Befrielsesdagene maj 1945

Efter fem års tysk besættelse har de begivenhedsrige dage i maj 1945 helt sikkert fæstnet sig i hukommelsen hos dem, der oplevede dem. De var præget af fest og glæde - for de fleste.

Stemningen var dog stadig højspændt i dagene lige efter befrielsen 5. maj. Vel havde de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark overgivet sig til 21. britiske armégruppe, men det var jo kun en delvis kapitulation. Der blev stadig kæmpet på andre krigsfronter.

Først 7. maj blev den betingelsesløse tyske kapitulation underskrevet i det amerikanske hovedkvarter i Reims og dagen efter ratificeredes værnemagtens kapitulation over for den Røde hær i Berlin. Først da var krigen slut i Europa.

Når og hvis de kommer

I Silkeborg var man bekymret for, hvad øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark Georg Lindemann på Silkeborg Bad ville gøre. Han nægtede kategorisk at overgive sig til eller lade sig afvæbne af frihedsbevægelsen - i fuld overensstemmelse med de ordrer han havde modtaget.

Alle steder beholdt tyskerne derfor indtil videre deres våben, forblev i deres stillinger og fortsatte deres bevogtningsopgaver. De endelige forhandlinger om tyskernes kapitulation foregik i København. Alligevel var det af stor betydning, at der kom engelsk militær forbi Silkeborg Bad.

Men sejrherrerne lod vente på sig.

Silkeborg Kommune kunne ellers bekendtgøre i Silkeborg Avis 8. maj , at der “når eller hvis de allierede kommer til Silkeborg, kan blive flaget med deres flag på Torvet”.

Nogle få engelske køretøjer kører gennem Silkeborg 9. maj. Her er de på vej tilbage fra Silkeborg Bad, hvor major Francis Fisher har mødtes med Georg Lindemann, øverst befalende for de tyske styrker i Danmark.

Majoren på Silkeborg Bad

Det blev dog hverken til flag eller fest, da de første englændere kom. Ved middagstid 9. maj kørte nogle få køretøjer i al ubemærkethed gennem byen. Målet var Silkeborg Bad, hvor major Francis Fisher fra The Royal Dragoons og chef for de engelske styrker i Nørrejylland mødtes med generaloberst Lindemann for at aftale de nærmere regler for den tyske hærs rømning af Danmark. Det blev aftalt, at tyskerne selv overalt skulle organisere og gennemføre hjemsendelsen.

Allerede 12. maj blev ca. ⅓ af mandskabet på badet sendt af sted og fik lov til at gå hele vejen til et opsamlingssted i Nordtyskland. Derefter var der stadig godt 1.200 soldater tilbage i byen, heraf ca. 850 officerselever.

I de følgende uger blev stadig flere soldater sendt af sted og 7. juni blev det tyske hovedkvarters funktion erklæret for ophørt. Ansvaret for badet var dermed overdraget til de engelske styrker.

Nu kommer de!

Silkeborgenserne var efterhånden ved at gå til af spænding. Allerede 8. maj havde det forlydt i byen “Nu kommer de” og folk stimlede sammen i tusindtal langs Frederiksberggade med flagene klar. Men efter et stykke tid måtte en højtalervogn køre rundt og meddele, at englænderne alligevel ikke var på vej til Silkeborg.

Dagen efter kom det frem, at der kunne ventes ti engelske vogne gennem byen om formiddagen. Og selvom folk fik besked på, at de skulle kunne passere uhindret gennem byen, var Østergade, Torvet og Vestergade sort af forventningsfulde silkeborgensere. Men også denne gang blev man brændt af.

Fem køretøjer havde allerede passeret byen i lyntempo. Så højtalervognen måtte ud i gaderne igen og sprede den triste nyhed. Silkeborg Avis havde denne afdæmpede kommentar: “De gæve Tommy’er lader vente på sig … men da det kun er meget små afdelinger, der er ført frem til Danmark, må vi væbne os med tålmodighed. Muligvis kommer de dog i morgen.” Det gjorde de nu heller ikke.

På høflighedsvisit

Til gengæld kom major Fisher igen til byen 11. maj. Men heller dette besøg fik offentligheden glæde af. Det gjaldt stiftamtmand Peder Herschend, der holdt til på Silkeborg Sanatorium og havde været forbindelsesleddet mellem centraladministrationen i København og tyskernes militære hovedkvarter i Silkeborg. Det var en rent høflighedsvisit. Det engelske militær skulle ikke have noget at gøre med Herschends kontor, som siden november 1943 hovedsageligt havde løst civile opgaver. Kontoret blev i øvrigt nedlagt 15. maj.

