Forskel mellem versioner af "Bjørnholt musik"

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
Linje 18: Linje 18:
 
”Så alt i alt var det lidt af en presball”, siger Ole.
 
”Så alt i alt var det lidt af en presball”, siger Ole.
  
Ole Hermansen – den tidligere orgeludbringer – påtog sig oplære Ole i alle de ting, han skulle kunne, når han arbejdede i en musikforretning og han blev fastansat i butikken.
+
Ole Hermansen – den tidligere orgeludbringer – påtog sig oplære Ole i alle de ting, han skulle kunne, når han arbejdede i en musikforretning og han blev derfor fastansat i butikken.
 
I 1980 døde Jacob Bjørnholt og forretningen omdannedes til aps så Ole og hans to søskende ejede en trediedel hver og med Ole som den daglige leder.
 
I 1980 døde Jacob Bjørnholt og forretningen omdannedes til aps så Ole og hans to søskende ejede en trediedel hver og med Ole som den daglige leder.
 
Efter fire års læretid, mente Ole Hermansen, at den unge Bjørnholt var klar til at stå på egne ben, så han sagde op, da han ikke mente, der var (økonomisk) plads i forretningen til dem begge.
 
Efter fire års læretid, mente Ole Hermansen, at den unge Bjørnholt var klar til at stå på egne ben, så han sagde op, da han ikke mente, der var (økonomisk) plads i forretningen til dem begge.
  
 
Ole mente nu, at orglerne fyldte alt for meget i forretningen og han begyndte derfor at satse på guitarer og basser af høj kvalitet, som fx Gibson og Fender – en beslutning, som bestemt ikke faldt i Ruths smag.
 
Ole mente nu, at orglerne fyldte alt for meget i forretningen og han begyndte derfor at satse på guitarer og basser af høj kvalitet, som fx Gibson og Fender – en beslutning, som bestemt ikke faldt i Ruths smag.
”Hun mente jo, det var det, hele imperiet var bygget på”.
+
”Hun mente jo, det var orgler, hele imperiet var bygget på”.
  
 
Efterhånden kom de elektriske keyboards og lidt trommer til og det bevirkede at andre fabrikater, som fx Yamaha kom ind i sortimentet, men hele tiden var det vigtigt, at det var instrumenter af høj kvalitet, blandt andet ud fra holdningen, at man ikke kan lære at spille på et dårligt instrument. Og da Bjørnholt Musik  igennem årene har forsynet et stort antal skoler og musikskoler i Silkeborg og resten af midtjylland med udstyr til deres musiklokaler, er der åbenbart mange, der deler denne tankegang.
 
Efterhånden kom de elektriske keyboards og lidt trommer til og det bevirkede at andre fabrikater, som fx Yamaha kom ind i sortimentet, men hele tiden var det vigtigt, at det var instrumenter af høj kvalitet, blandt andet ud fra holdningen, at man ikke kan lære at spille på et dårligt instrument. Og da Bjørnholt Musik  igennem årene har forsynet et stort antal skoler og musikskoler i Silkeborg og resten af midtjylland med udstyr til deres musiklokaler, er der åbenbart mange, der deler denne tankegang.

Versionen fra 30. okt 2018, 14:59


Bjørnholt musik ligger, hvor den altid har ligget nemlig på Lundsgade og det har den gjort længe.

Det hele tog sin begyndelse engang i 50'erne med Ruth og Jacob Bjørnholt, som hjemme i privaten underviste i harmonikaspil. Ruth og Jacob var musikere og rejste rundt med Ruths Kvartet og supplerede den usikre indtjening som musikere ved at give undervisning og sælge harmonikaer – og nogle få guitarer - på 10 procents provision for musikforretningen Alfred Christensen i Holstebro.

I 1960 besluttede Ruth og Jacob at bygge til huset og åbne en decideret butik i stedet for blot at have provisionssalg. Det var stadig harmonikaerne, der var den primære vare, men i takt med pigtrådsmusikkens stigende popularitet overtog de elektriske guitarer og basser mere og mere.

