Forskel mellem versioner af "Børge Møller"

Fra WikiSilkeborg
Skift til: Navigation, Søgning
(Enelærer)
Linje 39: Linje 39:
 
Hans position som den kommunale skoles talsmand styrkedes heller ikke af de forhold, at hans egne børn gik i ”friskole” og at han selv underviste nogle timer om ugen på et par af byens private skoler.
 
Hans position som den kommunale skoles talsmand styrkedes heller ikke af de forhold, at hans egne børn gik i ”friskole” og at han selv underviste nogle timer om ugen på et par af byens private skoler.
 
==Øvrige hverv==
 
==Øvrige hverv==
 +
[[Billede:auktion.JPG|thumb|270px|De jordiske rester efter 40 års skolearbejde sælges på auktion]]
 
Børge Møller var i 2 år medlem af kommunalbestyrelsen og valgte selv at stoppe i 1881.
 
Børge Møller var i 2 år medlem af kommunalbestyrelsen og valgte selv at stoppe i 1881.
  

Versionen fra 10. apr 2019, 13:58

Børge Sofus Elias Møller,lærer, kirkesanger, kordegn, skoleinspektør, formand, byrådsmedlem, født 21/9 1824 i Handbjerg, død 15/1 1882 af mavekræft.

Søn af skolelærer Peder Knudsen Møller.

Gift med Jørgine Petrine Camilla Thora Trasberg, født 3/2 1837

Moeller.PNG

Første lærer

I 1846 var børnetallet i Silkeborg nået op på 24 og man oprettede derfor en privatskole i lejede lokaler på Smedebakken og ansatte den nyuddannede seminarist, Børge Møller, som lærer. Skolen levede dog under meget skiftende økonomiske forhold, og da der i en periode på 6 måneder ikke var råd til at leje et skolelokale, måtte Børge Møller i stedet arbejde som forvalter på papirfabrikken.

Enelærer

Da Silkeborg i 1850 fik sin første ”rigtige” skole, der kunne rumme 60 børn, ansatte man Børge Møller som enelærer til en årlig løn af 150 Rd. samt fri bolig og brændsel Skolen havde til huse i lokaler på Hovedgården. Det samme havde "skovkapellet", som tjente som kirke før Silkeborg kirke blev opført og indviet, og Møller fungerede også som kirkesanger, m.m.. Det fremgår ikke præcist, hvordan hans løn blev gjort op - den bestod af en del af "de Offer og Accidenser" (= særlige bidrag, som menigheden betalte ved de 3 højtider), som tilfaldt kapellet. Da han havde fået ”kaldsbrev” (altså var blevet fastansat) var hans indtægter fra skolen og fra kapellet nogenlunde lige store.

Efterhånden som børnetallet steg, steg også behovet for en egentlig skolebygning ligesom det begyndte at knibe for Møller at varetage undervisningen ene mand. Kommunalbestyrelsen var principielt enige i behovet, men krympede sig af økonomiske årsager.

Et godt tilbud

Børge Møllers løn var på det tidspunkt steget til ca 400 Rd. når lærerlønnen og indtægterne som kirkesanger lagdes sammen. I 1856 da overvejelserne om skolens umiddelbare fremtid fandt sted, var Børge Møller stadig ugift og havde med sin løn rigeligt at leve af. Han tilbød derfor kommunalbestyrelsen, at han midlertidigt ville gå 200 Rd. ned i løn, så der kunne blive råd til de nødvendige forbedringer. Byrådet accepterede med tak, men fik af en eller anden grund aldrig skrevet til referat, at tilbuddet gjaldt en midlertidig lønnedgang. Denne forsømmelse skulle føre til en årelang strid:

Børge Møller blev gift og fik børn og efterhånden slog hans nedsatte løn ikke til. Der var dog ingen tegn på, at kommunalbestyrelsen af sig selv ville sætte ham tilbage på fuld løn og han henvendte sig derfor gentagne gange til autoriteterne, han førte vidner på, at hans tilbud havde været midlertidigt og han opnåede også, at såvel skolerådet som ministeriet henstillede til kommunalbestyrelsen, at hans lønnedsættelse bortfaldt, men i kommunalbestyrelsen havde birkedommer Georg Vilhelm Louis Drechsel og pastor Hans Rudolph Panduro, hver gang forslaget var oppe, både agt og magt til at blokere for det.