Englænderne kører over Langebro og modtages af en begejstret folkemængde, der har ventet i spænding i flere dage.

120 englændere kom

Men så skete det endelig. 12. maj - samme dag som Montgomery havde sit triumftog gennem Københavns gader - ankom de længe ventede befriere til Silkeborg. 120 mand, tolv tanks, tolv kampvogne og seks jeeps - og de fik en stormende modtagelse.

Ved 11-tiden lod Frihedsrådet sin højtalervogn køre rundt i byen for at meddele, at “Montgomerys ørkenrotter” kunne ventes til byen ved middagstid. Derefter blev gaderne hurtigt fyldt med forventningsfulde og glade tilskuere. Det varede dog noget tid, før kortegen ankom til Torvet, hvilket skuffede de mange fremmødte.

Engelske køretøjer skaber trafikkaos på Ansvej, mens deres chef, 27-årige major Francis Fisher er til møde med byledelsen i Hugo Gisselbæks villa (Ansvej 41).

Allerede et stykke udenfor bygrænsen på Århusvej blev gæsterne modtaget af tre af byledelsens medlemmer. Man havde ønsket, at gæsterne først skulle hilse på Frihedsrådets medlemmer i byens “militære” hovedkvarter, der var indrettet i byleder Hugo Gisselbæks villa på Ansvej. Derfor kørte kortegen først via Langebro og Viborgbroen til Alderslyst. Efter et kort ophold kørte man tilbage via Mosevej, Færgevej og ned til Borgergade - så køretøjerne atter havde retning mod Torvet. Og så kunne triumftoget begynde for alvor.

Sydende menneskehav

Da kortegen kom til Østergade haglede blomsterne “ned over briterne, der næsten var skjult af begejstrede danskere, som havde befolket englændernes vogne. Det blev et sandt triumftog…”, kan vi læse i Silkeborg Avis’ reportage, som fortsætter: ”Hele Torvet var et sydende hav af mennesker, men frihedskæmpere og politifolk holdt kørebanen klar, og major Fishers vogn svingede op foran rådhuset, der var smykket med amerikanske, engelske, russiske og danske flag.”

Foran rådhuset blev major Fisher og hans næstkommanderende modtaget af borgmester Aaboe Sørensen, som var byens civile leder. Han holdt en tale på dansk til “repræsentanterne for de allierede nationer”, som så blev oversat til engelsk til ære for gæsterne. Det hele blev udsendt gennem et højtaleranlæg, så alle kunne høre det.

Folkemængden byder “befrierne” velkommen på Torvet foran Rådhuset.

Da menneskehavets hurraråb havde lagt sig, overtog major Fisher mikrofonen. Han takkede for modtagelsen og sagde blandt andet: “Det har taget meget lang tid at komme her. Vi kommer ikke fra Tipparary (med henvisning til en af tiden populære sange), men fra el Alamein. Det er en lang rejse, men nu er vi her. Vi hilser jer som frie mænd ...”, og så jublede og sang hele Torvet.

Derefter blev de mange gæster budt på frokost på restaurant Astoria, og imens blev deres kampvogne beundret af både børn og voksne. Omkring kl. 15 var gæsterne klar til afgang, men først var der lige tid til lidt snak med de mange fremmødte, til at skrive autografer og uddele cigaretter til de heldige. Rygerne fik nu nok et chok efter fem år med erstatnings-cigaretter.

Joh. Jensens orkester i spidsen for optoget - hvis mål var Folkemødet i Indelukket.

Frihedsbevægelsens folkemøde

Festernes tid var ikke slut endnu. Ligesom i mange andre byer landet over ønskede frihedsbevægelsen at hylde de mænd og kvinder, der havde sat livet på spil i frihedskampen, og at mindes dem, der gav deres liv.

Det gjorde man i Silkeborg ved et stort anlagt “folkemøde” i Indelukket, som blev afholdt 16. maj. Trods regn og blæst deltog 10.-12.000 mennesker. Silkeborg Social-Demokrat mente dagen efter, at “det blev en strålende begivenhed, der savner et sidestykke i Silkeborgs historie.”

Fra Torvet til Indelukket

Der var trængsel på Torvet ved 18-tiden, hvor op mod 500 frihedskæmpere fra de mange grupper samledes - nedkastningsgrupperne, militærgrupperne, oplandsgrupperne, politigruppen, bladgrupperne, forplejningskorpset D.K.B., og også byens forskellige spejderorganisationer, F.D.F. og D.U.I.

