Børnebespisningen

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning

Allerede ret tidligt i Silkeborgs eksistens, var en del af byens lærere blevet opmærksomme på, at der faktisk var en del børn, der sultede i vinterhalvåret. Derfor henvendte de sig til en række af byens bedre stillede borgere med en opfordring til, at de tog et eller flere børn ”på kost” i disse måneder.

Opfordringen blev mødt med den forventede velvilje og det gik også glimrende i nogle år. Men i takt med at byen voksede, gjorde trangen det også og man valgte derfor i 1889 at gå over til at indsamle penge, så man på den måde kunne yde en daglig, samlet bespisning af børnene.

I 1891 – hvor vinteren åbenbart var særligt streng – begyndte en kreds af byens bedre fruer at tale om at nedsætte en decideret komite, til at forestå dette indsamlingsarbejde. Det viste sig dog, at en gruppe af byens bedre herrer havde fået samme ide, og de kom først ud med initiativet, hvilket fik Silkeborg Avis til begejstret at skrive:

”Damerne er dog denne gang blevet distancerede af mændene, hvilket tjener det stærkere køn til stor ære.”

Opfordringen i avisen om at yde støtte til bespisningen var ledsaget af følgende opråb:

”I omtrent 150 fattige hjem i Silkeborg kæmpes der i denne knugende vinter en fortvivlet kamp for det daglige brød, og dette mangler vel heller ikke i de fleste hjem, men brødet alene opblødt i centrifugemælk eller i noget, der kun har lighed med kaffe i forbindelse med lidt margarine eller lidt fedt, er en aldeles utilstrækkelig ernæring for de henved 400 fattige børn, der ikke får anden næring, og hos hvem spiren på grund heraf ofte lægges til tuberkler, kirtler, blegsot, mm.”

Opfordringen, der blev bragt i avisen d. 24. januar, kalkulerede med, at man kunne bespise 100 børn hver anden dag i 10 uger for en samlet udgift på 450 kr.

Offerviljen viste sig dog at være endnu større end forventet. Allerede den første dag indløb der 120 kr. og 50 øre og 28. januar var beløbet oppe på 265 kr. og 50 øre og man besluttede derfor at fordoble indsatsen, således at man bespiste 2 hold af 100 børn hver anden dag.

De indsamlede bidrag bestod ikke kun af rede penge: Mange af byens handlende bidrog med de produkter, som deres respektive forretninger forhandlede: brød, kød, grøntsager, ris og gryn, hvidtøl og rosiner …

I de første år foregik bespisningen kl. 4 eftermiddag i et lokale på fattiggården, der dengang lå på Markedsgade og det var fattiggårdsbestyrer Henriksen og hans hustru, der stod for det praktiske. Der opstod dog hurtigt nogen kritik af dette arrangement, da mange frygtede, at de trængende familier ville undlade at tage imod tilbuddet, fordi de var bange for at få revet i næsen, at de fik mad fra fattiggården.

Problemet løstes nogle få år senere i forbindelse med at Borgerskolen skulle have en ny gymnastiksal. Bødker Nielsen, som både sad i komiteen og i byrådet, havde muligvis overskredet sine beføjelser en smule, men i forbindelse med åbningen af den nye bygning kunne han stolt præsentere et færdigmonteret køkken i nogle ”disponible rum”, som han havde ladet arkitekt Anton Rosen indrette. Bespisningen blev derefter flyttet til Borgerskolen og tidspunktet blev rykket til klokken 12, hvor eleverne i forvejen havde en længere spisepause, som var beregnet på, at de kunne gå hjem og spise varm mad til middag.

Madlavningen blev nu varetaget af pedellens hustru, som blot hed ”fru pedel Nielsen” og til at hjælpe sig med servering, oprydning, etc., havde hun en stor gruppe ligeledes anonyme damer, som efter en nøje lagt og udskrevet plan stod for alt det praktiske.

Det er svært i denne sammenhæng at undlade en lidt sarkastisk bemærkning:

De mandlige komitemedlemmer, som selvfølgelig ydede en vigtig indsats, blev i aviserne beskrevet som sande ”hædersmænd”, mens de mange kvinder, der igennem alle årene stod for det formodentlig relativt krævende fysiske arbejde med madlavning og servering, var fuldstændigt anonyme. Retfærdigvis skal det dog siges, at hvert år ved sæsonens ophør blev disse damer behørigt hædret ved en lille sammenkomst med kaffe- og chokoladebord, som damerne naturligvis selv havde anrettet.

