambitioner om at øge omsætning og eksport, således at især hørproduktionen kunne blive kendt over hele verden og Silkeborg kunne blive førende indenfor denne produktion. I den anledning opførtes en ny treetages fabriksbygning og hele fabrikkens værdi ansattes til 400.000 kr., som de 4 interessenter indskød ligeligt.

Allerede året efter blev virksomheden solgt til et irsk/engelsk aktieselskab og kom fremover til at hedde C. Commichau & Co., Limited. Commichau selv var fortsat leder og direktør og ambitionerne stadig lige store. Fabrikken leverede fine og velansete varer, men man var klar over, at skulle forhåbningerne indfries, måtte man levere endnu finere varer og dygtiggøre sig yderligere i en række specialiteter.

Forudsætningen for, at dette skulle kunne lade sig gøre, var blandt andet, at man havde medarbejdere, der var tilfredse med løn- og arbejdsforhold. Kilderne beskriver samstemmende fabrikant Commichau som en arbejdsgiver, som fordrer orden i sagerne og som måske nok kan forekomme lidt 'streng'. Orden og renlighed er ord, der går igen i de forskellige artikler om fabrikken. Men det beskrives samtidig hvor godt forholdet mellem fabrikanten og hans ansatte var, og sikkert er det, at Commichau havde sine medarbejderes ve og vel i tankerne. Udluftning og ventilation, godt arbejdslys og passende temperaturforhold var næppe normen på de danske fabrikker omkring år 1900. At han derudover lod sine ansatte møde en time senere om vinteren, fordi han mente, de havde brug for mere ”morgenhvile” på den årstid, siger også noget om hans indstilling.

Ikke destomindre kneb det med at få alle stillinger som syersker og strygersker ansat, selvom Silkeborg Folkeblad i en artikel d. 20. februar 1902 skønnede, at unge piger med det fornødne håndelag ville kunne tjene mere end de ville kunne på kontorer og i butikker, ligesom avisen ikke mente, at arbejdet skulle være mere anstrengende. Lønnen var 12 øre i timen – eller 7 kr. og 20 øre om ugen – i prøveperioden. En løn som dog hurtigt steg til 9 kr. om ugen og som kunne ende med 12-14 kr. hvis pigerne var rigtigt dygtige.

C. Commichau & Co., Limited blev i 1918 solgt og skiftede navn til Jysk Trikotagefabrik.

Kilder

Silkeborg Avis

Silkeborg Folkeblad

Silkeborg arkiv