Alle blev stillet op i række og geled og så gik turen gennem byen til Indelukket med 50 faner og et stort orkester i spidsen. De mange tilskuere langs ruten fik lov til at vente længe, før de selv kunne slutte sig til processionen - da faneborgen svingede ved Sanatorievej, havde de sidste spejdere endnu ikke forladt Torvet.

Folkemødet i Indelukket. I forgrunden ses borgmester Aaboe Sørensen.

Stemningsfuld aften

I Indelukket samledes man omkring friluftsscenen, hvor talerstolen var flankeret af de nordiske og de allierede flag. Festen indledtes med en højtidelig indvielse af frihedsbevægelsens fane, der var syet af engelske faldskærme. Derefter fulgte en lang række takke-, hyldest- og mindetaler og også afsendelse af et takketelegram til Kongen. Der var naturligvis også indimellem fællessang med alle de nationale sange. Og med to minutters stilhed mindedes den store forsamling de faldne.

Aftenen sluttede med blandet underholdning ved Silkeborg Mandskor under ledelse af Joh. Jensen. Desuden sang seminarielærer Erik Messell “Sabotørernes Sang”, som han havde fået tilsendt få dage før kapitulationen med anmodning om at sætte musik til.

Fakkeltog uden frihedskæmpere

Hen mod slutningen blev festen brat afbrudt. Byledelsen beordrede over højtaleranlægget alle militærgrupperne til hurtigst muligt at begive sig ind til byen for at indtage deres poster. Der var en del uro rundt omkring. Så i løbet af få minutter var pladsen tømt for festens hovedpersoner.

Et kort øjeblik blev stemningen overskygget af nervøsitet, men glæden og begejstringen vandt. Folkefesten fortsatte som planlagt med et fakkeltog tilbage til Torvet.

Som en stemningsfuld afslutning på folkefesten i Indelukket 16. maj blev de 500 fakler kastet i et stort bål foran Rådhuset.

De 500 fakler, der var tiltænkt frihedskæmperne, blev hurtigt fordelt blandt de andre deltagere og så drog det store optog gennem byen. På Torvet kastedes alle faklerne i et stort bål foran Drewsens statue. Før den store forsamling skiltes sang man “I Danmark er jeg født”.

Uroen i Silkeborg

Det viste sig, at byledelsen måske havde overreageret ved at beordre alle frihedskæmperne til at forlade folkemødet. Der var kun tale om enkeltstående episoder.

I Ørnsøkvarteret havde nogle tyske soldater kastet med håndgranater. Men så snart frihedskæmperne viste sig, blev der ro. Og på Viborgbroen nægtede en tysk bil bil at standse, så frihedskæmperne mååte åbne ild imod den. Baghjulet blev ramt, og de tre soldater i førerhuset lettere såret. De var mere eller mindre berusede og blev ført til politistationen.

Episoderne førte dog til, at danske, engelske og tyske myndighedspersoner enedes om at forbyde de tyske soldater at færdes med våben uden lovligt ærinde.

Frihedskæmperne hjemsendes

5. maj om morgenen talte modstandsbevægelsen i Silkeborg 5-600 mand. Men da opgaverne ikke blev så store, som man havde forventet, blev den tjenstgørende styrke hurtigt formindsket.

2. august blev de sidste frihedskæmpere hjemsendt ved en højtidelig afskedsparade på Silkeborg Stadion med overrrækkelse af et emblem fra “Region II”. Man mindedes naturligvis også her de faldne - dem ”vil vi mindes til evige tider … deres pårørende og vi kan være stolte af deres indsats”, sagde byleder Hugo Gisselbæk.

Efter paraden marcherede styrkerne med musik i spidsen gennem byen til rådhuset. Her overrakte man frihedsbevægelsens fane til viceborgmester Holger Iversen. Derefter fortsatte marchen til “Sønderport”, hvor alt var klar til selve afslutningsfesten.

Krigen fortsatte desværre henover sommeren med fuld styrke i Asien. Først efter nedkastningen af atombomber i Hiroshima 6. august og i Nagasaki 9. august, besluttede den japanske krigsledelse endelig 15. august at overgive sig betingelsesløst. Først 2. september 1945 var 2. verdenskrig endelig slut.

Eksterne henvisninger

Denne wiki-artikel er en bearbejdet udgave af artiklen: "Befrielsesdagene set fra Silkeborg", bragt i Midtjyllands Avis 22. maj 2015. Læs den her: http://www.silkeborgarkiv.dk/wp-content/mja-artikler/20150522_Befrielsesdagene_set_fra_Silkeborg__Befrielsesdagene_2.pdf