Blandt de mænd (og en enkelt ugift kvinde), der over årene har været med til at præge komiteens virke finder man direktør Laurs Jørgensen, kæmner C. C. Nielsen, Bødker Nielsen, købmand Carl Sørensen, damaskvæver Søren Kristensen, redaktør Lyngby, redaktør Jacob Christensen, skoleforstander Eskild Jochumsen, skoleinspektør Fr. Larsen, branddirektør M. Grabow og Martine Jørgensen.

Bespisningen fortsatte på denne måde i en lang årrække. Ved indgangen til vintermånederne bragte avisen en opfordring fra komiteen, og alle indkomne bidrag, kontante eller i naturalier blev opregnet i små notitser, som avisen også bragte. Og bidragene kom fra mange kanter, idet både private og erhvervsdrivende, fagforeninger, afholdsloger og mange andre står på listerne med større eller mindre bidrag. I Silkeborg Arkiv kan man finde en bog, hvor alle disse notitser omhyggeligt er klæbet ind som dokumentation for indtægterne. Indimellem rakte det dog ikke og man måtte ansøge kommunen om at yde tilskud. Et tilskud, som blev bevilget, men som også steg over årene i takt med at byen voksede.

I jubilæumsåret 1941 var vinteren også streng og samtidig var 2. verdenskrig begyndt sætte sine spor og man havde derfor det største antal børn på kost, som man nogensinde havde haft. De foregående år var ca 200 børn tilknyttet bespisningen, men dette år drejede det sig om 313. Børnene skulle selv medbringe brødmærker, mens der blev søgt tilskud til ekstra rationeringsmærker til fx smør, sukker og gryn.

En kostplan fra midt i 40'erne kunne se således ud:

Mandag: 1 Stk. rugbrød med smør og revet gulerod. Grød med øl og mælk.

Tirsdag: Sødsuppe eller kærnemælksvælling. Irsk stuvning eller medisterpølse med grønlangkål og kartofler eller stuvet hvidkål.

Onsdag: Frikadeller med stuvede kartofler og gulerødder eller hollandsk biksemad. 2½ dl varmebehandlet sødmælk.

Torsdag: Hvidkålssuppe og sylte.

Fredag: Sødsuppe eller kærnemælksvælling. Fisk.

Lørdag: Vælling. Et rundstykke el. 1 stykke sigtebrød med smør.

En portion kunne laves for godt 28 øre.


Indsatsen bevarede i en vis grad sin private karakter – frivillige bidrag og frivilligt arbejde – helt frem til 1949, hvor en ny lov gav alle skolebørn adgang til ordningen uanset forældrenes indtægt og kommunen derfor overtog hele financieringen. Udgifterne i den sidste periode før den nye ordning havde kostet 61.000 kr. og 575 af kommunens 2838 skolebørn havde deltaget.

Da man gik over til den nye ordning, hvor alle børn som sagt kunne få et måltid mad på skolen, vurderede man, at det ville blive uoverkommeligt at servere varm mad og man valgte derfor at gå over til at servere smørrebrød, 1/5 liter mælk og et æble til hvert barn.

Den første sæson, som løb fra 1/12 1949 til 30/4 1950 deltog 1982 børn og der blev udleveret 201.417 portioner med i alt 1.154.466 stykker smørrebrød. Den samlede udgift var på 96.000 kr. Et stykke smørrebrød kostede 8,4 øre og en portion inkl. mælk og æble beløb sig til 48 øre.

Året efter indførte kommunen en øvre grænse for forældrenes indtægt og antallet af børn, der på denne måde kunne komme i betragtning faldt betydeligt. Det tal gik de følgende år nedad og var tilsidst nede omkring 624 børn.

Efterhånden bedredes beskæftigelsessituationen i Silkeborg og færre fik behov for at deltage i madordningen. Så fra vinteren 1960/1961 droppede man smørrebrødet og tilbød nu mælk, æble og en vitaminpille og i denne periode deltog 2252 børn, der tilsammen fik udleveret 161.867 flasker mælk og 147.200 vitaminpiller, hvilket stod kommunens socialudvalg i 27.864 kr.

Denne ordning varede ved i nogle år, men blev senere helt sløjfet.

Kilder

Silkeborg Dagblad

Silkeborg Avis/Midtjyllands Avis

Silkeborg Folkeblad

J. K. Jensen: Silkeborg Skolevæsen – Oprindelse og Udvikling 1846 - 1900

silkeborghistorie.dk

Silkeborg Arkiv