Forretningen havde mottoet ”stedet, hvor du altid er velkommen” og det var et motto, der blev taget alvorligt af både ejere og kunder. Orkestre - fx. Keld og the Donkeys - der skulle spille i Silkeborg og omegn lagde ofte vejen forbi – af og til også uden for åbningstiden – hvis de stod og manglede strenge eller lignende. Det var heller ikke ualmindeligt at flere forskellige orkestre mødtes i forretningen før, de skulle spille, for at ”tale om hvilke piger, de kendte i byen”, som Ole Bjørnholt udtrykkker det. Også Gnags, som jo oprindelig kom fra Skjern, var hyppige kunder i butikken.

I 1970'erne blev det vældig populært at spille el-orgel, så orgler blev det helt dominerende instrument i forretningen. Derfor byggede man den bygning, hvor forretningen har til huse i dag – både for at få mere plads og fordi det oprindelige lokale skulle bruges som orgelskole. Faktisk solgte forretningen så mange orgler, at man havde en ung musiker ved navn Ole Hermansen ansat nogle eftermiddage om ugen kun til at køre orgler ud til kunder. Også orgelskolen var en vældig succes: i 1978 blev den udvidet med to nye klasselokaler, så den kunne rumme de 300-400 elever, som modtog undervisning hver uge i løbet af de 12 daglige timer, som skolen havde åbent. Man havde naturligvis også været nødt til at ansætte lærere til at forestå alle de mange orgeltimer.

I disse år, var Jacob Bjørnholt en venlig mand at tale med, hvis de unge musikere ønskede kredit eller henstand. Han mente at det var vigtigt at få dem fanget ind i musikken fordi de dermed ville blive livslange kunder, så kreditten blev givet med strenge pålæg om, at komme tilbage og betale, når de var begyndt at spille ude. Det var dog ikke en politik, som Ruth så med milde øjne på, så hvis det var hende, der stod i butikken, måtte den kommende skyldner gå igen og komme tilbage, når Jacob kunne træffes lidt diskret.

I 1979 overtog Ole Bjørnholt som attenårig den daglige drift af forretningen. Egentlig havde han tænkt sig at han skulle arbejde i en bank og havde også været i erhvervspraktik som bankassistent, men han havde allerede som 13-14årig fået at vide, at hvis han ikke ville overtage, blev forretningen lukket eller solgt. Samtidig fik han besked om, at ville han overtage forretningen, måtte han lære at spille orgel: en halv times øveri hver dag. ”Så alt i alt var det lidt af en presball”, siger Ole.

Ole Hermansen – den tidligere orgeludbringer – påtog sig oplære Ole i alle de ting, han skulle kunne, når han arbejdede i en musikforretning og han blev derfor fastansat i butikken. I 1980 døde Jacob Bjørnholt og forretningen omdannedes til aps så Ole og hans to søskende ejede en trediedel hver og med Ole som den daglige leder. Efter fire års læretid, mente Ole Hermansen, at den unge Bjørnholt var klar til at stå på egne ben, så han sagde op, da han ikke mente, der var (økonomisk) plads i forretningen til dem begge.

Ole mente nu, at orglerne fyldte alt for meget i forretningen og han begyndte derfor at satse på guitarer og basser af høj kvalitet, som fx Gibson og Fender – en beslutning, som bestemt ikke faldt i Ruths smag. ”Hun mente jo, det var orgler, hele imperiet var bygget på”.

Efterhånden kom de elektriske keyboards og lidt trommer til og det bevirkede at andre fabrikater, som fx Yamaha kom ind i sortimentet, men hele tiden var det vigtigt, at det var instrumenter af høj kvalitet, blandt andet ud fra holdningen, at man ikke kan lære at spille på et dårligt instrument. Og da Bjørnholt Musik igennem årene har forsynet et stort antal skoler og musikskoler i Silkeborg og resten af midtjylland med udstyr til deres musiklokaler, er der åbenbart mange, der deler denne tankegang.

I 2002 og 2006 tildeltes Bjørnholt Musik Fenders dealership award for Skandinavien.

Ruth Bjørnholt døde i 2011.

Bjørnholt Musik er den ældste danske fysiske musikforretning, som kun har været ejet af en familie.

Der stadig musikundervisning hos Bjørnholt og nutildags undervises der – foruden orgel og keyboards - også i guitar, bas og trommer.

Ole Hermansens bror, Poul, der underviste i de store orgelskoletider, underviser stadig i en alder af 80 hos Bjørnholts musikskole.

(Denne artikel baserer sig i overvejende grad på en samtale med Ole Bjørnholt)