I 1874 lykkedes det endelig for Børge Møller at nå op på den fulde løn, efter at han i en skrivelse til byrådet havde gjort opmærksom på, at han i de forløbne år havde foræret kommunen 2700 Rd. som følge af den midlertidige lønnedgang. Skolekommissionen efterkom ikke alene Møllers andragende, de gav også resten af Silkeborgs lærere et dyrtidstillæg på 15% og kommunalbestyrelsen vedtog med stort flertal kommissionens indstilling.

Kun Drechsel rasede: Han ville ikke på nogen måde anerkende, at det var penge, Møller havde ret til og han krævede, at det af en skrivelse til skoledirektionen skulle fremgå, at det tværtimod var et løntillæg, Møller var blevet tildelt. Den samlede kommunalbetyrelse gav Drechsel besked på at han kunne rende og hoppe.

Grundtvigianer

Børge Møller var i de flestes øjne en fredelig og omgængelig mand, og der foreligger vidnesbyrd fra tidligere skolekommissionsformænd om, at de satte han meget højt, men Drechsel og Panduro kunne (i følge J. K. Jensen, s.15) ”ikke udstå ham.”

Panduro og Drechsel havde ikke meget til overs for hinanden og brugte megen tid og papir på allehånde skænderier, men på to områder kunne de finde sammen: de fandt et vist behag i at chikanere almueskolen og de var højkirkelige. Børge Møller var grundtvigianer.

Børge Møller havde - ligesom mange andre grundtvigianere - løst sognebånd til Sejling kirke, da Panduro afløste pastor Jens Christian Hostrup, men da han stadig var kirkesanger i Silkeborg, var hans og Panduros forhold spændt. Møllers grundtvigianske venner fravalgte Panduro til mange af deres kirkelige handlinger og fik fx Møller til at foretage hjemmedåb af deres børn. I en periode døbte Møller faktisk flere børn end Panduro, som da også klagede til myndighederne. Børge Møller fik en henstilling, som han ikke fulgte og sagen syntes ikke at bekymre myndighederne noget videre.

Panduro tabte altså første omgang. I stedet kastede han sig over Møllers religionsundervisning og han og Drechsel fik gennemført, at da Møller ”Hældede til en afvigende religiøs Retning”, måtte han ikke længere undervise realskolens ældste drengeklasse i religion.

Skoleinspektør

I midten af 1870'erne var forholdene på borgerskolen præget af at ”hver lærer gik frem efter sin egen næse – og der var desværre adskillige skæve næser på skolen den gang.” (J. K. Jensen, s. 48) og skolekommissionen var praktisk taget magtesløs.

Børge Møller var godt nok førstelærer på skolen, men det gav ham ikke større myndighedsbeføjelser end andre havde. Han havde dog ved flere lejligheder ladet et ord falde om, at det ville han ikke have noget imod at få og kort efter nytår 1879 sendte kommissionen ham en skrivelse, der i praksis gjorde ham til inspektør skønt han stadig havde titel af førstelærer. Det ville resten af lærerkollegiet ikke gå med til og meddelte, at de ikke havde i sinde at rette sig efter kommissionens skrivelse. Kommissionen havde øjensynlig overskredet sin kompetence og først efter halvandet års forhandlinger mellem den og ministeriet kunne alle parter godkende en ”Instrux for den inspectionshavende Lærer ved Silkeborg kommunale Skole.” I juli 1880 udnævntes Børge Møller til skoleinspektør.

Det hjalp ham dog ikke meget. Han var på det tidspunkt blevet syg og havde derfor ikke den myndighed og autoritet, som skulle til for at styre skolens ”skæve næser” ligeud.

Hans position som den kommunale skoles talsmand styrkedes heller ikke af de forhold, at hans egne børn gik i ”friskole” og at han selv underviste nogle timer om ugen på et par af byens private skoler.

Øvrige hverv

De jordiske rester efter 40 års skolearbejde sælges på auktion

Børge Møller var i 2 år medlem af kommunalbestyrelsen og valgte selv at stoppe i 1881.

Han var bestyrelsesmedlem i og formand for Silkeborg Syge- Understøttelses- og Ligkasseforening og Friboligforeningen og var tillige medinitiativtager til oprettelsen af Velgørenhedsselskabet.

Børge Møller døde i 1882 af mavekræft efter at have brugt hele sit arbejdsliv på, at være en medskaber af Silkeborgs kommunale skoler.

Kilder

Palle Buus-Hansen, m. fl.: Silkeborg 1846 - 1996

J. K. Jensen: Silkeborg Skolevæsen - oprindelse og udvikling 1846 -1900

Silkeborg Avis